Charlottenborgs kaffeklub satte i sin #7 fokus på kunstens forandringspotentiale og rolle i et samfund og en verden under kraftig forandring.
”Dette er ikke et diverst rum,” pointerede Ida Auken (S) og flere af de øvrige panelister på dagens kulturpolitiske topmøde i Charlottenborg Kaffeklub, der arrangeres af Kunsthal Charlottenborg og Bikubenfonden.
Rummet var da også fyldt med kulturbranchens aktører som den fine københavnske salon, den muligvis er det arketypiske billede på. Debatten kan dog streames af alle og bæres videre ud i både valgkamp og tiden efter, som ifølge en anden panelist, Jan E. Jørgensen (V), er den tid, der gælder, når politik skal gå fra ord til handling.
Michael Thouber, direktør for Kunsthal Charlottenborg, satte rammen for morgenens debat med næsten de samme ord: ”Hvordan kommer vi fra oplysning til handling” med afsæt i den fælles forståelse – også i de to paneler – at verden står over for store forandringer og at kunsten og kulturinstitutionerne kan bidrage til den nødvendige forandringskraft både politikere og civilsamfund skal mobilisere.
Ud af funktionsrummet
Journalist Lene Johannesen åbnede med at spørge det første panel, hvad de opfatter som den største udfordring lige nu. De seks var relativt enige om, at det er klima, andre kriser og polarisering af samfundet, mens der selvfølgelig var forskellige vinkler på udfordringerne og hvordan, de hver især ser kunsten og kulturens rolle i den ”gamechanger, vi står overfor,” som Lene Johannesen formulerede det.
Filminstruktør Susanne Bier lagde ud med at sige ”Stop!”. Hun vil have diskussionen ud af det rum, hvor kunsten tænkes som en funktionsenhed uden egen berettigelse. Kunsten kan ifølge hende have en effekt i samfundet, men er i sig selv en eksistentiel nødvendighed, fordi vi ikke kun er fysik. Kunstner Jeanette Ehlers var på samme spor. Hendes værker er ikke politiske kampagner, men ”en spirituel handling, som jeg håber har en resonans i samfundet”.
Museumsdirektør Poul Erik Tøjner supplerede denne agenda med de polemiske udsagn, at vi aldrig ville stille spørgsmålstegn ved, om vi skal have skoler i Danmark, og heller aldrig stiller os selv spørgsmålet ”Er det her ishockey?”, mens mange debatter om kunst og kultur angribes fra netop disse vinkler. Hans opfattelse er, at kunst er karakteriseret ved at stille spørgsmål og derfor er det modsatte af information. Vi har ifølge ham viden nok til at løse de aktuelle kriser, og kunsten kan hjælpe os videre til handling ved at vise os andre verdener, så vi kan overskride gabet mellem oplysning og handling. Et synspunkt, der gik igen hos mange af panelisterne i forskellige formuleringer.
Er kunsten fri?
Det gjorde også synspunktet om, at kulturpolitikere skal skabe rammer for kunsten, men ellers lade den være fri. Franciska Rosenkilde (Å) pillede i andet panel lidt i den selvforståelse – der som nævnt også var afspejlet i det homogene fremmøde – for hvilke strukturer reproduceres i den frie kunst og kulturverdenen, som den har set ud nærmest til nu? Hun ser derfor ikke kulturpolitikken som et enten/eller, men et både-og, hvor politikerne kan skabe forandring ved at stille krav om fx repræsentativitet til kunst og kulturinstitutioner, men hvor bevægelsen også går den anden vej ved med hendes ord ”at bringe kunsten ind i magtens rum ved siden af videnskaben”.
Ida Auken (S) var i samme panel heller ikke til fals for fuldstændig frisættelse af kunsten, men tænkte i løsninger omkring grøn bæredygtighed på kulturinstitutionerne, som der allerede arbejdes med både politisk og på mange institutioner, ligesom det var tema for den seneste Charlottenborg Kaffeklub. Hun ser også kunst og kultur som bæredygtigt forbrug, der ikke står i modsætning til en nedskalering af den økonomiske vækst, og bragte desuden et konkret forslag om en 1-årig læreruddannelse til kunstnere til bordet.
Signe Brink Wehl, leder af Music, Art and Activism på Roskilde Festival, var panelets eneste repræsentant for den unge generation, som skal leve med den dystopiske fremtid, der dannede debattens ramme. De unge er ifølge hende ”ikke interesserede, men engagerede” i politik. De vil skabe forandring med deres egen praksis og er, som hun pointerede, ”ikke én, men mange stemmer”. De øvrige debattører bød ikke direkte ind i denne del af debatfeltet, men registrerede blot det gængse billede af en ”ungdom i mistrivsel”.
