Et af byens teatre genåbner med helt ny forestilling og ny teaterleder. Byens Lys på Christiania genopstår helt nyrenoveret med Steen Koerner som teaterchef – og med en helt ny forestilling: Maskefald.
”Det er ikke nye boliger, der skal åbne Christiania for omverdenen og københavnerne. Det er kunsten og kulturen. Sådan var det engang – og sådan skal det være igen. Det skal vi kendes på. Derfor har jeg sammen med et fantastisk hold skabt en helt ny forestilling for alle, der elsker musik, dans, bevægelse og fællesskab,” siger Steen Koerner, teaterleder, Byens Lys.
Et hold af ildsjæle
Steen Koerner ved, hvad han taler om. Han er manden bag den Reumert-belønnede hip-hop-version af Nøddeknækkerenog Cykelmyggen Egon på Østre Gasværk. Han er danser, koreograf, bor på Christiania – og nu også teaterchef for bydelens teater Byens Lys.
Sammen med venner, ildsjæle og et hold af de vildeste kunstnere, har Steen Koerner genskabt Christianias teaterhus og iscenesat teatrets første nye forestilling i mange år.
Teaterbygningen genopstår nu med nyt lydanlæg, flere siddepladser, større scene – men stadig med den hyggeligste kæmpe brændeovn, der vil buldre hver aften under forestillingen.
Maskefald – en Christiania Cabaret
Maskefald er et billede af mennesker lige nu og her, fortolket gennem skuespil, digt, dans og musik. Skabt af et kunstnerisk kollektiv helt i den ånd, som altid har været Christianias DNA og sjæl.
Maskefald er en forestilling om at være ærlig i en verden, der kan være svær at gennemskue. At turde smide masken, at optræde uden maske er målet.
Forestillingen er et univers af skuespil, luftakrobatik, tekster, live musik, ballet og electric-boogie.
”Teatergruppen Solvognen stod engang her på denne scene. Det er værd at huske og samle den tråd op, når vi skaber teater her i dag,” siger Steen Koerner, der lige nu er i gang med prøverne frem mod premieren den 12. oktober.
Lokalt band
Blandt de mange medvirkende i Maskefald er skuespillerne Josephine Raahauge og Mia Lerdam, den finske balletdanser Lyylia Koivuniemi og den hollandske luftartist Michiel Tange van Leeuwen, samt det Christiania-baserede band Smag Paa Dig Selv, der denne sommer væltede Roskilde Festivalens Rising Scene og – efter en koncert i Huset i Magstræde – fik Politikens anmelder til at skrive:
”Jeg er stadig lidt i chok. Ømme stænger. Øm nakke. Euforisk helt ind til knoglerne og en af den slags begivenheder, vi kommer til at tale om i mange år. En energiudladning så kraftfuld, at endorfinerne må hænge i luften inde omkring Magstræde endnu. Så seriøst medrivende og eksplosivt, at spillestedspersonalet givetvis stadig render rundt og tørrer sved op fra pytterne på gulvet. Altså … hvornår har du sidst set nogen headbange til en jazzkoncert?”
Maskefald får premiere i Byens lys den 12. oktober. Læs mere her.