Statens Kunstfonds hædersydelse går i år til 15 kunstnere, der hver især har ydet en stor og betydningsfuld kunstnerisk indsats på tværs af forskellige felter. Heriblandt de to scenekunstnere scenograf og kostumedesigner Karin Betz og koreograf og danser Palle Granhøj.
Kunstfondens hædersydelse er en mere end 100 år gammel tradition for at tildele hæder til kunstnere, som har bidraget helt enestående til kunst- og kulturlivet i Danmark. De 15 kunstnere, der modtager Statens Kunstfonds hædersydelse i 2022, har gjort netop det.
“Der gemmer sig stor kvalitet, tyngde og idérigdom bag alle de 15 modtageres kunstneriske virke. Inden for vidt forskellige områder har de glædet og inspireret os – og gør det stadig. Ligesom deres værker ofte stimulerer os til selv at tænke over livet og verden. Det er derfor en stor fornøjelse at kunne hædre alle disse kunstnere, der trods forskellige arbejder og udtryk, har det til fælles, at de på markant vis har skabt værdi og beriget dansk kulturliv. Det er et sundt samfund, der vælger at hædre sine kunstnere på denne værdige måde,” siger leder af Statens Kunstfonds repræsentantsskab, Henrik Tvarnø.

Karin Betz
Karin Betz er en af sin generations mest talentfulde og indflydelsesrige scenografer og kostumedesignere. Hendes virke indbefatter både teater, ballet og opera, og hun har skabt scenografier til forestillinger på de største scener – ikke bare i Danmark, men i hele Norden. Som scenograf og kostumedesigner er Karin Betz’ virke kendetegnet ved klare og stærke koncepter, der ikke blot danner passiv baggrund for forestillingerne, men aktivt indgår i forestillingens samlede udsagn, ofte med et poetisk og refleksivt resultat.

Palle Granhøj
Palle Granhøj er som danser, koreograf og kunstnerisk leder en af den danske dansescenes mest markante og betydningsfulde skikkelser gennem mere end 30 år. Han har med sit kompagni, Granhøj Dans, udbredt sit særlige koreografiske og æstetiske udtryk i Danmark såvel som internationalt. Palle Granhøj benytter i sine værker sin personlige fortolkning af ’obstruktion’ eller ’obstruktionsteknik’ som det bærende koreografiske princip. Obstruktion tager udgangspunkt i begrænsningen af danserens bevægelse, hvormed de kropslige muligheder for at udføre koreografien reduceres. Palle Granhøj søger med denne teknik at finde ind til selve dansens kerne gennem koreografiens kontinuerlige dekonstruktion og genskabelse.
Læs de fulde begrundelser for tildelingerne og få overblik over alle modtagerne her.
I alt 275 kunstnere modtager Statens Kunstfonds hædersydelse
• De fordeler sig mellem de enkelte kunstarter: Billedkunst, litteratur, scenekunst, film, musik, arkitektur samt kunsthåndværk og design.
• Prisen tildeles skabende kunstnere, der har en sådan kunstnerisk produktion bag sig, at de har placeret sig afgørende som kunstnere.
• Der kan tildeles en ydelse, når den er blevet ”ledig” på grund af dødsfald blandt modtagerne.
• I 2022 modtager i alt 15 nye kunstnere hædersydelsen.
• Hædersydelsen er livsvarig.
• Ydelsernes størrelse bliver reguleret efter modtagerens øvrige indtægt.
• Kunstnere, der har en gennemsnitlig skattepligtig indkomst på ca. 426.000 kr./år eller derover, modtager ingen ydelse.
• Den maksimale ydelse udgør ca. 171.000 kr./år før skat.