★★★★☆☆ Ræk mig din hånd – romantisk fortælling om Anne Marie og Carl, der tilfældigvis var kunstnere

Storyteller Maria Junghans har omdannet et historisk dansk kunstnerpars liv til pittoresk fortællekunst. I Ræk mig din hånd kommer mennesket før værket, og det har skam sin charme.

Ingen kunstners virke er så stort, at det ikke kan koges ned til en romantisk fortælling. Det var læren, da P2 for et par år siden præsenterede Kære Carl, en podcast om to elskende. To elskende, som tilfældigvis var identiske med historiens største danske komponist og en særdeles produktiv billedhugger.

Meget er efterhånden sagt om forholdet mellem Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen. Den ene har kastet lange skygger over dansk musikliv, den anden har som så mange af hendes kolleger ventet længe på at blive skrevet ind i kunsthistorien.

Hver især var de vældige kunstneriske begavelser, men de var altså også hinandens ægtefolk. Og det har, på godt og ondt, fået kulturformidlere til at gå i romantisk selvsving. Senest storytelleren Maria Junghans, hvis fortællekoncert Ræk mig din hånd fredag afsluttede sin danmarksturné i Skuespilhusets foyer i København.

Ligetil musikfortælling

Her var ingen fiksfakserier. Maria Junghans stod ganske enkelt på scenen og fortalte historien om Anne Marie og Carl, flankeret af klassisk guitarist Mikkel Egelund Nielsen og fløjtenist Karolina Leedo.

Vi fulgte de to kunstnere fra deres naturskønne barndom til Anne Maries tale ved Carls kiste. Junghans tegnede nøje og indlevende scener op. Den lille pige, der omgav sig med alskens dyr og modellerede faderens lam. Og drengen, der fortabte sig i brændestakkens egenskaber som stemt slagtøj i stedet for at stable den.

Korte musikalske intermezzi ledsagede Junghans’ rolige, mellemdybe stemme. Karolina Leedo spillede lyrisk på fløjten, Mikkel Egelund Nielsen skælmsk på strengene. Fermt, effektivt og ligetil.

Solidt greb om publikum

Vi hørte om forelskelse i Paris, ensomhed under lange arbejdsrejser, halvhjertet utroskab og langsom tilgivelse. Også lidt om de to kunstneres arbejde var der plads til, men Junghans havde tydeligt sit fokus på menneskene bag.

Flere gange hævede hun den dramatiske indsats ved at indlægge direkte dialog i teksten. Af og til løb fortællelysten af med hende, og så prustede og gestikulerede hun, som var vi børn. Eller også henvendte hun sig direkte til os: ”I kender det godt …” Fortælleren havde et solidt greb om sit publikum.

Savnede man større dristighed i selve formatet? Måske nok. Blev vi egentlig klogere af det romantiske heltekvad? Njaeh. Men som introduktion til to kunstnere, som de fleste næppe har et særlig nært forhold til, virkede Ræk mig din hånd fortrolig og æggende. Så må man selv gå videre herfra.