Populært lige nu

Annoncespot_imgspot_img

Visioner for Scenekunsten – mellem mulighedsrum og trusler

Hvordan undgår teatret at blive dårlig Netflix? Hvordan sikrer man bæredygtig scenekunst? Og skal teater være ’for alle’? Afdeling for Dramaturgi på Aarhus Universitet fejrede Dansk Teaters 300 års jubilæum med et to-dages seminar under overskriften Visioner for Scenekunsten – dialoger mellem forskning og praksis.

Frem for at kigge tilbage på teatrets historie, iscenesatte seminaret både deltagere og talere som en del af en tænketank, der skulle diskutere fremtidens teater – hvilke retninger bevæger scenekunsten og forskningen sig i og hvad skal de kunne i fremtiden? Og, som lektor Thomas Rosendal Nielsen retorisk spurgte, skal fremtiden så generelt ses som et mulighedsrum eller en trussel? Svaret fra tænketanken blev et rungende både-og.

Annonce
Visioner for scenekunsten
Panelet diskuterer teatrets fremtid: Mette Aakjær (Wunderland), Trine Holm Thomsen (Aarhus Teater) Rasmus Malling Lykke Skov (Teater Fluks), Per Smedegaard (Svalegangen), Ditte Felding (Filuren), Lotte Kofod Ludvigsen (Bora Bora), Trine Sørensen (Åben Scene), Christine Fentz (Secret Hotel) og Jannik Elkær (Don Gnu). Foto: Janicke Branth.

Skal teatret skærme os fra skærmen?

Lektorerne Ida Krøgholt og Erik Exe Christoffersen indledte seminaret med en forudsigelse: teatrets blanding af forskellige medialiteter og fagligheder vil kun blive mere udtalt i fremtiden. Og netop teatrets status som noget, der både forener og konkurrerer med andre udtryksformer, var et centralt tema i løbet af seminaret. 

Hvordan undgår vi, at teatret bliver dårlig Netflix, spurgte leder af Bora Bora, Lotte Kofod Ludvigsen symptomatisk. Selvom spørgsmålet blev fulgt af et hyperbolsk glimt i øjet, var der også en vis alvor at spore i diskussionen. 

Teatret står ved et kritisk punkt. Publikum er ikke kommet talstærkt tilbage efter Coronapandemien og teatret skal konkurrere med andre kulturelle tilbud om danskernes inflationsramte rådighedsbeløb. Hvordan skal fremtidens teater forholde sig til det?

Nye samarbejdspartnere

På den ene side skal man, ifølge det kunstneriske panel, fortsat dyrke det særlige nærvær, følelsen af ”liveness” og faciliteringen af fællesskaber, som er mediets særtræk. På den måde skal teatret skærme os fra skærmens ”distraherende” oplevelsesmodus ved at tilbyde deltagerinvolverende, immersive og sanselige formater. 

På den anden side blev netop samarbejdet med andre aktører, medier og kunstformer uden for teatret fremhævet som en væsentlig del af scenekunstens fremtid. Eksperimenter med nye samarbejdspartnere, som f.eks. IKEA eller Moesgaard Museum, nye formater, som f.eks. audiowalks eller vejfest, og nye tværkulturelle samarbejder, som f.eks. Museum for Fremtiden eller Odin Teatrets byttehandler, blev diskuteret som væsentlige måder at udvide teatrets udtryksmuligheder og komme i kontakt med nye publikumsgrupper.

Andre digitale metoder

Også inden for forskningen blev skærmens og det digitales rolle diskuteret. Lektor Annelis Kuhlmann, forskningsbibliotekar Anna Lawaetz og lektor Ulla Kallenbach præsenterede tre forskellige perspektiver på arbejdet med danske teaterarkiver i digitaliseringens tidsalder i konteksten af Centre for Historical Performance Practice og forskningsprojektet ArtEx – The Royal Danish Theatre and Europe

De viste, hvordan nye digitale metoder kan bruges til at kortlægge relationer, replikfordelinger og scenetid for Holbergs maskekarakterer. Det er i øvrigt, måske overraskende nok Pernille, som har mest taletid på tværs af komedierne. De slog også et vigtigt slag for, at den digitale analyse altid må kombineres med kvalitative dramaturgiske analyser for at give brugbare resultater. 

Skærmen og den digitale tidsalder fremstår derfor netop som både mulighedsrum og trussel for teatrets fremtid, alt efter hvor bevidst man forholder sig til det digitales muligheder og begrænsninger – både kunstnerisk og forskningsmæssigt.

