★★☆☆☆☆ Hvis der var krig i Norden – forældet fortælling taler ned til sit publikum

Der er noget ved den grundlæggende præmis bag Kolding Egnsteaters Hvis der var krig i Norden, der ikke fungerer. Måske især fordi Janne Tellers essay fra 2002, der skal minde danskerne om, at flytninge ikke nødvendigvis kommer fra Mellemøsten og er mørke i huden, virker fuldstændig forældet i dag, hvor den igangværende krig i Ukraine har sendt tusindvis af europæere på flugt til andre europæiske lande.

Vi begynder hjemme hos en helt almindelig dansk kernefamilie, der sidder sammen i sofaen. Teenagesønnen småskændes med sin 10-årige lillesøster, moren forsøger at se dyreprogrammer på tv, og faren lover at bage pandekager, hvis nogen kan finde hans briller. På et splitsekund ændres deres tilværelse. En tordnende eksplosion fjerner lys og det liv, de hidtil har kendt. Danmark er nu i krig mod resten af Norden.

Herefter følger vi deres historie. Først i det krigshærgede Danmark, siden deres flugt og deres årelange ophold i en flygtningelejr, indtil de til sidst får permanent opholdstilladelse og skaber sig et nyt liv i Egypten. Desværre fortælles historien konsekvent med en distance til de personer, der optræder i den. Blandt andet fordi skuespillerne hele tiden siger “du” i stedet for “jeg”.

Hvor ville du tage hen?

Det er vanskeligt at mærke personskildringer, der ikke beskrives i jeg-form. “Du fryser hele tiden” eller “lægen siger, at din mor ikke kan klare endnu en nat i en kælder,” fremstår ikke stærkt, når ingen af skuespillerne på scenen for alvor får lov at tage ejerskab over følelserne.

Den meget litterære form fungerer ganske enkelt ikke i denne iscenesættelse. Heller ikke, da skuespillerne flere gange snubler over ord og sætninger. Dertil kommer den megen brug af videoprojektioner, der umotiveret og uden sammenhæng til fortællingen optages live på scenen med en mobiltelefon og vises bag skuespillerne – lidt forskudt, så mundbevægelser og lyd ikke passer sammen.

“Hvis der var krig i Norden, hvor ville du så tage hen?” Spørgsmålet stilles igen og igen i løbet af forestillingen. Men selvom det jo grundlæggende er et virkelig relevant spørgsmål, så mister det alligevel sin kraft efter de første mange gange.

I det hele taget savner fortællingen udvikling eller overraskelsesmomenter, når der nu ikke er karakterer, man kan mærke. Sidste del af forestillingen er klart den stærkeste. Her kommer der en snert af ægthed over personerne på scenen. Her ser vi deres konkrete tiltag for at passe ind i den nye verden, og vi mærker et strejf af menneskelighed i deres følelser og indbyrdes relationer.

Savner en skarp målgruppe

Hvis der var krig i Norden er bearbejdet og iscenesat af instruktør Tamara Sonja Aijamathiesen. Aijamathiesen er bl.a. en del af teaterkompagniet Partner in crime, der blev stiftet i 2015 for at skabe teater, “som talte direkte til målgruppen 18-30 år”. Men med Hvis der var krig i Norden føles det desværre langt det meste af tiden, som om der tales ned til publikum.

Det er lidt uklart, hvem forestillingens målgruppe egentlig er. På teatrets hjemmeside står der, at den er til voksne og til unge fra 13 år. Og der spilles da også både aftenforestillinger og gives mulighed for skoleforestillinger for de ældste folkeskoleelever og gymnasier. Men uanset om man er 13 eller 60, så vil man have fanget pointen inden for de første ti minutter. Spejlingen af flygtningestrømmene fra Mellemøsten, der har får omvendt fortegn. Blonde, blåøjede danskere, der vandrer mod Egypten og søger asyl. “Der er ikke nogen lande, der ønsker at tage imod de dekadente mennesker oppe nordfra,” lyder en af replikkerne. Vi forstår det godt, vi behøver ikke have det skåret ud i pap.

Snert af dramahold

Scenografien består af et stort, lyst scenetæppe, der først er formet som silhuetten af et hus, men som flere gange i løbet af iscenesættelsen hejses op og ned, så form og udtryk kan ændres fra sønderbombet hus over telt til draperet forhæng. Det ville måske have fungeret, hvis ikke selve skiftene hver gang skete i lange sekvenser, hvor alt lys i salen tændes, mens de fire skuespillere rykker rundt og ændrer på scenografien.

Tamara Sonja Aijamathiesens iscenesættelse fungerer glimtvis. Fx. da den danske kernefamilie sidder i en flygtningelejr i Egypten og venter. “Familiens asylansøgning er under behandling,” hører vi. Og så er der ellers tavshed. Usædvanligt lang, kedsommelig tavshed, der ret effektivt demonstrerer det meningsløse limbo, som flygtninge i lejre befinder sig i.

Men desværre er der langt flere elementer i iscenesættelsen, der mere minder om niveauet fra et dramahold. Som når de fire skuespillere stiller sig op og demonstrativt tramper i gulvet for at illustrere, at de er nu vandrer fra et sted til et andet. Eller når de spiller fodbold i flygtningelejren og inviterer publikummer med ned på scenen, men resten sidder tilbage og betragter dem spille sammen. Ideen om at sætte fokus på krig og flytninge er bestemt relevant, men i Hvis der var krig i Norden fungerer det bare slet ikke.