Forleden var den officielle afrunding på fejringsåret for Dansk Teater 300 År. Et efterår med fokus på scenekunsten i alle dens aspekter fra fængende forestillinger, fremsynede tænketanke, forrygende tv-programmer og begavede bogudgivelser til læringsspil, der missede målgruppen.
Den landsdækkende fejring af 300-året for dansk scenekunst lakker mod enden. En fejring, der med afsæt i 300-året, hyldede scenekunstens afgørende betydning for dansk sprog, samfund og identitet. Det blev til et (efter)år hvor teatre, foreninger, kunstnere og arrangørerne selv fik udviklet og arrangeret forestillinger og fejringsprojekter over hele landet.
De tre ophavskvinder Alette Scavenius, Linnea Voss og Janicke Branth har knoklet siden 2017 for at få fejringen bragt til live. Deres ambitioner var store og fejringen skulle rumme det hele. Der blev fundet ambassadører, fondet penge, sat et sekretariat, en bestyrelse og rammer for de projekter, der skulle tilvejebringes. Der blev opstillet ni målsætninger for, hvad fejringen skulle favne. Holberg, der var ophavsmanden til den første dansksprogede komedie, blev naturligt et centralt omdrejningspunkt for hele fejringen.
Holberg – genfortalt og fortolket på ny
En del af fejringen var en række forestillinger, der foldede Holberg ud på ny i alskens formater – over hele landet og for alle aldre. På Aarhus Teater fik Christian Lollikes Reumertbelønnede modernisering af Holbergs Erasmus Montanus endnu en runde med nyt cast. Teater Vestvolden, Vendsyssel Teater og Bornholms Teater inviterede et ungt publikum ind til samme værk i en helt anden nyfortolkning i E-Rasmus, hvor gamer-drengen E-Rasmus kom i konflikt med sin analoge hjemstavn, da han vendte retur fra efterskolen med et nyt og online-verdenssyn.
Teatret Møllen havde placeret publikum på bænke og medbragte klapstole, da Den vægelsindede blev fremført fra ladet af en lastbil. Her fik historien et moderne pust med dansktophits og en hel fysisk, velfungerende tre-hovedet Lucretia. Mens Det Kongelige Teaters stort opsatte jubilæumsforestilling og Holbergfejring, Den vægelsindede, fik liv på store scene, men havde lidt svært ved at finde et kunstnerisk fodfæste i de skingre pangfarver og overstyrede skuespil.
Flere forestillinger havde fokus på selve dramatikeren og udspillede sig med Holberg i centrum. Teater Jævn inviterede fx de yngste med ind i Ludvigs fantasi, mens han digtede sin velkendte komedie Maskerade i børneforestillingen Ludvigs Maskerade. På Folketeatret fejrede de 300-året med Den poetiske raptus, som fortalte om Holberg, hans forestillinger og fascination af teatret. Scenekunstnere over hele landet var altså i den grad med til at cementere Holberg, som en bæredygtig del af vores fælles kulturarv – når teksterne altså får et kunstnerisk twist, der fænger.
Minifilm om teatret, dets kunstnere og historie
Fejringen bød på langt mere end de enkelte forestillinger. En ambition var at bringe inspiration og viden ud til så mange som muligt. Derfor blev Liv Thomsen fra Historieselskabet engageret til af skabe Teaterfortællinger, hvor hun bl.a. skabte 10 små film af hver 10 minutters varighed. Det er blevet til en lille perlerække af scenekunstneriske samtidsportrætter, der levende og engageret inviterer tilskueren ind i fortællinger fra det scenekunstneriske bagkatalog og elegant fik flettet verdenshistorien og datidens eksistensvilkår ind i formidlingen.
DR har ydermere lagt skærm og sendetid til fire lidt længere programmer med titlen Teaterblod, der bl.a. går tæt på teaterkoncerten, revyen og Holberg. Alle fortalt med et fint metalag, der letter fortællingen i form af Troels Lyby, der smalltalker med produceren og kommenterer lidt på programmets spørgsmål og indhold.
