★★★★☆☆ Dix – collage over 1920’ernes avantgarde byder på små fuldendte glimt

Med udgangspunkt i den tyske maler Otto Dix’ værker har Teater Fluks og Teater Carbon skabt en anderledes og levende teaterinstallation i det gamle nødhospital i kælderen under det nedlagte Amtssygehus i Aarhus. Lidt for lang måske, men det opvejes af enkelte, næsten fuldendte scener.

En umiskendelig duft af røgelse hænger tykt i luften, da publikum i samlet flok af værtsparret Sara Fink Søndergaard og Rasmus Skov ledes gennem de lavloftede gange i kælderen under det gamle Amtssygehus i Aarhus, frem til det store lokale, der vellykket er omdannet til natklub. Væggene er skjult bag røde gardiner, små runde caféborde og -stole står rundt på gulvet, og længst væk – foran en væg, der er fuldt dækket af glitrende guldlametta fra loft til gulv – står orkestret på en lille scene.

1920’ernes natklubstemning, som kunstneren Otto Dix indfangede i sit Metropolis-maleri, er ikke langt væk i Laura Rasmussens gennemførte og vellykkede scenografi. De kjolesætklædte musikere i orkestret Dix’ Disciple under ledelse af Mads Horsbøl fylder lokalet med muntre, skønt-skæve jazzrytmer, der suppleres af lyden af propper, der poppes af flasker. Boblerne flyder og alle udstyres med en fyldt champagneskål.

Dix, hører vi indledningsvist, er en “hyldest til mesteren og maleren”. Isabelle Reynaud fra Teater Carbon har iscenesat en collage af små teateroplevelser, der hver især er inspireret af kunstnerens univers, og tilsammen skaber en fin helhed, der måske nok kunne have været skåret skarpere, men stadig fungerer glimrende.

Fænomenalt mimisk talent

Dix, der er defineret som en teaterinstallation, består delvist af forskellige optrædener på den lille scene i natklubben og af adskilte oplevelser i små lokaler rundt om i kælderen, hvor publikum inddelt i mindre grupper inviteres med ind. Hver oplevelse er inspireret af sit eget Dix-maleri. Som Tone Haldrup Lorenzen som den nøgne, fuldkropstatoverede Maud Arizona, også kaldet “Suleika, det tatoverede vidunder”, der – kun iført orange frottétrusser og med glitrende smykker på brystvorter og hoved – indbyder publikum til at beskue hende, mens hun langsomt drejer om sig selv på en lille piedestal.

I et mindre lokale er vægge og gulv malet mørkerøde i næsten samme farve, som den gulvlange, kropsnære kjole, Iza Mortag Freund er iklædt i rollen som cabaretdanserinden Anita Berber, der poserer på et af Dix’ berømte malerier. Hendes fandenivoldske lev-stærkt-dø-ung-attitude rammer som et knytnæveslag, når hun som et vilddyr i bur hvæser mod os. “Jeg kombinerer nøgenhed med bevidst afsløring af det hæslige,” erklærer hun, før hun smider kjolen og med kantede, næsten krampelignende bevægelser fremfører en lidelsesfuld, altafslørende dans kun iført sin okseblodrøde paryk.

Stærkest af de forskellige små tableauer er dog Kasper Daugaard Poulsen som øre-, næse-, halslægen Dr. Mayer-Hermann, hvis portræt siden 1930’erne har været udstillet på Modern Museum of Art i New York. Daugaard Poulsen har en fænomenal evne til ordløst at fortælle om følelser og stemninger gennem sin mimik. Et fuldstændigt tomt blik afløses sekundet efter af et lille, skævt og særdeles smittende smil. Dybtfølt, lydløs gråd veksler med finurlige morsomheder bag sænkede øjenvipper. De små fortællinger om livet mixes med indtagende, blid sang i hans korte, men bemærkelsesværdige optræden som Mayer-Hermann.

Musikalske toner fra de brølende 20’ere

De tre førnævnte visninger er – sammen med musikken og stemningen i natklubben – klart blandt højdepunkterne i Dix. På endnu en tur ud i kældergangen, denne gang alle i fællesskab, vises videosekvenser kombineret med glimt af nogle af Otto Dix’ mange, skrækindjagende, farveløse billeder med motiver fra 1. Verdenskrig. Tavse rædselsskrig, tomme, sorte øjne bag gasmasker, forkrampede hænder i skyttegraven spejles af Kasper Daugaard Poulsen, der – iført soldateruniform – befinder sig foran lærredet og betragter gengivelsen af krigens gru.

Tilbage i natklubben synger sangerinden i orkestret, Anna Kathrine Rask, på bedste 20’er vis med en energi og inderlighed, som gjaldt det livet. “Dans nu. Dans for dem, der hviler under byen”. Resten af castet tilslutter sig hendes sang og energien løftes yderligere. Her kunne værket meget vel være sluttet. Med energien fra de brølende 20’ere som stærk og tankevækkende udgangsreplik, men holdet bag Dix har mere på hjerte.

Hak en hæl og klip en tå

Publikum introduceres også for endnu en person fra et portræt. Med en cigaret mellem fingrene og iført monokel, kort, sort hår og en rødternet kjole fuldstændig som på Dix’ maleri af journalist Sylvia Von Harden fra 1926 er Tone Haldrup Lorenzen “die neue Frau”, der “ikke ligger under for de normative idealer”. Vi gelejdes på endnu en tur ud i kældergangene, hvor vi både ser fotografier af Dix’ portrætter og præsenteres for smukke, nye portrætfotografier af alle de medvirkende i forestillingen. Pointen med disse visninger fremstår ikke tydeligt, og selvom det næppe var tanken, så griber det lidt forstyrrende ind i den ellers velskabte fornemmelse af at være ført tilbage til Dix’ univers i mellemkrigstiden.

Langt størstedelen af elementerne i Dix er velfungerende. At give de kendte malerier liv i en kælder under Amtssygehuset er i sig selv også en virkelig spændende idé, der fungerer langt hen ad vejen. Ja, der kunne have været strammet mere op og skåret lidt fra hist og her, så forestillingen måske var endt med at være halvanden time i stedet for to. Men det opvejes heldigvis af de enkelte, næsten fuldendte glimt. Så er man på jagt efter en festlig aften, og er man klar til at give sig hen til universet, så er Dix en vellykket og helstøbt oplevelse.

Se nogle af Otto Dix’ værker her.