Teatergrad og Randers Teater har med Når mørket falder på kastet sig over det populære tv-format true crime. Det bliver en gedigen, men ikke særlig dramatisk fortælling om to drab og de mennesker, der er involveret i dem.
Gerningsstedet er mærket af i Hans Egedes Kirke. Indenfor afspærringen danner Liselotte Krodals moderne altertavle bagtæppe for små stillebenopstillinger af dåseøl, pilleglas og en blodig kniv. Scenen er sat for Teatergrad og Randers Teaters true crime-fortælling.
Han var ikke syg nok
Faktisk er det to separate fortællinger, hvilket vel mest af alt understreger kriminalitetens tilfældige tragik. De er ikke indholdsmæssigt forbundet, men udgør formmæssigt en kronologi. Julie Petrine Glargaards fine, mundrette manus har i genrens ånd afsæt i virkelig forbrydelser, men afsøger især de følelser, der fører til drab, og de følelser, der rammer de efterladte.
Først møder vi Jens og Karina, der forelsker sig stormende i hinanden. De bærer begge på tung bagage. Hun på sukkersyge og et udefineret overgreb. Han på omsorgssvigt og fængselsstraf. De finder sammen i en drøm om familien, mens vi i glimt hører en række velfærdsarbejdere vaske deres hænder – den ene tilmed i sprit. Burde de have ageret på advarselstegnene fra Jens? ”Han var ikke syg nok,” siger lægen. Formentlig med reference til den psykisk syge mand, der skød i storcentret Fields i sommers efter forgæves forsøg på at få hjælp.
Statistikken siger
Jens skyder ikke tilfældige mennesker, men sin kæreste. Hvert fjerde drab i Danmark begås af offerets partner, mens kun en enkelt procent karakteriseres som seksualdrab. Teenageren Maja, der bliver bortført og dræbt i anden del, er måske offer for den type forbrydelse. Den spektakulære slags, hvor medie-Danmark deltager i jagten på drabsmanden. Her findes han ikke, og uvisheden gør sorgen endog tungere for Majas efterladte. Hendes historie fortælles af lillebroren Patrick, der skyldplaget og alene glemmes af de sørgende forældre.
Julie Riis og Daniel Bevensee spiller alle roller overbevisende i Pelle Nordhøj Kanns lette instruktion. Der er tempo på og vi dvæler ikke for længe i de enkelte momenter. Forestillingen bliver trods de tydelige karakterer derfor mere et episk flow, hvor spillerne jævnligt træder ud af rolle og giver ”faktuelle” oplysninger. Mange ser meget true crime. Jeg gør ikke, men kan dog genkende stilen, hvor rekonstruktioner veksler med udsagn fra eksperter og myndighedspersoner. Alt hyllet i dystert-truende underlægningsmusik og her krydret med korte bevægelsessekvenser, som blev mig for dramaskoleagtige.
Patos eller etos?
Når mørket falder på rammer plet genremæssigt. Om den fortæller os så meget mere, end en hvilken som helst tv-fortælling ville, er spørgsmålet. Kirkerummet bidrager stemningsskabende, ikke mindst mod slutningen, hvor vi sammen synger et par vers af I østen stiger solen op som modsvar til titlen og forestillingens fokus på det dunkle i sindet, i livet.
Særligt den ulykkelige lillebror vil blive hos mig, for her betyder det fysiske nærvær, at identifikationen bliver insisterende. Jeg lider også med forældrene – og med Jens. Men jeg lander et sted mellem patos og etos, hvor jeg ikke rigtig ved, om jeg skal være følelsesmæssigt berørt eller indigneret over et samfund, der ikke tager ordentligt vare på vores udsatte, så de ender med at gøre skade på sig selv eller i dette tilfælde andre. Forestillingen peger mest mod etos, hvilket næsten strider mod true crime-genrens element af følelsesmæssig voyeurisme.
Instruktør: Pelle Nordhøj Kann. Dramatiker: Julie Petrine Glargaard. Dramaturg: Tine Eibye og Christine Worre Kann. Komponist: Marie Louise von Bülow. Scenograf: Nikolaj Heiselberg Trap. Lysdesign: Viktor Holm Lauridsen. Forestillingen er en co-produktion lavet i samarbejde mellem Teatergrad og Randers Teater.
Medvirkende: Julie Riis og Daniel Bevensee.
Spiller i Østre Kapel, Randers 7. – 11. november og 21. – 25. november 2022, og i Hans Egedes Kirke og Politimuseet, København 14. – 18. november og 28. november – 1. december 2022.