Kunsten skal ud – men hvordan?
Jan E. Jørgensen indrømmede, at kunst og kultur ikke fylder meget i hans valgprogram, for ”det flytter ikke stemmer”, mens Jon Stephensen (M) går til valg på et økonomisk løft til kunst og kultur gennem blandt andet klippekort til unge og tilskud til skoler. Han er med egne ord ”ligeglad med, hvad kunsten gør, men alle skal kunne opleve den”. Jan E. Jørgensen udfordrede Stephensens konkrete forslag med realpolitisk indsigt i forholdet mellem statslige og kommunale støtteordningers gensidige afhængighed – går den ene op, går den anden typisk ned. Hans eget fokus på at skabe incitamenter for at udbrede kunsten var på det rammesættende via reform af de eksisterende støttemodeller.
Teaterchef og bestyrelsesleder i Statens Kunstfond, Gitta Malling, talte også for mere udbredelse af kunsten, men pointerede, at det ikke er nok at sende kunst og kunstnere ud på samfundets institutioner. Både hun og Jeanette Ehlers pegede på, at det også kræver, at der er uddannede lærere, pædagoger og SOSU-assistenter på institutionerne, der kan modtage kunstnerne – og i øvrigt selv formidle den. Gitta Malling argumenterede desuden især for at ændre sproget om kunst, så vi frem for kunststøtte taler om investering i kunst, som man ifølge hende allerede gør i partnerskaber med erhvervslivet, hvor kunsten kan spille sammen med fx udvikling og formidling af grønne produkter.
Intet Matador uden Det Kongelige Teater
Inger Støjberg var ikke til stede, men fyldte en del i rummet som symbol på den polarisering, der – ud over den geografiske – traditionelt ytrer sig som en modsætning mellem elite og folkelighed. Jan E. Jørgensen kunne genkende oplevelsen af at være fremmedgjort i forhold til kunsten, mens Jon Stephensen prøvede at provokere med et ”Tænk nu, hvis Inger Støjberg har lidt ret”. Ingen bed på provokationen, idet Ida Auken dog skosede medierne for at drive og næres af denne type polarisering. Jeanette Ehlers tog i første panel en anden vinkling på mediedækningen med en opfordring til at kigge mod Sverige, hvor formidlingen af kunst og kultur fortsat prioriteres højt som en del af den offentlige samtale i store som mindre medier.
Poul Erik Tøjner ønskede sig mindre polarisering ud fra en forståelse for, at ”samfundet er komplekst og alle betaler for noget, de ikke selv bruger,” mens Benjamin Koppel som flere andre fremhævede kunstens karakter af økosystem med et fyndigt ”intet Matador uden Det Kongelige Teater”.
Flere af panelisterne pegede på det nylige filmforlig som et konkret eksempel på fejlslagen kulturpolitik, der har sat en hel branche i stå med kravet om afgifter til streamingtjenesterne. ”Film er ikke vigtigere end andre kunstarter, men forløbet kan mere generelt vise, at vi som samfund har et ansvar for at formidle kunsten,” sagde Susanne Bier, der ligesom Poul Erik Tøjner i hele debatten forsøgte at løfte dens fokus fra ”det politiske tagselvbord af enkeltsager” til en overordnet diskussion af både kunstens betydning og politikernes rolle.
Midten skaber ikke nyt
Paradigmet økonomisk vækst fyldte en del i det andet panel, hvor teaterchef Elisa Kragerup i flere indlæg stillede spørgsmål ved at måle på kunsten udelukkende ud fra publikumsantal, som man gør i dag, fordi det får alle ”til at løbe ind på midten efter de sikre succeser, og midten skaber ikke nyt,” som hun formulerede det med en slet skjult kommentar til fokus i den aktuelle valgkamp.
At kunst blandt andet defineres ved at give folk noget, de ikke ønsker, og ved at ryste sjælen og skabe en renselse, hvoraf noget nyt kan opstå, plæderede både hun og de øvrige kunstnere i panelet gentagne gange for. Morten Kirkskov fra Det Kongelige Teater ved at karakterisere ”et samfund uden kunst som et ægteskab uden kærlighed” og ved at insistere på kunstens sanselighed og karakter af empatiøvelse, mens han samtidig advarede mod at tale kunsten så meget op, at den forfladiges i nytteværdi. Benjamin Koppel ved at henvise til tvivlen som en integreret del af kunsten, men en ifølge ham mangel i et meget målrettet samfund, hvor man ”i 8. klasse skal vide, hvad man vil resten af livet”.
Måske er det det kunstneriske sprog, der kan gøre politikerne ”modige nok til at insistere på håbet om et mere bæredygtig samfund,” som Franciska Rosenkilde afrundede debatten med.
