Astrid Elbo, der danser/spiller Bonnie er en stjerne, og hendes overjordiske bevægelser og manende øjne er hele forestillingen værd. ISCENEs anmelder undres dog alligevel en smule over, hvad vi skal med fortællingen om det brutale forbryderpar – netop nu.
Astrid Elbo, der spiller Bonnie er en stjerne! Den klassisk uddannede balletdanser er fuldstændig blændende i sin kropslige beherskelse og poetiske nerve. Men ikke nok med det. Hun kan også hviske inciterende, rase barnagtigt, sige formfuldendte replikker og kaste os bagover med sit diva-intermezzo, der bringer os ud i alle hjørner af melodramaet med afsæt i Scarlet O’Haras ikoniske replik: ”I will never be hungry again”. Det er tæt på, man fristes til at sige: “Gå hjem og læg dig, Vivien Leigh”. At Borte med Blæsten først udkom nogle år efter Bonnie & Clydes død er en mindre detalje. Pointen går lige ind. Bonnie var den kreative, drivende kraft, der skabte myten om de to forelskede desperados, og Elbo er ligeså det dragende midtpunkt i Signe Fabricius tale-danseforestilling om Bonnie & Clyde.
Der er faktisk ikke så meget tale i forestillingen, men derimod virkelig meget fart og tempo. Det kræver kontraster, hvis det skal virke, og det får det både i de skarpe karakterer, der omgiver parret i midten, og i det frugtbare sammenstød mellem klassisk dans og forskellige varianter af street og urban dans, der bæres med præcision og evne til at overraske af musik i mange genrer – udvalgt af Jeanett Albeck, der netop har modtaget Danske Teaterjournalisters store pris, Teaterpokalen.
På scenen transformerer Stephanie Nguyen skarpt 2. Mosebogs ”et øje for et øje” til politimandens gestik med trin så legende præcise, Suad Demirovic og Veronica Bracaccini er macho og mamma i evigt skræppende, lattermild turtelduedans, Robert Malmborg er svensk forsigtigper, men Mads Gronemann giver den total gas som testosteronpumpende overflødighedshorn med glimt i øjet. Karaktererne tilfører nuancer og et humoristisk lag – og sætter deres forskellige trin lige i skabet. Ulrik Birkkjær giver sin Clyde fine facetter, men blegner trods porøse og smægtende elskovsøjeblikke lidt i lyset af sin stærke modspiller.
Der er rigtig meget, der fungerer fremragende i Bonnie & Clyde. Vi mærker forelskelsens lystfyldte snefnug, vi mærker ungdommens overmod, vi mærker angsten under fandenivoldskheden, vi mærker den gnavende sult og kriminalitetens sus, vi mærker pulsen banke, når flugten sætter ind. Vi forkæles med masser af guf for øjet i Ida Grarups og Súni Joensens lysbårne scenografi med smukke positurer, rappe detaljer og høj, høj puls, der driver forestillingen og fortællingen videre i parret og bandens direkte kurs mod døden.
Når jeg alligevel ikke kan svinge mig højere op end de fire stjerner, skyldes det, at historien er tynd som mellemlægspapir, og det kan al den kropslige skønhed og energi ikke helt kompensere for – for mig. Bonnie & Clyde er unge, smukke, farlige og desperate – og begår forfærdelige forbrydelser. Det vidste jeg godt, jeg har jo set filmen med Warren Beatty og Faye Dunaway fra 1967. Jeg bliver ikke klogere på dem af denne forestilling, og forstår ikke helt, hvorfor de er relevante netop nu.
Bonnie & Clyde er en del af projektet BETTY UDVIKLER, der afsøger fællesskab og nye samarbejder på scenen. Forestillingen er trods mine forbehold et fint bud på netop det. Astrid Elbos overjordiske bevægelser og manende øjne er hele forestillingen værd, og den vil ramme plet hos det unge publikum med sit veludførte genrebrud.
Læs også interviewet i Betty Nansens program med Signe Fabricius om at tale dans
