Styregruppen bag Dansk Teater 300 År giver her en status på projektet og fortæller, hvad de selv synes, lykkedes godt og mindre godt, og hvad de håber, projektet kan være med til at pege videre frem mod.
Hvis du skal pege på et projekt under Dansk Teater 300 År, som du synes, er lykkedes godt, hvilket er det så og hvorfor?
”Uden at gå i selvsving over egne fortræffeligheder, synes jeg faktisk, at alle vores projekter er lykkedes godt,” lyder det fra Alette Scavenius, der er en del af styregruppen bag Dansk Teater 300 År. De to øvrige styregruppemedlemmer er Linnea Voss og Janicke Branth. Sidstnævnte uddyber: ”Det er virkelig et svært spørgsmål at besvare, fordi vores projekter har været så forskellige og har rettet sig mod så forskellige målgrupper, og derfor havde forskellige målsætninger. ”
Janicke Branth peger dog alligevel på både tænketankene og Liv Thomsens film. Netop disse film fremhæver også projektets tredje partner, Linnea Voss, fordi ”teaterhistorien fik en flot plads i fejringen igennem Liv Thomsens store arbejde med de 10 film og de 20 podcasts. Hun fik væsentliggjort vores scenekunstneriske kulturarv på en relevant og nutidig måde.”
To ambitiøse projekter, der ikke nåede med
Hvis du skal pege på noget, som du godt kunne ønske, var forløbet anderledes, hvad er så det?
”At vi havde fået løn for vores arbejde,” lyder det som det første fra Linnea Voss, mens Alette Scavenius ærgres over to projekter, som aldrig blev til noget.
“Der er to store, kuldsejlede projekter, som jeg er ked af, aldrig fik et liv: Jeg så gerne en bus køre rundt i hele landet i en måned eller to og lave pop-up-teater på centrale steder i by og på land. Præmissen for vores projekt har bl.a. været, at vi skulle forsøge at ramme alle de, som ikke har scenekunst som deres DNA og møde dem der, hvor de er. Dvs. køre ud til skoler, fabrikker og andre store arbejdspladser med videre. Vi havde fået lov til at låne Teater Vestvoldens bus, som er indrettet som et lille teater, og BaggårdTeatret var villige til at stille deres gigadukker fra sommerens store forestilling, Fjeren og Rosen, til rådighed som blikfang. I samarbejde med de lokale teaterforeninger og DATS kunne en skuespiller og en formidler invitere folk indenfor til en uforglemmelig oplevelse, som ville ændre deres liv og få dem til at gå i teatret tre dage om ugen resten af deres liv. Men ak… Du skulle se budgettet og logistikken… For ikke at tale om, at det viste sig, at dukkerne slet ikke kunne komme ind i Vestvoldens bus!” fortæller Alette Scavenius og fortsætter:
“Det andet projekt kaldte vi Teatergaven. Det skulle give alle alle unge over hele landet mulighed for at bestille to gratis billetter til en forestilling i deres nærområde. Vi fik ikke midler til det, men ideen fik dog en slags liv i CPH Stage og Golden Days’ K7-projekt, hvor unge op til 27 år kunne bestille teaterbilletter til 40 kr. i hele uge 37. Desværre var kun 15 teatre tilknyttet ordningen, men det kan sikkert blive bedre med tiden”.
LÆS OGSÅ: Dansk Teater 300 År – bredtfavnende med vellykket formidling
Vigtigt fokus på scenekunsten
Hvor håber du, at Dansk Teater 300 År sætter sine spor fremadrettet? Og hvordan har det rod i jeres projekt?
”Vores mål var, at alle landets borgere skulle vide, hvad vi fejrede og hvorfor. Om vi har ramt målgrupper, der aldrig finder vej, ved jeg ikke. Men for os har det været vigtigt, at fejringen skulle ramme så bredt som muligt i befolkningen. Derudover – og det har måske nok været mig, der har været mest insisterende – så har den historiske del også været vigtig. Vi står jo som branche på skuldrene af vores forgængere, som ved Gud har kæmpet og slidt for, at vi kan stå her i dag. Teatret som kunstform har været igennem en kolossal udvikling fra Holbergs tid til i dag. Når samfundet har stået i vigtige paradigmeskift, er teatret det første, der kommenterer på det,” siger Linnea Voss.
Janicke Branth tilføjer, at hun ”håber meget, at al det fokus på scenekunst, fejringen har skabt, vil få endnu flere mennesker til at opsøge den i en eller anden form i fremtiden. Og så håber jeg, at diversitet vil komme meget højere op på dagsordenen. Ikke for at være politisk korrekt, men fordi, der ligger et kæmpe potentiale i at udfolde diversitet i scenekunsten.”
”I den bedste af alle verdner har vi formået at formidle en masse viden om teater, som selvfølgelig højner forståelsen af kunstarten. Mit sidste håb havde været at sætte scenekunsten på politikernes dagsorden, men det må jeg nok erkende, hører til i en anden dimension. Men hvem ved? Jeg vil bare minde om, at man i mange andre, tidligere kulturer ikke uddannede DJØF’er til regeringsledelse, men humanister. Kunne man sine klassikere, kalligrafere ordentligt, spille og digte, var vejen banet til magten. Vores samfund ville unægtelig se noget anderledes ud, hvis vi turde gå den vej,” afrunder Alette Scavenius.
