Valgkampen er i gang over hele landet og på alle fronter. Således også i kulturlivet. Torsdag aften havde Aarhus Teater inviteret til valgdebat om kulturens betydning i en krisetid. Selvom der var bred enighed om kulturens betydning, kom der dog ingen konkrete forslag på bordet, som vil styrke dansk kulturliv.
Aarhus Teaters direktør Allan Aagaard bød velkommen og begrundede nødvendigheden af aftenens debat med, at ”kulturen ofte forsvinder i valgdebatten”. Aftenens politikerpanel bestod af Jens Joel fra Socialdemokratiet, Andreas Stenbjerg fra Radikale Venstre, Mona Juul fra Konservative, Erik Veje fra Venstre og Charlotte Broman Mølbak fra SF.
Lasse Marker var veloplagt moderator, der styrede slagets gang og i øvrigt flere gange bidrog med relevant statistik eller konkrete tal på danskernes kulturforbrug. Samtalen kredsede om kulturen, men tog også en længere tur omkring folkeskolereformen, som alle var enige om, var fejlslagen, og naturligvis et smut forbi klimaforandringer og krigen i Ukraine.
Almen dannelse og kultur til børn
Aftenens debat kom ganske naturligt til at kredse en hel del omkring børn og unges adgang til kultur, om kriser, klimaudfordringer og unges generelle mistrivsel. Charlotte Broman Mølbak, der er SF’s kultur- og medieordfører samt medlem af Folketingets Kulturudvalg, lagde ud med at fremhæve Aarhus Teaters Ej blot til lyst-projekt som et godt eksempel på kulturformidling. ”Det vil vi gerne have mere af i folkeskolen,” sagde hun og understregede, at det vil kræve nationale tiltag, så det ikke er ”pengepungen på de lokale skoler”, der bestemmer, om børn får adgang til kultur.
Andreas Stenbjerg fra Radikale Venstre tilsluttede sig denne tankegang ud fra en idé om, at kultur kan være med til at ”gavne børn og unges trivsel”, fordi denne type oplevelser lærer os ”at være sammen om at være forskellige”. Stenbjerg mente endvidere, at kultur måske endda kunne være en mulig løsning på den ”trivselskrise” blandt unge, som alle politikerne i panelet var enige om, er presserede at gøre noget ved.
Socialdemokratiets Jens Joel mente, at der blandt børn og unge er for meget fokus på, om en oplevelse ”er på pensum” og kan bruges direkte i eksamenssammenhæng, frem for at se på kultur som noget, der kan give nye indsigter. ”Kulturen er der, hvor man får sin kritiske sans,” sagde Aarhus Teaters Allan Aagaard senere i debatten, hvor han efterlyste mere samarbejde på tværs af ministerierne – som fx mellem Kulturministeriet og Undervisningsministeriet, der begge har indflydelse på Aarhus Teaters projekter for skoleelever. I det hele taget mente Aagaard, at det er ”dybt tragisk”, at den almene dannelse gennem kulturen ikke er en fælles samfundsopgave.
Fællesskaber i fokus
”Kulturen er det, der gør det værd at leve,” sagde Erik Veje, der er ny folketingskandidat for Venstre. Vejes tidligere karriere som professionel håndboldspiller skinnede igennem i hans brandtale for de vigtige fællesskaber, som lokale sportsforeninger kan skabe. ”Lykken for et menneske er, når vi beskæftiger os med noget uden for os selv,” supplerede Veje. Det kan kulturoplevelser i en bred forstand.
Også Jens Joel fra Socialdemokratiet fremhævede vigtigheden af de ”forpligtende fællesskaber”, kulturen skaber – hvad enten det drejer sig om teater, musik, idræt eller noget helt fjerde. For hvorfor er det fx lovpligtigt for alle kommuner at have en musikskole, men ikke en billedkunst- eller en teaterskole? ”Mangfoldigheden skal også findes på kulturområdet,” sagde Charlotte Broman Mølbak.
Moderator Lasse Marker førte samtalen videre ved at beskrive kulturen som en ”løftestang” med stor ”nytteværdi” i samfundet, hvilket Jens Joel tilsluttede sig ved at sige, at det gode, der kom ud af coronakrisen var, at vi fik indsigt i, ”at det, vi ikke troede, var nødvendigt, er nødvendigt” med henvisning til det enorme boom i forskellige former for digitalt kulturforbrug, som krisen medførte. ”Vi skal have flere praktisk-musiske fag i skolen,” fordi de kan noget andet end de andre fag, tilføjede Joel senere i debatten.
Mistrivsel som tidens vægtigste krise
Netop kulturens rolle i krisetid var på papiret omdrejningspunkt for valgdebatten. Selvom både krigen i Ukraine og især klimaforandringerne uvægerligt må betegnes som kriser, så fremhævede politikerne den generelle mistrivsel blandt børn og unge, som en af tidens absolut mest presserende kriser. Og her var de enige, at kultur kan være en del af løsningen.
”Jeg tror aldrig, det bliver umoderne, at mennesker møder mennesker,” sagde Allan Aagaard som et argument for mere kunst og kultur til børn og unge. Dette blev bakket op af Charlotte Broman Mølbak, der ønskede sig ”varige forløb i folkeskolen” samt ”plads og mulighed og måske også krav om fx et ungdomskulturhus”, hvor børn og unge kan opleve kunst og kultur på egne kroppe ved selv at være med til at skabe noget. ”Vi skal sikre, at der er den mulighed alle steder,” understregede Mølbak, der vil have kulturtilbud ud i alle landets afkroge.
”Vi er nødt til at se på, hvordan vi kan finansiere tingene,” sagde Mona Juul. Hun blev bakket op af Erik Veje, som dog også understregede, at ”enkeltstående begivenheder” ikke er nok og dermed lagde sig i tråd med Mølbaks ønske om varige forløb i folkeskolen.
