Del

Inden vi dør synger vi en sang

25. aug – 10. sept 2022

Teatret ved Sorte Hest

Teatret ved Sorte Hest melder sig på kabaretbanen med en besyngelse af det svære, men rige liv, der nok varierer fra generation til generation, men alligevel er genkendeligt, når det formidles gennemmusikalsk i en mosaik af melodier på tværs af årtierne.

”Hvor er alle drømmene, du drømte” sunget med Maria Stenz’ karakteristiske stemme går lige i maven, når man som jeg var barn i 1973, hvor sangen hittede i både tidsånd og på Dansktoppen. Tilbage er man med øret klistret til radioen svævende bort på den melodiske hyldest til det visionære, der tekstligt er bundet til det nostalgiske. Ét blandt mange af 70’ernes sære paradokser.

INDEN VI DØR SYNGER VI EN SANG
Peter Oliver Hansen i Inden vi dør synger vi en sang på teatret ved Sorte Hest. Foto Robin Skjoldborg.

Elle-belle-bollebogen og andre minder

Sangens umiddelbare slag i maveregionens erindringsfelt kan der dog ikke pilles ved, og jeg suges ind i den nye fortælling, den indgår i. En kabaret på kanten af døden med tilbageblik til bedstevenner, elle-belle-bollebogen, topløs betjening og knallertkørsel – og alt det derimellem, som udgør et liv. Med årtiernes variation og dog alligevel genkendeligt fra generation til generation.

82-årige Maria Stenz står på scenen sammen med Camilla Bendix, Peter Oliver Hansen og Olivier Antunes, der alle er omkring de 50 og dermed står et skridt længere fra livets endeligt. Men livserfaringerne flyder sammen i denne hyldest til livet, der ikke er nemt, men til gengæld rigt. Formen er kabaretens, og hvor er det glædeligt, at denne genre, der i mange år primært er blevet holdt i live og udviklet af Jacob Morild på Café Liva, atter bliver pudset af og nytænkt på scener som Riddersalen og nu Teatret ved Sorte Hest. Her fylder den musikalske del i Oliver Antunes begavede arrangementer, der kalder dybde frem i selv Steffen Brandts provinsielt-prætentiøse poesi, når Alt hvad hun ville var at danse fremføres helt nedtonet af Camilla Bendix. Ren, blødt-rå og hjerteskærende.

INDEN VI DØR SYNGER VI EN SANG
Oliver Antunes i Inden vi dør synger vi en sang på teatret ved Sorte Hest. Foto Robin Skjoldborg.

Giv tid

Oliver Antunes sidder selv ved klaveret og tager med autoritet scenen i lange sekvenser. Det spiller max og understreger Kamilla Wargo Breklings iscenesættelses evne til at give tid. Lad os være i det. Lad os høre klaveret, ligesom vi hører tale og sang sno sig ind i hinanden uden hast, men med plads til at dvæle og til at glædes over den i ordets mest bogstavelige forstand mangfoldighedsbuket af melodier og sange, der fletter sig sammen til et billede af et liv. Her går Thøger Olesen og Gasolin hånd i hånd med Claus Hempler og Minds of 99. For de har alle melodier og tekster, der siger noget om at være et menneske i tiden.

”Tit er jeg glad”, men ”Alle skuffer over tid”, så ”Der stod jeg tilbage, hjælpeløs forladt, i lyset af en månestråle”. Ensomhed og skuffelse veksler med ungdommens mod og den modne kærlighed i en tekst flettet af holdet selv, begavet bundet sammen af den rige sangskat, der både udpeger eksistensens smertepunkter og livets ulidelige lethed.

INDEN VI DØR SYNGER VI EN SANG
Camilla Bendix i Inden vi dør synger vi en sang på teatret ved Sorte Hest. Foto Robin Skjoldborg.

Et liv, der kunne være dit og mit

Maria Stenz er stilfærdigt intens med sin dybe autenticitet. Insisterende kigger hun over brillen, når hun taler om de savnede døde, for i næste nu at rode lidt forfjamsket rundt, når alderens kropslige gebrækkeligheder kræver deres plads. Camilla Bendix’ sødme binder som en fin tråd generationerne sammen og får flot kant af hendes hæsblæsende hede-tour de force. Peter Oliver Hansen rører hjertet som ungt #metoo-offer og gakker siden ud med jazzhands og smæk på stemmen. En helstøbt gennemmusikalsk trio, der med små brikker stykker et liv sammen, der kunne være dit og mit, for følelserne er almengyldige og rammer rent.

“I morgen er der atter en dag,” synger de mod slut. Det er der, selvom livet går på hæld, og Inden vi dør synger vi en sang formidler dette ukuelige livsmod og den dybe livsglæde gennem melankoli, smerte og tvivl på netop den måde, en god kabaret kan sætte eksistensen i relief på.

Tekst og melodi: Lukas Forchhammer/Morten Pilegaard/Stefan, Forrest/Morten Ristorp Jensen/Christopher, Steven Brown/David James Labre, Thøger Olesen/Gunnar Sandevärn/Torgny Söderberg, Claus Hempler, Mogens Mogensen/Franz Beckerlee/Wili Jønsson/Kim Larsen/Søren Berlev/Tommy Georg Bogs, Niels Brandt/Louis Barnholdt Clausen/Jacob Holde Bech/Asger Wissing/Anders Folke Larsen, Dino Fekaris/Frederick Perren, C.V. Jørgensen/Kasper Winding, Gustav Winckler/A. P. Carter, Maria Stenz/Violeta Parra, Steffen Brandt, B.S. Ingemann/Carl Nielsen, John Mogensen/John Hartford, C.V. Meincke/Karen Jønsson, Børge Müller/Aage Stentoft, Poul Henningsen/ Kai Normann Andersen, Daniel Scheffmann/Emil Gemmer/Ole Bjørn H Sørensen/Andreas Odbjerg og Anne Linnet.

Manuskript: Holdet. Musikalske arrangementer: Olivier Antunes. Instruktør: Kamilla Wargo Brekling. Lysdesigner: Lasse Svarre Christiansen.

Medvirkende: Maria Stenz, Camilla Bendix, Peter Oliver Hansen og Olivier Antunes.