★★★★☆☆ Mobbedreng – barsk, hjertevarm monolog om mobning og om at springe ud

Det er svært ikke at blive ramt og rørt af skuespiller Kristoffer Eriknauers personlige ungdomsmonolog Mobbedreng om mobning og om at springe ud som bøsse, som man kan se netop nu på Teater V som en del af Copenhagen Pride 2022. 

Skuespiller Kristoffer Eriknauer, er homoseksuel, men rejsen til at springe ud for omverdenen er lang og fyldt med mobning og selvfornægtelse. I monologen Mobbedreng får vi fortællingen skabt som talkshow og fortalt med lige dele hjertevarme, humor og brutale fakta fra egen liv og forskningsdata.

Det store mobbeshow

Kristoffer Eriknauer træder ind på scenen som værten Kristo med guldlameller som baggrund og gult lys, der banker stemningen i gang med funky keyboard-blæs og dåselatter. ”Jeg er jeres vært og I er et vidunderligt publikum”, lyder det fra Kristo med det store tandsmil. Vi er i gang med Det store mobbeshow og publikum griner med. Men latteren forstummer hurtigt da alvoren træder i karakter. Aftenens gæst er Kristoffer, der fortæller fra sin egen ungdom med mobning og søgen efter modet til at springe ud som homoseksualitet. 

Der er folkeskolen, hvor klassens drenge fik et styrket sammenhold ved at kalde Kristoffer for bøsse, og med Emil i spidsen tog teten på en årelang chikane. ”Kristoffer han er homoseksuel, boller med sig selv og hans kæreste hedder Kjeld”, lød den evige remse, som alle kunne klappe med på, indtil Kristoffer bankede Emil så grundigt, at han fik respekt på skolegangen. ”Emil, som sikkert havde et lavt selvværd i forvejen”, lyder det sagte fra Kristoffer. 

For Mobbedreng er mere end en fortælling om at springe ud som homoseksuel. Den er er generelt indblik i mobbekulturens grundlæggende strukturer og generelle principper, og dermed bliver fortællingen vedkommende for langt størstedelen af de unge publikummer.

Fakta og forstillelse

I gymnasiet bliver Kristoffer mester i at slikke fisse for at skjule sin manglende rejsning. På college i USA kritiserer Kristoffer selv homoseksuelle og bliver kæreste med årgangens cheerleader, så ingen skal klandre ham for at være til fyre. ”Der var mange piger som blev kede af det undervejs”, afrunder Kristoffer historien og perspektiverer igen fortællingen, så den peger på det almene i, at man let kommer til at såre andre, når man ikke selv er afklaret. 

Undervejs i fortællingen er der fakta fra undersøgelser om mobning, der viser, hvordan mobning bunder i gruppedynamikker, usikkerhed og overlevelsestrang. Forestillingen tilbyder dermed at tage hul på en reel snak om mobning med mulighed for at løse problemerne fremadrettet. Ti procent af alle voksne klager over mobning på deres arbejdspladser – så problemet er ikke kun for børn og unge.

Rørende og medrivende

”Synes i Max ligner en bøsse”, råber Kristoffer pludselig ud til publikum. Max er forestillingens teknikker, som tidligere var på scenen med et indstik fra Kristoffers gymnasiemagasin. Her blev der skrevet om en 1.g pige, som 3.g’erne havde kastet sig frådende over med grove historier om – påstået – seksuel omgang med flere på årgangen. Pigen måtte skifte gymnasium, men rygtet fulgte med: ”Jeg tror aldrig pigen blev den samme igen”, følger Kristoffer op og lader kommentaren hænge i den stille sal.

Heldigvis kommer Kristoffer helskindet og styrket gennem sin ungdom, for han har masser af mennesker omkring sig, der elsker og støtter ham. Han finder forbilleder i filmens verden, men mest af alt ses omverdenen med grundlæggende empati for mennesker og forståelse for deres handlemønstre. Netop det at søge indsigt i andres bevæggrunde, synes helt afgørende for at komme styrket videre – og det er også denne indsigt, som monologen så rørende og medrivende får formidlet.        

Og fortællingen fænger. Den fyldte sals unge publikum fik overraskende hurtigt de mange energidrikke og chipsposers knitren til at forstumme, mens de koncentreret så med. En både barsk, vigtig og helt igennem empatisk fortælling, som kan give afsæt for mange vigtige samtaler fremadrettet.