★★★★☆☆ Denisova 11 – eventyrligt klimateater med humor og teatralsk appetit

Johns Teater og Teater Grob præsenterer med den stærkt underholdende Denisova 11 et originalt, karakterdrevet greb på tidens klimadagsorden og dens eksistentielle perspektiver.

Denisova-mennesket er en uddød gren af menneskeslægten. Rekonstrueret og gennemforsket efter fundet af et ungt menneskes knoglerester i 2010 – Denisova 11.

Med afsæt i fundet og klimakrisen har Joan Rang Christensens skrevet et syret og temmelig sjovt eventyr om jagten på det menneskelige og forståelsen af dets placering i universet.

Syrligt-sjov tone i paralleluniverset

Elvira forsker i Denisova 11, og har derfor ikke tid til at demonstrere med kæresten Semille og de to veninder fra klimanetværket, Laura Bros distræte strikkemoster og Malene Melsens drævende, halvstuderede røver. Netværket minder i Elviras optik efterhånden også ”mere om en basisgruppe end en NGO”, som det hedder i tekstens syrligt-sjove tone. Den klæder de fire kvinders let resignerede oneliners i den kendte verden, og får fuld absurd gas i de samtaler, der udspiller sig i paralleluniverset, hvor Elvira leder efter Denisova 11 og svaret på eksistensen.

Vi befinder os et sted ude i fremtiden. Vandet er steget, sokkerne er altid våde, parforholdet er slidt. Denne røvsyge, katastrofiske trummerum indkapsler i få træk samtidens klimaafmagt. Demonstrere eller ej, det er det efterhånden lidt meningsløse spørgsmål. Men så ryster tørresnoren, en stemme kalder på Elvira og hun falder besvimet om. På hospitalet tilbyder Malene Melsens dæmoniske læge hende en pille, så hun kan gå gennem porten og møde Denisova 11.

Møgunger og Grauballemanden

Vejen til fortidsmennesket er dog lang. På eventyrvis møder Elvira tre udgaver af mennesket, før den endelige test står ved den sidste port. Laura Bro er først den dårlige barndom i skikkelse af en svært ucharmerende unge, der ser alle voksne som potentielle overgrebspersoner. ”Det er seksualdriften, de kan ikke styre den”. Siden er hun den blonde racist, der personificerer undertrykkelsen, den gnavende stemme indeni. Malene Melsen er en spooky cowboy med passion for jadesmykker, der overbeviser Elvira om at fortsætte rejsen.

Portvogteren er naturligvis ingen anden end Grauballemanden, som Josephine Raahauge giver med ekvilibristisk sans for såvel kropssprog som veltimede punchline. Adgangstesten er naturligvis meningsløs som alt i dette drømmeunivers, men Elvira kommer igennem og finder både sig selv og indsigten ”Mennesket er ikke mere eller mindre end noget andet”. Måske banalt, men Denisova 11 tager et så originalt, karakterdrevet greb på klimafrustrationen, at det forekommer at være det helt rigtige svar.

En smittende appetit på det teatralske

Teksten er måske forudsigelig, men tonen er helt sin egen og bliver taget på ordet i Madeleine Røn Juuls iscenesættelse, der frisk og uforfærdet folder alle karakterer knivskarpt ud med Laura Allen Müllers Elvira som det spejl, alle de andre reflekteres i. Det er kombinationen af de genkendelige og de forvrængede karakterer, der er forestillingens scoop. Kombinationen forlænges i scenografiens skift mellem hospitalsseng og papskilte til de videoanimerede forhæng, der sendte mine tanker mod coveret af Led Zeppelins Houses of the Holy. Et wasteland af bløde, pastelfarvede former fyldt med foruroligende, kravlende skikkelser.

Denisova 11 taler ind i klimaagendaen med en insisteren på, at mennesket besinder sig. Det gør den med stor humor og en smittende appetit på det teatralske. Der er flere gode forestillinger på de mindre københavnske scener for tiden. Denisova 11 er en af dem.

Se forestillingstrailer her.