★★★★☆☆ Hun er død – monolog over kvindedrab sætter mediekritik før dramatik

Et næsten umuligt emne. Men Hun er død på Revolver formår at få humor, samfundskritik og den tragiske vold mod unge kvinder til at spille sammen. Spørgsmålet er, om den musikdramatiske monolog får ført sin kritik helt til ende.

Jeg er glad for, det ikke er mig, der griner først. Som mand – selv af en mindre faretruende statur – er det med en vis ængstelse, at man indfinder sig til nyskrevet dramatik om kvindedrab. Vi ved godt, hvem der er skurken her. Hvem der voldtager og slår ihjel. Virkeligheden er dyster, men fra salen lyder tiltagende latter i Amanda Linnea Ginmans spiddende true crime-monolog Hun er død på Revolver.

For jo, den musikdramatiske forestilling handler om Hazel med de store, blå øjne, et typisk offer for meningsløs dødsvold. Men den energiske Sara Viktoria Bjerregaard opretholder i sin skiftevis poetiserende og absurdistiske monolog en distance til Hazels skæbne.

Det er ikke som sådan en gruopvækkende true crime-fortælling, vi overværer. Det er snarere en satirisk kritik af underholdningsindustriens besættelse af unge, myrdede kvinder.

Vi skal grine.

Mere imponeret end involveret

Bjerregaard tegner det typiske mønster for kvindedrab op. Folk, der hænger efterlysninger op i lygtepæle. Familien, der modtager det frygtede opkald fra politiet. Og de giftige spekulationstråde på Reddit med kyniske overskrifter: “Hun er sød, men nu er hun død.”

Det er ikke en ubetinget styrke ved Hun er død, at den først og fremmest fungerer som mediekritik. Distancen til Hazel skaber et omskifteligt udtryk, der changerer mellem grotesk, kropslig satire, kulturhistorisk essay om litterære kvindemord og Twin Peaks-døsige powerballader.

Vi bliver mere imponerede og informerede end dramatisk involverede.

Stærke øjeblikke

Når Sara Viktoria Bjerregaard så til gengæld i momenter gennembryder afstanden, slår det gnister. Som da hun lader sig drukne i fire minutter for at gøre op med den filmiske idé om den hurtige, smukke kvælning. En tilskuer opfordrer hende endda til at standse undervejs, men hun kører – med en thumbs-up fra akvariet – ufortrødent videre.

Også de musikalske tableauer lader os komme tættere på og står stærkt. Rasmus Juncker er fremragende bag trommesæt, synth og xylofon. Det samme er Bjerregaard med kraftfuld og klangrig popvokal. “Vi er alle Hazel nu,” synger hun under drømmende spotlys.

Manglende selvkritik

Det er forestillingens pointe: Alle kvinder lever med frygten, som spejles af sexede tv-mord og velkendte nyhedsnarrativer. Kvindedrab er underholdning, derfor fungerer Hun er død som satire over alle de måder, kvinder dør på i populærkulturen.

Men hvad med forestillingen selv? Her sidder vi og er godt underholdt på Revolver. Det undrer mig, at Sonja Ferdinands tekst og Amanda Linnea Ginmans iscenesættelse har så fint et blik for andres mediering af kvindedrab, men ikke sætter Hun er død selv i spil som aktør i dødsspiralen. Eller os, det underholdte publikum. Skal vi ikke have et svirp med på vejen?

På den måde følges pointen ikke helt til dørs, og trods eminente præstationer og finurlige indslag ender Hun er død lettere uforløst. Nye indsigter eller veje frem udebliver. Men okay, hvad skal vi også stille op med dette epidemiske mareridt af vold og frygt?