Del

Fagligt Forum på Horsens Teaterfestival, der var arrangeret i fællesskab med ASSITEJ Danmark og Dansk Teater 300 År, var i den grad med til at cementere vigtigheden af at arbejde for mere diversitet i scenekunsten. For at give plads til flere forskellige stemmer og fortællinger – både foran og bagved scenen. Og for at skabe et relevant og aktuelt scenekunstlandskab.

Diversitet var dagsordenen for debatdagen Fagligt Forum på Horsens Teaterfestival 2022. Diversitet er i sig selv et mangfoldigt begreb, der favner flere faktorer som køn, seksualitet, fysiske og psykiske funktionsvariationer, socioøkonomiske forhold etc. På dagen var fokus på etnicitet og en bredere minoritetsetnisk repræsentation i scenekunsten i forhold til at skabe en mere flerstemmig scenekunst.

Hvor er du rigtigt fra?

Til at sætte samtalen i gang var der et internationalt panel bestående af syv deltagere med stor erfaring indenfor feltet. Mary Tesfay, der er projektleder i C:NTACT og bestyrelsesmedlem i ASSITEJ Danmark åbnede paneldebatten sammen Nanna Bøndergaard Butters, teaterpædagog og projektmedarbejder på ZeBu.

Mary Tesfay fortalte om sin personlige frustration over at blive spurgt, hvor hun er fra. For når hun svarer “Aarhus”, er responsen typisk: ”nej, hvor er du rigtigt fra?”. 

Fagligt Forum, Horsens Teaterfestival 2022. Foto: Ditte Haarløv
Fagligt Forum, Horsens Teaterfestival 2022. Foto: Ditte Haarløv

Nanna Bøndergaard Butters har tidligere lavet undersøgelsen Et øjebliks mangfoldighed, der sætter fokus på diversitet i børneteatret. ”Vi må reframe den måde, vi taler om diversitet, og gøre os klart, hvorfor diversitet er vigtigt,” sagde hun og spurgte retorisk: “Er diversitet vigtigt, fordi børnene skal se sig selv spejlet på scenen? For at få indblik i andre oplevelser af livet? Eller er det for kunstens skyld?”, hvorpå hun selv svarede: ”For alle tre grundes skyld”. 

Vi skal genkende os selv i kunsten

For at kunne forestille os verden se ud på andre måder end den eksisterende, er det afgørende at kunne spejle sig og møde genkendelse – både i kunsten og i samfundet.  Paneldeltager Mirrianne Mahn, der er politisk aktivist, scenekunstner og diversitetskonsulent ved Tysklands børne- og ungdomsteatercentrum KJTZ, lagde ud med en lille historie, som gav blik for blinde vinkler i forhold til egne fordomme:

”Luk dine øjne og forestil dig, du skal til en konference om diversitet. Du er forsinket, som altid, og tager en taxa. Du når frem til lufthavnen. Du løber ud til gaten, er svedig og ser piloterne stå klar ved flyet. Du finder dit sæde. Da du er kommet frem, finder du en lille lokal restaurant. Du får dit bedste måltid nogensinde. Ved bordet ved siden af sidder et bryllupsselskab. Personalet kommer ind med en stor bryllupskage og synger for parret. De byder dig et stykke af kagen, og den er god. Næste dag sover du over dig, løber til konferencen og træder ind, netop som instruktøren står på scenen og holder sit livs bedste tale…. Åben din øjne og husk: Var den ene pilot du så en sort kvinde?Var brudeparret homoseksuelt? Sad instruktøren, der holdt talen, i en kørestol?”

Fagligt Forum, Horsens Teaterfestival 2022. Foto: Ditte Haarløv
Fagligt Forum, Horsens Teaterfestival 2022. Foto: Ditte Haarløv

De fleste kan formodentlig svare nej til alle tre spørgsmål, og Mirrianne Mahn fortalte videre, hvordan hun selv måtte sande at have blinde vinkler, da hun oplevede at blive utryg, fordi det var en kvindelig pilot med dialekt, der bød velkommen i flyet. Og hun græd af skam, da hun kom tilbage til hotellet.

Fordomme og forudindtagede antagelser er en gennemgribende del af samfundet og Mirrianne Mahn har kategoriseret diversitet og repræsentation på tre niveauer: Et personligt, et institutionelt og et historisk. Et afgørende element for at udvikle alle tre planer er, at vi ser diversitet repræsenteret i samfundet og kunsten omkring os. Det kræver, at vi er er opmærksomme på, hvordan vi italesætter diversitet, og hvordan finansielle midler understøtter en reel udvikling. Derfor er et løsningsforslag fra Mirrianne Mahn, at der kun gives midler til teatre, som arbejder bevidst med diversitet.    

Fagligt Forum, Horsens Teaterfestival 2022. Foto: Ditte Haarløv
Fagligt Forum, Horsens Teaterfestival 2022. Foto: Ditte Haarløv

Talen om diversitet

En anden af panelets deltagere var den amerikanske skuespiller Shavanna Calder, der også er grundlægger af konsulentorganisationen Arts in Color og diversitetskonsulent for adskillige institutioner. Hun fortalte om, hvordan data og samtalen om udvikling af feltet er vigtig.

”Data er godt til at tracke forskellen i mangfoldighed, pege på eksisterende udfordringer og vise udviklingen over tid, så man kan skabe fremtidige programmer, der kan udvikle feltet.” 

