Rudy – HearMyEyes drømmer en drøm om Ulysses på K:Selekt

K:Selekts næste forestilling, Rudy, er en hybrid mellem en guitarkoncert, en litterær fortolkning og en danseforestilling inspireret af James Joyces Ulysses i anledning af værkets 100 år. ISCENE mødte forestillingens komponist og instruktør Lasse Schwanenflügel Piasecki til en snak om savn, illusioner og tungens koreografi. 

Lille Scene på Det Kongelige Teater henligger i et syndigt rod, da jeg ankommer for at tale med komponist og instruktør Lasse Schwanenflügel Piasecki om næste forestilling på K:Selekt, Rudy, der har premiere 29. november. Eller sådan kunne det i hvert fald se ud, men det komplicerede tekniske setup af skærme, ruder, rig og lys, der skal bringe titelkarakteren til live som et spøgelse, har intet med rod at gøre. Det er gennemtænkt og konstrueret med nøje præcision. 

Lasse Schwanenflügel Piasecki fra HearMyEyes og medproducenterne fra Holstebro Dansekompagni og GRAS Ensemble er derfor også glade for den én måned lange prøveperiode, der er en del af K:Selekt-konceptet.

”Jeg kunne ikke placere scenen, som jeg havde tænkt, men måtte vende den, og så er det fantastisk at have så lang prøvetid, at vi har tid til at eksperimentere og prøve ideer af,” siger Lasse Schwanenflügel Piasecki, der også lægger vægt på, at K:Selekt demokratiserer adgangen til en stor institution som Det Kongelige Teater: ”Det er altid nemmere at invitere dem indenfor, man kender i forvejen, men her er det Statens Kunstfond, der vælger ud. Sådan kunne man også gøre i andre store institutioner som DR”. 

Guitaren som instrument og scene

Vi forlader de kulturpolitiske demokratiseringsmuligheder og fordyber os i stedet i forestillingen, hvor holdet ved hjælp af det sindrige setup skaber en optisk illusion af en lille danser, der som en guitarsolist bevæger sig rundt på en guitar – men samtidig også bryder illusionen ved at vise danseren bag og remediere hele scenen ved at projicere den til en storskærm som filmbillede. 

”Det bliver endnu mere magisk for mig, når illusionen brydes. Det er dialektisk som i dukketeater, hvor vi godt ved, det er en illusion. Vi kan se dukkeføreren, men vi tror alligevel på det,” siger Lasse Schwanenflügel Piasecki og trækker en parallel til det rum, der skabes i musikken: ”Vi kan se musikernes anstrengelse og høre deres virtuositet, men det musikalske rum mellem dem rækker ud over det”. 

Lasse Schwanenflügel Piasecki ønskede at bruge guitaren både som instrument og som scene, og via inspiration fra hologramkoncerter med Tupac og ABBA kom han frem til Peppers Ghost Illusion, et magikertrick fra 1800-tallet. Dengang skabte man illusionen via en spejleffekt af en skuespiller, der stod under scenen. I Rudy er spejlene skiftet ud med en LED-skærm, men teknikken er den samme og kræver fortsat stor præcision. Skal kameraet sænkes under riggen og skal publikum sidde præcis midt for, hvis illusionen skal fungere optimalt? Lasse Schwanenflügel Piasecki har testet setuppet det seneste halve år for at finde de bedste materialer og de helt præcise vinkler. 

Passion for Joyce

Rudy er skabt i anledningen af 100-året for udgivelsen af James Joyce Ulysses. Initiativet til forestillingen kom fra Henrik Bay Hansen fra CRAS Ensemble, der vidste, at Lasse Schwanenflügel Piasecki er Joyce-aficionado.

”Jeg læste første gang Ulysses som helt ung konservatoriestuderende og jeg blev helt forelsket i romanen, fordi den mindede så meget om den proces, jeg selv var i. Der er et litterært eksperiment i hvert kapitel og en musikalitet i sproget, som spejlede mit studie, hvor jeg blev præsenteret for alt det nye og avantgardemusikken. Begge dele var som at åbne en skattekiste, skimte alt guldet og vide, at der er meget mere, og at det kræver koncentration at få fat i det, at trække sværdet ud af stenen,” fortæller han. 

Tungens koreografi 

Trods begejstringen gik der et års tid, før den rigtige idé opstod, men så gik det også stærkt. Lasse Schwanenflügel Piasecki har brugt ti år på hvert af sine foregående projekter, men denne gang blev han så ramt af inspiration, at han skrev musikken på et halvt år. ”Nogle gange er man bare heldig at ramme et koncept, der er perfekt, hvor man ser helheden med det samme. Da jeg fik ideen om at lave Rudy som spøgelse – som et hologram – havde jeg med det samme også det musikalske og det dramaturgiske koncept,” fortæller han. 

