★★★★☆☆ Den poetiske raptus – underholdning med plads til de dystre toner

Folketeatret fejrer Dansk Teater 300 år med Geir Sveaass’ letfodede, boblende iscenesættelse af Ernst Bruun Olsens Den poetiske raptus om Ludvig Holbergs fascination af teatret og hans maniske produktion af komedier til scenen, Den Danske Skueplads i Lille Grønnegade.

Det giver næsten sig selv, at Holbergs egne komedier kan ses landet over i forbindelse med fejringen af 300-året for de første dansksprogede komedier, hvor Holbergs Den politiske kandestøber var iblandt. Men endnu mere indlysende og historisk-pædagogisk er Folketeatrets valg. At sende Ernst Bruun Olsens Den poetiske raptus på turné landet rundt giver virkelig god mening, da den både rummer historien om Holbergs rolle i dansk scenekunsts opståen og samtidig i sig selv er en form for komedie, ikke helt ulig den norske digters egne.

Ingen gumpetung Holberg her

Heldigvis er vi med Geir Sveaass langt fra forne tiders gumpetunge Holberg-stil. Et er, at digterens dramaer kan opleves ganske moraliserende, ja vel nærmest småborgerlige i al deres latterliggørelse af typer som Erasmus Montanus og Jean de France, der vender popsmarte og høje på metropoler hjem til gadekæret, hvor de afrettes. Noget andet er den folkekomedieprægede stil, de indtil for få årtier siden blev iscenesat i.

Det moraliserende forklares i Ernst Bruun Olsens tekst med den historiske situation, Holberg agerede i. Kampen mellem teatret som symbol på frisind og oplysning mod pietismen i kirken, der også vandt frem blandt folk og kongehus.

Kampen mellem frisind og pietisme

Jesper Riefenstahls fordømmende præst, der naturligvis ganske dobbeltmoralsk har hang til unge mænd – skulle vi nu være i tvivl om hans indre råddenskab – og Tom Jensen og Karoline Brygmanns bramfri-sofistikerede teaterpar Montaigu, der skabte Teatret i Lille Grønnegade, repræsenterer de to fløje på bedste vis. Riefenstahl selvglad svovlsavlende, Jensen med den lækreste franske accent – Monsieur Olberg ligger jo lige for – og Brygmann som fuldtonet, men også meget kønsbevidst diva.

Marie Louise Wille giver charmerende gas på den normalt så drævende-dræbende Holberg-stil som Holbergs værtinde, der bringer ham verden udefra og en del ideer til hans komedier. Hun fanges mod slut ind ad pietismen, der til gengæld ikke får fat i de fire raske studenter på Montaigus teater. Niels Anders Manley er jysk og renhjertet, Jeppe Ellegaard Marling giver overspil en helt ny betydning, Simon Kongsted lurer tvetydigt i krogene, og Jesper Riefenstahls timing er som altid second to none i ekstrarollen som fordrukken fjerdemand.

En fortolkning til tiden

Imellem dem står Anders Juuls splittede Holberg. Han falder pladask for scenen, men tør ikke tage kampen op i konsistorium, dvs. universitetsledelsen, der bekæmpede teatret, blandt andet ved at ekskludere de studenter, der medvirkede, fra deres studier.

”Jeg er ikke holdt op med at være bange for konsistorium,” siger Holberg mod slut, da en student anklager Erasmus Montanus for at være umoralsk, fordi den svigter sandheden. Hans komedier legede med ilden, men brændte ikke huset ned – og skal i dag have en instruktør af Lollike-kaliber for at brænde igennem.

Den poetiske raptus vægter ikke fløjene lige. Teksten er fra 1976, og med de briller ser den på Holbergs tid. Men samtidig formår den at løfte sig ud af begge tider som en dramatisering af kunstnerens rolle – eller ansvar måske nærmere – i tider, hvor autoritære kræfter fylder. Her poetisk visualiseret i Marianne Nilssons fnuglette skriftgardiner og i den rasende brand i 1728, der brændte en god portion af København ned. Hold øje med byens skyline på forscenen.

Geir Sveaass har skabt en nærmest boblende forestilling, hvor komedien holdes i ave og får lov at gå hånd i hånd med de dystre toner. Det er en fortolkning til tiden, der samtidig underholder hele vejen med et sammenspillet team, der tydeligvis morer sig med den teaterleg, forestillingen også er. 

Læs mere om forestillingen her.