Her skal man nok lige skele til den danske GDPR og datalovgivning, før man samler ind, men ingen tvivl om, at data er et afgørende værktøj til at udvikle branchen. Det var også afgørende, hvordan der tales om diversitet. Mary Tesfay talte om et mere inviterende sprog fx “global majoritet” i stedet for “etnisk minoritet”. Og pointerede vigtigheden i at tale ting op. 

Fagligt Forum, Horsens Teaterfestival 2022. Foto: Ditte Haarløv
Fagligt Forum, Horsens Teaterfestival 2022. Foto: Ditte Haarløv

Ikke lige adgang for alle

Det blev også talt om adgang og manglen på lige muligheder for alle. Mirrianne Mahn fortalte, hvordan hun ofte oplever folk sidde med forventningsfulde ansigter for at høre, hvad hun kan gøre. Mens den gængse forklaring på manglende mangfoldighed blandt teatrets ansatte oftest skyldes, at de ikke kan finde skuespillere, instruktører og dramatikere.

”Grunden til, vi taler om diversitet, er, at normen ikke er mangfoldig, selvom samfundet er. Vi skal ikke spørge, hvor de minoritetsetniske kunstnere er? Vi skal spørge, hvorfor er de her ikke?  Og det er ganske enkelt: De er her ikke, fordi I diskriminerer dem,” pointerede Mirrianne Mahn.

Så kunne vi lige tygge lidt på den, mens skuespiller Wahid Sui Mahmoud, der også var del af panelet, tog ordet og fortalte om nogle af de udfordringer, han møder. Udover de klassiske som typecasting a la taxachauffør og terrorist oplever Wahid også udfordringer i forhold til ansøgesystemet. Wahid Sui Mahmoud har netop afsluttet forestillingen Dobbelt V Blaagaard Teater, hvor selve ansøgningsprocessen til at fonde midler blev en knast. ”Dit sprog er for banalt,” lød vennens kommentar til hans ansøgning, og det var først, da mere erfarne folk hjalp til at få formuleret projektet på skrift, at ansøgningen kom afsted, og han fik midler. Et forslag var derfor om fonde og Statens Kunstfond kunne udvide ansøgningsmuligheder til andet end skrift. Bestyrelsesleder for Statens Kunstfond, Gitta Malling var med blandt deltagerne i salen og spurgte ind til, hvordan ansøgningsprocessen kunne lettes. Så forslaget blev både hørt og taget alvorligt.

Fagligt Forum, Horsens Teaterfestival 2022. Foto: Ditte Haarløv
Fagligt Forum, Horsens Teaterfestival 2022. Foto: Ditte Haarløv

Fokus på løsningsmuligheder

Dagen sluttede i grupper, hvor en tovholder stillede spørgsmål, som blev debatteret i plenum. Temaerne var de samme som i panelet, men samtalerne gav mere tid til fokus og fordybelse. Det kunne have været spændende at høre, hvad der blev diskuteret i de enkelte grupper, men tiden løb og folk skulle i teatret, så dagen kunne ikke forlænges. 

Med sit fokus på diversitet, udfordringer og løsningsmuligheder skabte Faglig Forum netop dette rum for samtale. Også selvom panelet var alt for stort til at lade alle komme vægtigt til orde og derfor ikke komme så meget i dybden. Men ønsket om at skabe forandring var til stede, og der blev budt ind med væsentlig inspiration, muligheder og konkrete løsningsforslag, som kan styrke scenekunsten og branchen fremadrettet. 

På ISCENE følger vi op på debatten om diversitet med en række personlige kommentarer fra kunstnere og folk i branchen, som vil komme i løbet af efteråret.     

Denne artikel er udgivet i et mediesamarbejde med Horsens Teaterfestival med fuld redaktionel frihed for ISCENE.


Panelet bestod af:

Jon Werede er instruktør og koreograf samt daglig leder af det norske børne- og ungdomsteater ”Den Mangfoldige Scenen”, der arbejder for at bidrage til mere kunstnerisk og kulturel mangfoldighed i norsk scenekunst.

Shwan Wahed er musiker, kunstner og pædagog og har i flere år arbejdet med kulturtilbud på transit- og asylmodtagelsescentre i Norge. Han arbejder nu som instruktør på ”Den Mangfoldige Scenen”.  

Shavanna Calder er skuespiller og grundlægger af konsulentorganisationen Arts in Color. Hun har arbejdet som diversitetskonsulent for adskillige institutioner bl.a. TYA Theatre for Young Audiences, Musical Theatre Educators Alliance og Innovative Voice Studio. Hendes arbejde som skuespiller inkluderer bl.a. HBO’s Los Espookys, SNL, Grammys, Hairspray.

Wahid Sui er skuespiller og dramatiker uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Århus. Han debuterede i 2010 på Det Kgl. Teater i komedieforestillingen »Præmie Perkeren« og har siden medvirket i en række teaterforestillinger samt flere danske Tv-serier.

Nanna Bøndergaard Butters er teaterpædagog og konsulent og arbejder med kunstnerisk baseret forskning og projektledelse. Hun har bl.a. lavet undersøgelser om mangfoldighed i dansk børne- og ungdomsteater samt interkulturelle undervisningsformer. 

Mary Tesfay er uddannet pædagogisk antropolog med pædagogbaggrund, projektleder i C:NTACT og bestyrelsesmedlem i ASSITEJ Danmark. Hun har arbejdet med mangfoldighed og repræsentation i mange år indenfor bl.a. teater for unge og gennem sin tidligere blog Brun&Dansk.  

Moderator Karen Vedel er lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet og har fungeret som moderator ved flere seminarer, debatter og konferencer inden for scenekunstbranchen.