Visioner for scenekunsten
Eksempel på en digital netværksanalyse af Shakespeares Henrik den Femte. Fra Mark Algee-Hewitts artikel ‘Distributed Character: Quantitative Models of the English Stage, 1550-1900’ udgivet I 2017 i New literary history vol. 48(4) s. 751-782.

Fokus på bæredygtighed

Det er svært at sige fremtid uden at sige klimakrise. Et andet tema, som gik igen på tværs af kunsten og forskningen var spørgsmålet om bæredygtighed. Det kunstneriske panel var meget optaget af, hvordan kunsten kan tage et ansvar og være med til at belyse og finde løsninger på samfundets udfordringer – heriblandt at tage hånd om klodens menneskelige og ikkemenneskelige beboere. 

Leder af Nordisk Teaterlaboratorium Per Kap Bech og Erik Exe Christoffersen præsenterede et 4-årigt kunstnerisk og forskningsmæssigt partnerskab mellem Dramaturgi, Nordisk Teaterlaboratorium og Grønlands Nationalteater, hvor klimaet både blev diskuteret som et af tre forskningsmæssige fokusområder og et konkret kunstnerisk og lavpraktisk benspænd i mødet med den grønlandske natur under forandring. 

Mon politikerne også snart bliver fremtidsklar? 

Bæredygtighed dukkede dog ikke kun op som et tema på grund af klimaforandringerne. Det blev også et nøgleord for en gennemgående kritik af arbejdsforholdene, organisationen og støttemulighederne for kunsten i det hele taget.

Coronapandemien har aktualiseret en debat om, hvordan man sikrer mere bæredygtige måder at arbejde. Som kunstnerisk leder af Secret Hotel Christine Fentz spurgte: “Hvordan sørger vi for, at det at brænde for teatret ikke bliver ensbetydende med at brænde ud?” Især kunstnerpanelets repræsentanter fra det frie felt kom med en tiltrængt italesættelse af problemerne med den kulturpolitiske organisering af støtteforholdene, som dels er for midlertidige og usikre og dels er for udviklings- og projektfokuserede. Forholdet mellem udvikling og drift bliver derfor ubæredygtigt.

Flere nævnte behovet for en gennemgribende revision af den regulerende Lov om Scenekunst, så fremtidens projekt- og institutionsteater kan blive ved med at være nyskabende og banebrydende, frem for at ”give folk det, de vil have”, som teaterdirektør på Aarhus Teater Trine Holm Thomsen formulerede det. Der skal også i fremtiden være penge til at producere andet end publikumsbaskere som musicals og teaterkoncerter. 

Fremtidens teater skal derfor ikke kun være bæredygtigt i forhold til samfundets store udfordringer men også som branche og arbejdsplads. Og diskussionen pegede på i hvor høj grad, de to forhold faktisk hænger sammen, hvorfor bæredygtig kunst kræver visionær og seriøs kulturpolitik. Mon politikerne også snart bliver fremtidsklar?

Visioner for scenekunsten
Et eksempel på samarbejder, der kan tiltrække nye publikumsgrupper: Kærlighed efter Lukketid. Foto: Aarhus Teater

Behov for at få teatret ind i børns liv

Det faldende publikumstal oven på genåbningen af teatrene gav også anledning til et stort fokus på, hvordan man kan nå flere målgrupper og få flere mennesker i teatret. Debatten i det kunstneriske panel gik især på, hvordan man kan løfte det kulturelle område politisk. Flere, blandt andet Trine Holm Thomsen og leder af Filuren Ditte Felding, understregede behovet for at få teatret ind i børns liv tidligere og på en mere integreret måde end et enkelt teaterbesøg i løbet af en hel folkeskoleuddannelse. 

Men panelet greb også fat i egen barm og pegede på formidling og kommunikation som nøgleområder for fremtidens teater. Nye publikumsgrupper handler ikke kun om at lave vedkommende kunst, men også om at markedsføre og kommunikere sine projekter, så de virker interessante for andre end de vanlige teatergængere. 

Et teater for alle?