Manglende erfaringsdeling
Kulturen kan sagtens være en løftestang for andre områder, konstaterede Lasse Marker. Og kultur som én af løsningerne på sundhedsmæssige udfordringer er da heller ikke et nyt fænomen. Region Midtjylland kørte fx en årrække eksperimentet med Kultur på recept, hvor kultur med succes blev anvendt som behandling mod stress. Alligevel blev projektet ikke gjort permanent.
Ifølge Mona Juul er én af de store udfordringer, at erfaringerne fra de forskellige projekter rundt om i landet ikke bliver indsamlet. ”Hvorfor bliver den viden ikke brugt til at lave ny politik?” spurgte hun. Også fra publikum lød der opfordringer til, at man i højere grad inddrager de fagprofessionelle og tænker dem ind i løsningerne. Uanset om det er kulturfolk eller de folkeskolelærere, der ikke blev lyttet til, da skolereformen blev udformet.
Ujævn fordeling af støtten
Selvom alle panelets politikere let kunne blive enige om vigtigheden af kulturen, så havde ingen af dem konkrete input til, hvordan det danske kulturliv kan styrkes over en bred kam. Tværtimod. ”Vi kan ikke opjustere på alle områder,” sagde Mona Juul fra Konservative og understregede, at ”der er nogle institutioner og områder, som må kunne klare sig selv”.
Dette ledte debatten videre til en del snak om den forældede støttemodel til danske museer, hvor der ingen sammenhæng er mellem støtten og de krav, der stilles til det enkelte museum. Alle i panelet var enige om, at en museumsreform er nødvendig, men også, at den bliver vanskelig at få gennemført, da det vil kræve en kulturminister, som sidder længe på posten og har ”balls nok” til at gennemføre reformen, som Mona Juul udtrykte det.
Lasse Marker kunne fortælle, at 75% af statens kulturstøtte går til institutioner i København. ”Det virker en smule omsonst, at alle penge flyder den vej,” sagde Mona Juul, der blev bakket op af Charlotte Broman Mølbak, som – i tråd med ønsket om flere kulturtilbud til børn og unge over hele landet – savnede, at Københavns Kommune vil tage et større ansvar på samme måde, som de mindre kommuner i provinsen har været nødsaget til at gøre for at have et kulturliv i byen.
Finkultur eller oplevelser for alle?
Venstres Erik Veje kom en smule i modvind, da han for anden gang i aftenens debat omtalte teater som ”finkultur”, hvortil Aarhus Teaters direktør Allan Aagaard måtte svare, at ”det er en bred folkesport at gå i teatret”. Lasse Marker fortalte, at Danmark faktisk er europamester i kulturforbrug, da 85% af danskerne er kulturforbrugere. Han tilføjede desuden, at der er lige så mange danskere, der går til klassiske koncerter, som der er fodboldfans til superligakampe.
”Hvorfor kommer kulturen så langt ned på den politiske dagsorden, når det nu betyder så meget?” spurgte Andreas Stenbjerg retorisk og konstaterede, at man ikke er villig til at prioritere den på budgetterne. Kommentaren var især rettet til Jens Joel som repræsentant for den nuværende regering. ”Der er rigtigt mange ting, vi ville være nået længere med, hvis vi ikke var havnet i en ukendt tilstand” med coronapandemien, svarede Joel, der heller ikke kunne genkende påstanden, der var blevet nævnt af én blandt publikum, om, at Socialdemokratiet slet ikke havde fokus på kulturen.
Det er væsentligt, at politikerne på Christiansborg husker kulturens betydning, lød det fra publikum. ”Man skal passe på med at tro, at kulturen ikke fylder, for det gør den!” lød svaret fra Mona Juul. ”Kultur er trivsel,” supplerede Andreas Stenbjerg, der blev bakket op af Charlotte Broman Mølbak: ”Når ordene slipper op, så tager kulturen over”.
Armlængdeprincippet
Flere gange i løbet af aftenens debat fremhævedes vigtigheden af, at politikere husker armslængdeprincippet. Politikere må ganske enkelt ikke gå ind og have en holdning til, om noget er kunst eller ej, sagde Jens Joel. Selvom tre af de mest omtalte kunstnere i de senere år er blevet politianmeldt (Katrine Dirckinck-Holmfeld, Jens Haaning og Ibi-Pippi), så er det netop her i mødet med det uventede, at kunsten ”rykker noget i ens liv”, mente Erik Veje.
Netop den kunstneriske aktivisme gør det ekstra vigtigt, at politikerne ikke agerer smagsdommere og ikke blander sig i, hvad Statens Kunstfond vælger at støtte. ”Som politiker vil jeg altid stille mig på lovens side,” sagde Charlotte Broman Mølbak, men tilføjede også, at ”kunsten skal være fri. Og det skal den altid være!”
Kulturens fremtid er fortsat uvis
Ikke så overraskende var alle politikerne i aftenens panel positivt stemt over for kulturlivet. Desværre havde Danmarksdemokraternes Hans Kristian Skibby været nødt til at melde afbud, hvilket betød, at der ikke for alvor kom input fra hverken den eller den anden af de yderste fløje i dansk politik. Det gjorde det muligt for aftenens panel at more sig over nogle af de forslag, deres politiske modstandere havde fremsat, uden at disse kunne give svar på tiltale.
”Vi behøver ikke forklare, at vi har brug for kultur,” sagde Mona Juul afslutningsvist. Overordnet set var valgdebatten om kulturens rolle i en krisetid bestemt et interessant indspark i den igangværende valgkamp. Om der så kommer handling bag ordene, når valget er overstået, vides ikke. Men vi har jo lov at håbe.