Læringsspil misser målgruppen
Et andet projekt var læringsspillet Sæt scenen, der skulle styrke skoleelevers forståelse af at skabe en teaterforestilling. Spillet, der synes ret inspireret af Teaterspillet, som Det Kongelige Teater tidligere har udviklet til skoler, har afsæt i det klassiske teater. Spillet er organiseret som tre akter; repertoire, iscenesættelse og realisering. Projektet kan laves ”i løbet af en hel temadag,” står der, og her skal eleverne så vælge stykke og genre, men det er måske en kende tidsoptimistisk i forhold til de oplæg, der gives. Fx skal der laves plakatidé, præsentation, casting, scenografi etc. og så er der ellers opgaver derud af a la:
”Jeres opgave er nu at skrive en kort scene til jeres stykke. Der skal både være replikker og regi-bemærkninger. Scenen må max fylde tre sider. Når I har skrevet scenen, skal I fremføre den som en reading.”
Spillet er meget tidsoptimistisk. Et andet eksempel på en opgave er, at eleverne på 40 minutter skal lave en plakat, der skal indeholde “jeres teaters navn, forestillingens navn, en eller flere hovedpersoner, noget der viser jeres ide med forestillingen”.
I det hele taget kan man undres over konceptets forhold til målgruppen. Fx ift. layoutet, der klodset lader et rødt tæppe gå frem og tilbage for at præsentere nogle tunge tekstbokse med opgaveinfo. Her er ikke megen digital teatermagi, der springer i øjnene, hvilket kunne være smart, hvis man vil inspirere målgruppen, der bruger deres primære tid på visuelt fængende spiluniverser.
Målgruppen er defineret både som 5.-7. klasse og andet sted som 6.-8. klasse, så det er ret store børn, der er tale om. Så hvorfor er spillets karakterer så fjollede? Her er fx ”Skuespiller Chris Bræt, der er er tidligere superstjerne skuespiller i USA. Faldt for en dansk kvinde og flyttede til Kalundborg. Har engang reddet en killing ud af et brændende hus.” Vi taler altså teenagere op til 15 år, som dagligt gamer i universer med komplekse avatars, hvis forhistorier er noget mere fyldestgørende end ”Har engang reddet en killing ud af et brændende hus”. Det virker useriøst, hvis man vil have de unge til at tage et oprigtigt ansvar for opgaven.
Spillet er sendt ud til skoler, men ligger ellers på Dansk Teater 300 Års hjemmeside. Her kunne det måske have givet god mening at lægge det på Alinia.dk, som er skolernes foretrukne platform med læringsmidler til grundskolen, og hvor der i forvejen findes en del gode oplæg til at skabe scenekunst med og for børn.
Tænketanke – satte scenekunsten til debat
Langt bedre lykkedes formidlingen til branchen i form af en række tænketanke, der satte scenekunsten til debat. Hver tænketank var skabt i samarbejde med forskellige brancheaktører og havde et specifikt tematisk fokus. På Horsens Teaterfestival blev der fx debatteret diversitet og hentet flere internationale paneldeltagere ind, som delte deres erfaringer og holdninger til, hvordan der kan skabes en mere divers scenekunstbranche og dermed repræsentere samfundet mere ligeligt.
På Sort/Hvid blev der debatteret musikdramtik med afsæt i konkrete produktioner og dramaturgiske erfaringer fra Tyskland, mens der i Viborg var fokus på den digitale scenekunst og de udviklingspotentialer, der er i gang. På Det Kongelige Teater blev debatteret med en nyskrevet forestilling af Madame Nielsen, på Dramaturgi var det fremtidsvisionerne for scenekunsten og på Blaagaard Teater var der readings på ny dramatik i Holberg Goes Black. Alt sammen tænketanke formidlet af og målrettet til branchen, som fik sat tanker og debatter i gang, der fremadrettet kan være med til at udvikle kunstarten.
Der var i det hele taget fokus på formidling i fejringen af Dansk Teater 300 År. Sammen med Selskabet for Dansk Teaterhistorie blev der også udgivet en række små bøger med et fint overblik og inspirerende introduktion til bl.a. opera og ballet, som også kan være med til at skærpe interessen for scenekunsten. Det blev et vellykket fejringsår med spændende forestillinger og et stærkt fokus på formidling, som også rækker ind i fremtiden.
