Sikke et brag af en afslutning på Dansk Teater 300 Års tænketanke, da de sidste weekend kulminerede med fire sprogstærke og aktuelle tekster leveret som energisk samlepakke foran en propfuld, engageret og lattermild sal til Holberg goes black.
”Jeg skaber rum til flere som mig. Det er tanken bag Black To Normal,” skrev Marie-Lydie Nokouda i en kommentar på ISCENE sidste år. Kunstkollektivet Black To Normal stod sammen med Dansk Teater 300 År bag den firefoldige reading Holberg goes Black på Blaagaard Teater sidste weekend. Rum har hun skabt og gulvet blev taget af fire veloplagte og underholdende bud på afrodansk komediedramatik.
Sproglig gnist og dramaturgisk forståelse
Komedier, fordi samarbejdsrammen var sat af Holberg, som Marie-Lydie Nokouda i sin velkomsttale karakteriserede som ”et fænomen”, hvilket man næppe kan diskutere. At den oplagte arbejdstitel Holberg goes black viste sig svær at tilgå, er nok heller ikke så sært. 25 sider inspireret af Holberg skulle de fire dramatikere levere, og de har ifølge Marie-Lydie Nokouda arbejdet intenst i 3-4 måneder med hjælp fra både teatret og Dansk Teater 300 Års sekretariat. Vi får kun uddrag af de fire tekster, men det er også nok til at mærke, at her er sproglig gnist og dramaturgisk forståelse. Det er tekster, der giver smag for mere, og som folder det afrodanske spekter ud i fire forskellige hverdagsscenarier, hvor både afro og dansk spiller ind.
Først får vi dog en ordløs optakt med danser Julienne Doko. Tungt ånder hun bag sidetæppet, før hun bevæger sig ud på scenen. Blå i ansigtet og i hvid dragt spiller hendes bevægelser og øjnenes glans sammen med lyssætningen, inden hun cirkler rundt om og imellem de fem spillere, der har taget opstilling i sirlig formation. Hun indvier dem til scenen og spillet går i gang.
(Un)cool white mom og familiære smertepunkter
Celine Szabós Mixed feelings åbner ballet, der viser sig at være staged readings og altså befinder sig et sted mellem ren oplæsning og færdig forestilling. Det fungerer i alle fire dele aldeles fremragende, mens de fem skifter ind og ud, og de øvrige sidder langs scenekanten og kigger med. Alle i ens hvide A-linjekjoler og praktiske sko og med stole og nodestativer som eneste rekvisitter.
Celine Szabó bruger drevent mor/datter forholdet som spejl for forholdet mellem sort og hvid, som det kan udspille sig i dag. For er man ”en cool white mom” eller fatter man bare ikke, hvor kolonialistisk, man opfører sig, når man vader ind over sin datters grænser og partycrasher hendes aktiviteter og venskaber. Kimmie Liv Sennova er en gudsbenådet komedienne, der giver fuld skrue til dette velmenende mormonster, som man godt kan genkende, selvom man har samme hudfarve som sin mor. Marie Louise Takibo himler tilsvarende præcist med øjnene som plaget datter, mens et par sidehistorier kører omkring dem.
I Mohamed Ali Osmans Gud tager Gud giver er fokus på far/søn-relationen, mens Dorcas Joanna Hansen småpludrende huserer som den udglattende, men ikke uefne morfigur omkring sin akavede mand og søn. Det handler om tro, normer og familie på en ret programmatisk, men ikke uvedkommende måde, der også gemmer på et særligt smertepunkt, der giver konflikten kant. Magdi Saleh har instrueret de to første tekster og får i begge trukket både de skrøbelige og de komiske elementer frem med lidt forskellig vægtning.
Horror og Randers for life
Efter pausen er turen kommet til Maya Ndiayes venskabskomedie Elefanten findes. Her er ingen angst for at gå til kanten i et hverdagssprogligt, herligt opkørt tempo, der i Sandra Yi Sencindivers fulde komedierulle-instruktion bang-bang-bang både får udstillet first world problems, hverdagsracisme og illoyalitet i anden potens, og samtidig kærligt rummer provinskiksethed og ufokuseret kvindekraft. ”Randers for life,” skråler jeg bare, mens teksten gakker sin egen vej på scooter og med breezer i hånd.
Anthony Silva Santos Rodrigues Til Death Do Us Part er aftenens sidste bud på nutidig komedie, som Sandra Yi Sencindiver også har instrueret, men i et mere subtilt toneleje end den foregående. Hamun Maghsodlo og Hervé Toure giver flirten sirupssød gas, til historien pludselig tager først en filosofisk og siden en uventet horrordrejning. Som de tre øvrige lever teksten i kraft af replikker, der ligger uhyre godt i munden på spillerne, og af dramaturgiske buer, der pirrer og driver fremad, hvad enten vi taler suspense som her til sidst eller hverdagsdrama som i de tre første tekster.
Holberg goes black er et charmerende bekendtskab. Et på overfladen sært makkerskab mellem fortid og gryende fremtid blev denne fredag aften på Blaagaard Teater til en flot forløsning af komediegenrens potentiale. Fint accentueret af den tavse danser med de talende bevægelser. Et markant aftryk af afrodansk dramatik på den danske teaterhistorie, som Marie-Lydie Nokouda indledende ønskede sig foran den propfulde, engagerede og lattermilde sal.
