★★★★☆☆ I Am Gold – barnløshed svøbt i glitter og glamour

I Am Gold på Betty Nansen Teatret følger sporet efter Bonnie og Clyde fra 2020, ligeledes koreograferet af rutinerede Signe Fabricius. Flere fra holdet er tilbage, nu med temaet barnløshed inspireret af Tine Høegs roman Sult, i en glamourøs iscensættelse med fejende flotte præstationer i en bred vifte af dansestile, sange, musik og ord. De groteske og humoristiske optrin danner en næsten surrealistisk kontrast til den smertelige angst for tab af kontrol.

Hovedrollen danses af Astrid Elbo, solist ved Den Kongelige Ballet. Hun er balletdanseren Freja, der har kontrol over sit liv, mens hendes mand, sangeren Thomas, danses af Sebastian Kloborg, danser og koreograf, uddannet fra Den Kongelige Balletskole. De øvrige fem dansere er perler af moderne, internationale dansere, der mestrer stor stilmæssig bredde. Jeanett Albeck har komponeret, og sammen med kendte melodier og sange udtrykkes de skiftende stemninger og universer.

Freja har indledningsvist fuld kontrol over sit liv, dette understreges i tutu og strømpefødder med adskillige af ballettens mest blærede drejninger kaldet fouettés. En mystisk gestaltning i glitterdragt kryber ind under kontrollaget og placerer en tumling-dukke på gulvet, som Freja eftertænksomt vipper ud af balance fuld af længsel efter at blive mor. Vi hører, at glitter-gestaltningen repræsenterer hendes ”natur”, der dukker op som en glitrende skygge undervejs i forestillingen. 

Danset gynækologi

Frejas stressede og undskyldende partner danser sig komisk og klodset ind i konsultationen til lægens ord: ”Træk numsen længere ned” og ”Nu kommer der noget koldt”. Han sender dem hjem med ordene: ”Bliv ved med at prøve”. Ordene kommer til at martre Freja de næste år og fører dem ud i deres livs krise. Tilbagevendende kliniske undersøgelser udbasunerer hendes kontroltab, der danses akrobatisk med ben i split eller krøllet sammen i den blottede stilling.

På overfladen kører det succesfulde liv med surpriseparty til Frejas 30 års fødselsdag. Der gestikuleres hekstisk med gæsterne i jazzet stil omkring bordet i up-beat-street-vipe. De er unge med styr på deres liv. Helle Damgårds farverige, livsbekræftende kostumer og den minimalistiske scenografi fungerer virkelig godt i de hurtige sceneskift. Balder Nørskovs lys fremhæver de kontrasterende verdener fra kold, hvid, klinisk til varm, farvestrålende og tryg. 

Efter gæsterne er gået, understreger en voldsom pas de deux, at parret gør deres hjemmearbejde grundigt, og Thomas vender endda Freja på hovedet med benene i vejret for at hjælpe naturen på vej. Vi ser hende på hug med graviditetstesten, der blot leder til en ny undersøgelse under lodrette, klinisk-hvide lamper. Nu indledes fertilitetsbehandling med lægespeak om hårde hormonkure. 

Flugten til glitterverdenen

Hverdagen hænger snart i en tynd tråd for Freja med de kunstige hormoners rasen, der giver hende et mareridtsagtigt syn af en baby-mafia i hollywoodstil, som entrerer effektfuldt spankulerende fra bagscenen iført spejlsolbriller og naturtro dukker i babyseler på maven. En tight street dance med speak af gode råd til at blive gravid, driver Freja til desperation. Hun suges selv ind i en baby dance og vågner med Thomas ved sin side, mens hun stadig vugger et barn i søvne.

Parforholdet er belastet og handler mere og mere om overlevelse. De kontrollerede balletbevægelser er blevet til intuitiv, moderne dans. De svinger hinanden i desperation, kaster og griber, mens musikkens ”tik-tak” fortæller, at tiden går med flere ydmygende lægebesøg og lægeord, der bliver til næsten revsende, gynækologiske remser. Selv de tilbagevendende fødselsdage og T-shirts med skriften ”Everything is possible” er blevet en fornærmelse.

Freja styrker sig med flere fouettés til musikken fra balletten Svanesøen, men de kontrollerede trin er ikke nok til at klare flere cool-jazz-vibe-fødselsdagsfejringer. Slet ikke da en af de andre bliver gravid, og Freja skal være glad på hendes vegne, mens den sidste kontrol smuldrer sammen med parforholdet. Thomas’ stivnede og forkrampende bevægelser af afsky mod hendes krop udfoldes i en næsten elektrisk ladet pas de deux af ætsende nærvær uden direkte kontakt. 

Glitrende drømmesyn

Tilbage er kun den farlige flugt fra kontroltabet, for selvom den er fyldt med glitter, der vælter ned fra loftet i lange baner, er den også vejen ind i desperation og isolation, indpakket i et surrealistisk showtimeunivers. Læger i glitterkostumer og bowlerhatte danser et step-show, som Freja ubesværet færdes i. Lidt tankevækkende gestaltes selve Frejas ”natur” allerede fra begyndelsen som en del af denne glitterverden. Er det udtryk for, at den står udenfor den verden, hun kan kontrollere?

I Am Gold er del af ”Betty Udvikler”, der arbejder i tværæstetiske, kollektive workshopforløb. Udover Tine Høegs Sult er der uddrag fra Shakespeares Othello i Niels Brunses oversættelse samt fra Ellen Heibergs Ta’ alle mine kys. Gennem Frejas blik er vi vidner til en kamp med og mod naturen, hvis progression sørger for dans for enhver smag, men også for en del gentagelser, der trækkes ud sammen med lægespeaks om numser, tis og hormoner. Først da Freja vender sig indad, får sjælen flere ord.

Den afsluttende vandvidsscene af et menneske i opløsning er renset for glitter. Tilbage er kun korte, lyse pants, vildt hår og desperation sydende fra alle porer. Astrid Elbo har et storslået talent for at udtrykke sig med hjertet forrest i såvel krop som ord. Hun forsvinder ind i en destruktiv energi, der intet håb lader tilbage. Ingen happy ending, men stående applaus til et cast, der tilsammen leverer et show med wow-effekt og bred appel.