Lasse Schwanenflügel Piasecki har tidligere arbejdet sammen med koreograf Marie Brolin-Tani, og det er ikke tilfældigt, at han i Rudy lader den slovakiske danser Paulína Šmatláková være guitarkoncertens solist, mens guitaren er scenen.

”Jeg ville ikke bruge ord, men kom så i tanke om, at James Joyce selv arbejdede med ord som tungens koreografi. Nok mest outreret med det selvopfundne drømmesprog i Finnegans Wake. Joyce tænkte altså selv i, at ord har en klingende lydlig effekt, men også en gestisk artikulation, der i musikken kommer til udtryk gennem musikerens symbiose med instrumentet. Dansen referer til tungens koreografi som en forlængelse af ordene ligesom i Joyces egne værker,” forklarer han. 

Min drøm om Blooms drøm

Karakteren Rudy er Molly og Leopold Blooms søn, der dør få dage gammel og siden optræder som et syn for Bloom, der er en af hovedkaraktererne i James Joyces monumentale, modernistiske romanværk Ulysses, der refererer til Odysseen. Man behøver ikke at have læst de to værker for at se Rudy, bedyrer Lasse Schwanenflügel Piasecki: 

”Nej, Rudy er min drøm om Blooms drøm. Jeg forsøger ikke at overføre Ulysses til scenen, men har brugt elementer fra både den og Odysseen som materiale. Jeg har brugt tonen og fornemmelsen i teksterne, så ordene mere bliver en konceptuel og følelsesmæssig skala, som jeg kan omforme til noget nyt, ligesom James Joyce selv gør i sine værker, hvor transformationer er et centralt greb, når fx lammeklædet, som Rudy svøbes i som ligklæde, senere bliver til et levende lam i Rudys lomme i Blooms syn, som igen associerer til billedet af Johannes Døberen og Guds lam”.  

En klassisk historie om døden og savnet

I forestillingen bliver Rudy vakt til live som et syn af musikken, som han i romanen bliver set som et spøgelse hidkaldt af savnet. En guitarist spiller sørgmodige toner og musikken skaber en duet med et svagt lys, der skinner op af hullet i guitaren midt på scenen. 

”Hullet i guitaren bliver indgangen til dødsriget og musikken påkalder det døde barn, Rudy. Jo smukkere, guitaristen spiller, jo mere lys stiger op, og langsomt kommer barnet op af hullet og begynder at lege med den voksne. Jeg har brugt forskellige børnelege som greb for deres bevægelser, hvor kunsten er at skabe god musik ud af deres leg på strengene. En leg, der hele tiden transformerer sig med musikken som centrum. Jeg sætter aldrig nogen en pistol for panden og beder dem føle noget på en bestemt måde. Manipulationen opstår indirekte mellem forestillingens elementer, der i Rudy langsomt samler sig til en helt enkel og klassisk historie for både børn og voksne om døden og savnet,” fortæller Lasse Schwanenflügel Piasecki og fortsætter: 

”Der er mange nuancer i følelserne, men værket har en bund af længsel og savn, som positive følelser vokser ud af, når Rudy og Bloom for en stund mødes og leger. Men det er også dialektisk, for hullet er der stadig og kalder på Rudy. Han skal tilbage til dødsriget og selvom Bloom forsøger at holde ham tilbage med stadigt mere opfindsomme lege på guitaren, ender forestillingen med en Orfeus og Eurydike– scene, hvor Bloom i skikkelse af den lille dukke følger efter Rudy gennem hullet blot for at finde hans afsjælede legeme. Jeg har forholdt mig til savnet med en tekst fra Odysseen, hvor Odysseus forklædt vender tilbage til Ithaka og savner sin søn Telemarkos, som Rudy-karakteren refererer til,” uddyber Lasse Schwanenflügel Piasecki, inden han haster tilbage til Lille Scene for at færdiggøre sin moderne variant af Peppers Ghost Illusion. 

Rudy er en enkel historie på en dyb bund af intertekstualitet og realiseret i en kompliceret teknisk løsning. Efter spilleperioden på K:Selekt tager den på international turné til byer med James Joyce-selskaber i hele Europa.  

Se forestillingstrailer her.

Denne artikel er udgivet i et mediesamarbejde med K:Selektmed fuld redaktionel frihed for ISCENE.