★★★☆☆☆ Nyhavnsrevyen – mediekritisk revy finder ikke rytmen

En sommerrevy på Café Liva virker indlysende, men den mediekritiske Nyhavnsrevyen fægter – trods gode ideer – for ufokuseret til at blive rigtig interessant. Måske er det bare svært at gøre grin med en medievirkelighed, der er latterlig i sig selv?

Breaking news, selvopfyldte influencere og politiske kommentatorer, kælne studieværter, sorte mænd, overklassen som slumturist og geografisk forvirrede krigsreportere. Nyhavnsrevyen har det hele. Temaet er mediekritik og formen mimer den flimrende medievirkelighed, som sad vi selv og zappede os rundt mellem sites eller kanaler alt efter alder og mediepræferencer.

Nyhavnsrevyen har kun få enkeltstående numre – som nok er de sjoveste – men er i stedet opbygget af flere spor, der hver især sætter spot på en del at det store, men også så forudsigelige og homogene mainstream mediebillede.

Ytringsfrihed og pædofili

Her har vi Breaking News-værtinden med den teatralske gestik og den dramatiske stemmeføring. “Kan du sætte nogle ord på,” spørger hun med dommedag stanset ind i sætningsstrukturen. Og det kan han da, reporteren Kåre, der vist burde være i Ukraine, men mest har skræmmende oplevelser i Netto, på midtjyske sygehuse og Amager. Sjovt spillet af Mathilde Norholt og Tom Jensen, men jo ikke ligefrem en ny idé.

Her har vi også GodAften Liva med Norholt og Jensen som passivt-aggressive studieværter. Det par gror langsomt på mig med deres nederdrægtigt sleske rutinemæssige hakken på hinanden, og de stadigt mere groteske sammenstillinger af emner. Det starter med ytringsfrihed og pædofili og parret får senere hægtet død og småsult sammen. Alt serveret med bløde stemmer og fortænkte overgange. Lige præcis her er det sjovt, fordi det er sandt, mens mange af de øvrige indslag jo egentlig bare er sande, men ikke så sjove, fordi det faktisk er svært at gøre grin med ting, der er latterlige i sig selv.

Det gælder til en vis grad den frederiksbergske bedsteborger, der klarer fire timer Alene på Vestegnen, før han bukker under og vil hentes. Tom Jensen mestrer den teatralske ynkelighed til sidste stønnende sveddråbe, men teksten er for slap og forudsigelig.

Stalinistiske dompapper og privilegiespurve

Det går de fleste gange bedre i de klassiske revynumre, der fletter sig ind mellem de tre hovedspor. Jacob Morild giver sin velkendte lumre refrænsanger. Denne gang med det plumpt-politisk ukorrekte omkvæd ”Willst Du Bratwurst in Deine Sachertorte haben?” Bum bum, men salen er med. Med mere bid er vi lidt på samme linje i den ornitologisk orienterede sketch om sammenstødet mellem venstrefløjens gamle hanner, de stalinistiske dompapper, og unge hunner, privilegiespurvene. Hvad det har med medier at gøre, henstår dog i det uvisse.

Det er til gengæld nemt at aflæse i Mathilde Norholts Number One Queen Bitch i Hey followers, hvor hun er influenceren, der rundbarberer patriarkatet med afsæt i Lilith-myten. Det er en virkelig effen tekst, men den fløj slet ikke på dagen. Mere punch var der i de sorte mænds rap om ytringsfrihed, der umærkeligt skiftede til ytringshad. Endnu mere punch var der i Morilds og Norholts liberalistiske børnetime, hvor moms og velfærd forklares med legoklodser, hvis sidste diminutive klods – statens kulturbudget – peger frem mod den afsluttende Giv lidt mer, hvor kunstnerne bakker op om sig selv, for ”når vi har givet en hånd / kan de da sige tak”. Her er der noget på spil, og det havde vi gerne hørt mere om.

Kan man overgå virkelighedens idioti?

Medierne fortjener tæsk for sine slappe formater og flygtige sandheder, men denne gang bliver Jacob Morilds satirepen bremset af virkeligheden. Det er virkelig svært at toppe indlysende idioti og ikoniske karakterer som Clement Kjersgaard og kommentariatklonen Peter Christiansen. De klarer jo så fint selv at sige mestendels vrøvl, ligesom alverdens reality-tv-formater også kræver en særlig indsats at overgå i klicheer og total mangel på nødvendighed.

Intentionen er således god, og der er såmænd mange fine oneliners, men Nyhavnsrevyen samler sig ikke rigtig. Måske er det manglen på livemusik, der typisk fylder på den gode måde på Liva. Måske er det skiftene mellem live og båndede scener, der giver knas i dynamikken. Måske er det bare et emne, der trods sine tilsyneladende oplagte satiremuligheder ikke rigtig giver valuta for indsatsen?