Her blev samarbejdet med andre institutioner og organisationer igen fremhævet som et mulighedsrum, der kan udforskes mere i forsøget på at nå nye grupper. Eksempler kunne være netop Aarhus Teaters samarbejde med IKEA med forestillingen Kærlighed Efter Lukketid (2021), Wunderlands samarbejde med Moesgaard Museum i forbindelse med Orms Rejse (2017), Teatret Svalegangens samarbejde med virksomheder og aktører i forbindelse med projektet United Change (2019-) eller Don Gnus inddragelse af beboerne i en boligblok i Høje Gladsaxe til forestillingen Beboer (2022). 

Debatten om, hvordan man når nye publikumsgrupper, er dog ikke ny, og lektor Louise Ejgod Hansen præsenterede på seminarets anden dag et overblik over hendes mangeårige forskning i publikum, som nu udføres inden for rammen af Center for Kulturevaluering. Udover en række interessante metodiske og analytiske overvejelser over forholdet mellem publikum, kulturpolitikken og teaterfeltet var en vigtig pointe, at det enkelte teater er nødt til at indskrænke og specificere sin målgruppe, frem for at forsøge at nå ud til alle, da forskellige mennesker har meget forskellige motivationer for at opsøge kunst og kultur.  

Fortid og repræsentation

Det vigtige spørgsmål om, hvorvidt teatret er eller i det hele taget skal være for alle, gik da også igen i to af de andre forskningsoplæg, dog med helt andre vinkler. Ph.d.-studerende på ArtEx-projektet Julia Tonsberg præsenterede sin forskning i glemte og underbelyste kvindelige dramatikere under det moderne gennembrud. Fortiden spøgte pludselig i tænketanken om fremtiden. Hvordan påvirkes den måde, vi forestiller os både fortiden og fremtiden, af nutidens idealer og værdier? Måske skal kvindelige kunstnere have mere plads ikke bare i fremtidens teater men også i fortidens?

Seminarets sidste oplægsholder var postdoc Anika Marshall, som satte spørgsmålstegn ved ideen om teater for alle fra et postkolonialt repræsentationsperspektiv. Projektet Reconfiguring Dramaturgy for a Global Culture undersøger, hvordan teatrene forholder sig til et samfund, hvor de ikke længere har en solid og tryg position som dannelsesinstitution for den hvide, uddannede middelklasse. I denne kontekst kom Marshall med et vigtigt perspektiv på det danske institutionelle teaters mangel på diversitet i sammenhæng med en større mangel på et strukturelt og kulturelt opgør med vores rødder som kolonimagt. Spørgsmålet, som hang i luften, var derfor, hvem, der egentlig får lov til at definere alle, når der ikke er repræsentation af BIPOC-individer på scenen, i bestyrelserne eller på produktionsholdende? (BIPOC er en forkortelse for Black, Indigenous, and People of Colour). 

Fremtidens teater

Marshall fremhævede også en række kunstneriske projekter uden for de institutionelle rammer, der på forskellige måder spørger, hvad teatret kan være i en postkolonial dansk kontekst, som f.eks. Black to Normal ledet af Marie-Lydie Nokouda. Seminaret belyste dermed også spørgsmålet om, hvem der skal være en del af teatrets historie og kunstneriske kanon, og hvem der skal være en del af dets publikum. Og behovet for, at teatrene forholder sig selvkritisk og målrettet til, hvem der skal repræsenteres på scenen, hvem der skal bestemme det, og hvem der skal være en del af deres publikum i fremtiden. 

Selvom seminaret på mange måder tydeliggjorde både universitetets og teatrets store udfordringer som institutioner i et kompliceret samfund, præget af klimaforandringer, visionsløs kulturpolitik, økonomisk krise og repræsentations- og ligestillingsproblemer, var det alligevel en stemning af håb og kærlighed til teatret, som prægede seminaret. 

En tænketanks opgave er jo som bekendt at komme med ideer, råd og visioner, og de manglede heldigvis ikke for hverken kunsten eller forskningen. Én ting er derfor helt sikker: fremtidens teater er i gode hænder, og kommer helt sikkert ikke til at ligne det, vi har nu. 

Læs om de øvrige tænketanke i anledning af Dansk Teater 300 år her.

Fakta

Visioner for Scenekunsten – dialoger mellem forskning og praksis blev afholdt som en del af Dansk Teater 300 År på Kasernescenen 26-27 september 2022. 

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Josefine Brink Siem
Josefine Brink Siem
Ph.d. i Dramaturgi og anmeldelsesredaktør på Peripeti. Hendes interesseområde er især de affektive dimensioner af teater, TV-serier og film og hun beskæftiger sig bredt med forskning, undervisning og formidling inden for scenekunstområdet.
Annonce