Populært lige nu

Hvad nu, hvis Romeo og Julie ikke døde? Ny forestilling giver svaret

I den kommende uge har Københavns Shakespeare Kompagni verdenspremiere på en fortsættelse af William Shakespeares Romeo og Julie, der udspiller sig i en alternativ...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★☆☆ Stuepigerne – voyeurisme, popkultur og intenst spil giver omfattende tekst kamp til stregen

Instruktør Line Paulsen og huskunstner Nathalie Mellbye udnytter Aarhus Teaters Studio-scene til at eksperimentere med en lyserød og voyeuristisk opdatering af Jean Genets absurde drama fra 1947. Selvom Stuepigerne tilføjer originalen et interessant hypermedieret lag, er det tydeligt, at hele holdet ikke kun kæmper med, men også mod den tematisk omfattende og ordtunge tekst, hvilket går ud over moderniseringens skarphed. 

I Genets drama udsætter to stuepigers hævngerrige og ophidsede fantasier om deres Madame tilskueren for en kompliceret leg med fiktionslag, der langsomt fjerner fornemmelsen af virkelighedens sikre grund under fødderne. Som om det ikke var nok, tilføjer Mellbye et scenografisk greb, hvor publikum uden selv at blive set kan betragte de isolerede skuespillere gennem scenografiens spejlvægge. Iført hovedtelefoner iagttager tilskueren de unge kvinders illusioner og fantasier fra en position, der på én gang er intim og distanceret.  

Annonce
Stuepigerne, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte
Stuepigerne, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte

Den voyeuristiske tilskuerposition kombineres med tilpas mange glimt af popkulturelle trends til at udvide udforskningen af det, som instruktør Line Paulsen kalder “mimetisk begær” fra originalens klassetematik til en mere moderne medie(u)virkelighed. Stuepigernes rollespil tilføjes et ekstra lag af hypermedieret teatralitet, som understøttes af det scenografiske univers.

Stuepigerne udfolder deres fantasier i en lyserød parallelverden, hvis udskårne skænke, flæser og satin er lige dele Ariana Grande-musikvideo og svundne tiders boudoir. Illusionstematikken understreges kløgtigt af materialevalgene, hvor alt fra pelse, blomster og sengetøj er imiteret og tarveligt under den umiddelbart smukke overflade. 

Stuepigerne, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte
Stuepigerne, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte

Svingende intensitet 

De tre skuespillere formår langt hen ad vejen at få tekstens mange ord til at flyde og holde en god intensitet i deres samspil, levering og fysiske præcision. Mette Klaksteins vridende og ophidsede Claire komplementeres af Amanda Friis Jürgensens spyttende og ulmende Solange. Begge formår også at navigere mellem ambivalente følelser i samspillet med Mette Døssings åndsfraværende og privilegieblinde Madame.  

Også resten af holdet gør et flot forsøg på at opretholde intensiteten gennem 1 time og 50 minutter. Det velvalgte lys- og lyddesign rammer den helt rigtige balance mellem sødmefuld drøm og dystert mareridt, som løfter dialogen op, og gør den ubehagelige tone mere affektivt prægnant. Den fysiske intensitet er også forsøgt højnet gennem brugen af koreograferet dans, som dog kommer til at virke overflødig i sin mangel på tematisk relevans.  

Stuepigerne, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte
Stuepigerne, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte

Kan moderne, mimetisk begær forenes med klassekamp? 

Når fornemmelsen af tunghed alligevel sniger sig ind, skyldes det først og fremmest, at den tematisk omfattende tekst ikke er blevet tæmmet skarpt nok. Iscenesættelsen af tilskuerne som illusionshungrende opsnobbere, der gennem den voyeuristiske positionering spejler stuepigernes dobbelte beundring og had til Madamens luksuriøse livsstil, er en vellykket opdatering. Isoleringen bliver også et både konkret og abstrakt ekko af den ensomhed, der kendetegner Genets livs- og teatersyn.  

Men imod forestillingens slutning tændes lyset pludselig, og publikum bliver synligt for skuespillerne gennem spejlvæggene. Selvom chok-effekten af dette coup de théâtre højner intensiteten i tilskueroplevelsen, sker der en tematisk udvanding af spejlingen mellem stuepigerne og deres betragtere. 

Stuepigerne, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte
Stuepigerne, Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte

Gennem Solanges monolog italesættes tilskueren direkte som den hvide, privilegieblinde Madame. Men privilegiepositioneringen forenes ikke nok med voyeurpositioneringen og mætter derfor en allerede kompliceret tekst yderligere. Det er således ikke tydeligt nok, hvad forestillingen helt præcist vil med sit publikum. Derfor bliver knivsæggen mellem tematisk forvirring og konceptuel kompleksitet måske lidt for sløv i den ellers hæderlige kamp mod Genets mesterlige men tunge udforskning af tilværelsens fundamentale absurditet og ensomhed.  

LÆS OGSÅ: ISCENEs interview med Nathalie Mellbye om forestillingen

Tekst: Jean Genet. Oversættelse: Francois-Eric Grodin. Instruktør: Line Paulsen. Koncept, scenografi og kostumedesign: Nathalie Mellbye. Assisterende scenograf: Astrid Lindgreen Hjermind. Koreograf: Noora Hannula. Lysdesign: Jim Falk. Komponist og lyddesign: Sebastian Toft.

Medvirkende: Mette Klakstein, Amanda Friis Jürgensen og Mette Døssing.

Spiller på Aarhus Teater 2. februar – 4. marts 2023.

Seneste

Vi skal tale håbet op gennem kunsten

SWOP festivalens seminar for professionelle blev i år afholdt...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Josefine Brink Siem
Josefine Brink Siem
Ph.d. i Dramaturgi og anmeldelsesredaktør på Peripeti. Hendes interesseområde er især de affektive dimensioner af teater, TV-serier og film og hun beskæftiger sig bredt med forskning, undervisning og formidling inden for scenekunstområdet.
Annonce

Vi skal tale håbet op gennem kunsten

SWOP festivalens seminar for professionelle blev i år afholdt under overskriften The Regenerative Power of Art. Med en dyster keynote af Mikkel Krause Frantzen...