★★★☆☆☆ Valgaften – stærk præmis lider af fokusmangel

Grundpræmissen i Niclas Askhan Johansens tekst til Valgaften på Teatret Svalegangen om at gøre statsministervalget til et interaktivt gameshow har bestemt satirisk potentiale: Hvis demokratiske valg handler lige så meget om symbolpolitik og personhistorier som værdier og demokratisk samtale, kunne vi så ikke lige så godt gøre det mere X-faktor og mindre Debatten? Men der er taget nogle valg, som desværre ikke helt formår at indfri løftet om hæsblæsende relevant komedie.

Forestillingen udspiller sig i en nær fremtid, hvor den billige, syntetiske lo-fi-æstetik dog mest minder om 80’erne og folk stadig bruger klaptelefoner. Danmark har invaderet Norge i en langstrakt oliekrig, klimaflygtninge hober sig op i lejre, og der er kun en enkelt helligdag tilbage i foråret. 

Her iscenesættes tilskuerne lidt inkonsekvent som et TV-studiepublikum, der skal overvære optagelserne af statsministervalget, som er et gameshow komplet med challenges, kendingsmelodier og overgearede deltagere i heldragter, polyester og et enkelt hønsekostume. Der er med andre ord lagt i ovnen til et brag af en valgaften. 

“Når jeg siger poli, siger I tik!”

Publikum er fra start varmet godt op med diverse platte slogans og en halvhjertet conga line. Showet begynder, og Bolette Engstrøm Bjerres skriggule vært præsenterer på skift de fire statsministerkandidater. 

Der er Allan Helge Jensens moralsk agile Henrik, som har solgt sin sjæl til firehjulstrækkerkoncernen Soronto og kækt pitcher sin vision om solferier i Grønland. Der er Emma Silja Sångreens nervøse Cassie, som gennem hønen Kluk forudsiger kommende katastrofer. Der er Ashok Pramaniks megamusel-partisan Valdemar, som stiller op på en platform af kannibalisme i flygtningelejrene. Og sidst men ikke mindst Kaja Kamuks Christine, som kæmper for den demokratiske samtale om værdier, men ender med at bukke under for en mareridtsagtigt version af ligestillingsdiskursen og presset for at lave den næste virale video. 

Mangel på tempo og bid

Sideløbende med valgkampen flettes der et behind-the-scenes-net af motivationer og intriger, som alle skal bygge op til en intens finale. Og det er i nuancerne og intensiteten – eller manglen på samme – mellem live-handlingen og backstagehandlingen, at Valgaften desværre kommer til kort. 

Selvom der er positive glimt af morsomme one-liners, lider skarpheden i tekstens konfliktoptrapning under et for stort antal af overdimensionerede biroller og overforklarende gentagelser. I kombination med for mange unødvendige indslag, som f.eks. synkron schlagerdans og cheesedippers, mister komedien sit altafgørende tempo og bid.

Hertil kommer, at Niels Erling har instrueret både live- og backstage-scenerne i samme opkørte og skingre gear, hvilket udvander karaktererne og konfliktens alvor yderligere. Det er virkelig ærgerligt, at iscenesættelsen ikke udnytter forskellen mellem lagene til at indfri det komiske potentiale i nuancerne mellem karakterernes selviscenesættelse og egentlige motivationer. Karaktererne bliver for endimensionelle, og man mærker ikke alvoren under overfladen nok. Derfor balancerer Valgaften nogle steder lige på kanten til det usjove og melodramatiske. 

Pilen peger indad

Der hvor Valgaften fungerer bedst, er i de momenter, hvor det ikke er mediernes eller karakterernes dumheder, som udstilles – men publikums. For, som der bliver sagt, så er halvdelen af danskerne dummere end gennemsnittet. Og hvem gider egentlig at høre om kloakering i flygtningelejrene?

Med sit interaktive greb, hvor tilskuerne skal stemme om, hvem der bliver statsminister, og et ikke helt overraskende plottwist til sidst, peger forestillingen på vores villighed til at lade os underholde og distrahere af overfladisk symbolpolitik imens verden omkring os brænder.