Jeg er på spil – debat om den arabiske kvinde på Blaagaard Teater

Hvem er den arabiske kvinde? Blaagaard Teater stillede spørgsmålet i en debat om synlighed, repræsentation og misrepræsentation af brune kvinder i dagens Danmark. En debat, der viste vigtigheden af at styrke samtalen og rykke ved samfundsnormerne.

Debatten blev åbnet af teatrets direktør Sargun Oshana, der bød velkommen til en snak om identitet, ophav og the arab gaze. Afsættet var tematikker og situationer fra forestillingen Den anden arabiske kvinde og paneldeltagernes egne erfaringer, hvilket førte til en både ophedet og fagstærk samtale med forslag, der kan rykke normer.

”Flere af panelets kvinder definerer ikke nødvendigvis sig selv som arabiske, og det er også en pointe i selve forestillingen – det med, at man ofte som brun bliver defineret som arabisk,” lød det som optakt fra Sargun Oshana, der også pointerede, at det langt fra var nødvendigt at have set forestillingen for at deltage i debatten.

Den arabiske kvinde

Så tog journalist og moderator Rushy Rashid over og bød velkommen til panelets fire kvinder, som ”alle har forholdt sig og relateret sig til at være en arabisk kvinde, med alt hvad der er af tabuer, fordomme, fordømmelser og påbud. Alle de byrder har de båret på deres skuldre og hver især har de taget kampen op og fundet ud af hvilken kvinde, de vil være, som de vil forme og som er deres anden arabiske kvinde,” indledte hun, før hun stillede panelet dagens første spørgsmål: ”Hvem er du? Og hvor har du mødt den arabiske kvinde?”

Lina Hashim, der er billedkunstner og performer, lagde hånden på sin brystkasse og fortalte, at ”den arabiske kvinde bor lige herinde. Så hende møder jeg hver dag i samfundet, i bussen og i spejlet”.

Geeti Amiri fortalte om sine afghanske rødder og flygtningebaggrund. ”Jeg føler altid, jeg skal lave denne her introduktion, for det har jeg lært, siden jeg var barn,” sagde hun og ville langt hellere introducere sig som skolelærer. “For det er dét, jeg elsker at være”. Det er også langt fra enkelt at præcisere, hvem Geeti Amiri er. Gennem tiden har en lang række prædikater været nødvendige for at forklare, hvem hun er. Prædikater som mønsterbryder, oprører, kulturkritiker og religionskritiker. Men nioghalvfems procent af tiden er hun københavner, skolelærer, planteelsker og håbløs romantiker, som hun selv afrundede sin intro med.

“Helen, Helle, kært barn har mange navne,” lød det med tydelig sarkasme, da Helin Erdem fik mikrofonen og fortalte, at hun er ”Kurder fra Tyrkiet, Vestegnsdansker emigreret til København, går på DRs talenthold og er vært på P3”. Mens panelets fjerde deltager, Natasha Al-Hariri, har en baggrund som jurist og arbejder som direktør i Dansk Flygtningehjælp Ungdom. Hun er vokset op i Hellerup, så i mange år var den eneste arabiske kvinde, hun mødte, hendes mor.

Hvad har vi ubevidst taget til os?

”Vi ved allesammen godt, hvad der menes med stereotypen den arabiske kvinde. Hvad har vi ubevidst taget til os,” spurgte Rushy Rashid, der selv kan genkende den arabiske kvinde, når hun skælder sine børn ud og kan høre sin mors stemme. ”Jeg står på et fundament fra den arabiske kvinde,” formulerede hun selv begrebet, før Lina Hashim gav sit bud, der med afsæt i kunsthistorien og kunstindustrien forklarede to skabte versioner af begrebet. Den ene er haremskvinden og den arabiske kvinde internaliseret i en vestlig kontekst, hvor haremskvinden er blevet portrætteret af kunstnere som Picasso, Manet og Matisse.

”Når vi ser ordet Harem i vestlig kontekst, kan det lyde dejligt, hvilket er ret chokerende. I virkeligheden var kvinderne fanger. De var slavearbejdere, som skulle fornøje mænd. Kunstnere havde ikke adgang til haremskvinderne, så de er malet ud fra deres fantasi – liderlige, afslappede, fornøjede. Hvilket er ret skræmmende”.  

Den anden version af den arabiske kvinde, som Lina Hashim selv arbejder med sin kunst, er ”hende, der ikke er repræsenteret på den vestlige kunstscene. Den arabiske kvinde er kun repræsenteret, hvis hun bliver internaliseret i en vestlig kontekst. Hvilket, jeg oplever, rigtig mange er utilfredse med,” fortalte Hashim.

Den arabiske kvindes krop

Kroppen var også i fokus – både i forestillingen og som tematik i debatten. ”Du er et objekt som kvinde. Du bliver talt til og talt om. Hvor har I selv taget et opgør?” spurgte Rushy Rashid.

Natasha Al-Hariri bød ind og fortalte om en altdominerende kontrol: ”Jeg forholder mig til min krop hele tiden. Min mormor ville vende sig i graven, hvis hun så, hvordan jeg sad på stolen nu. Der er aldrig noget, som er ordentligt tilpas for mig. Jeg tager kontrol hver dag. Jeg bliver nødt til at tage kontrol hver dag hele tiden som brun kvinde, kollega, leder. Jeg tænker over, hvad det er for værdier, der bliver tillagt mig, når jeg træder ind i rummet. Jeg sætter mine grænser. Det er nødvendigt, for ellers bliver der sat en præmis for mig, som jeg ikke kan se mig selv i”.

Klasseulighed

Også Geeti Amiri satte en politisk dagsorden med flere vægtige samfundspointer. ”Jeg vil gerne tale klasseulighed. Vi fire her repræsenterer en helt anden klasse end den arabiske kvinde, vi hele tiden støder på i mediebilledet. Jeg var på professionshøjskolen, hvor jeg underviste på SOSU-uddannelsen. Her var majoriteten danske kvinder med etnisk og muslimsk baggrund. De kæmper med social ulighed, er i voldelige relationer. De har så meget at tage sig af, og alligevel går de og løfter en af samfundets vigtigste opgaver. I den brune kamp er der ikke plads til klassekamp. Jeg forstår ikke, hvor den nuance bliver af – jeg forstår det ikke,” lød det fra Geeti Amiri, der undskyldte sin banden, men var så harm over, at der ikke tages fat om den sociale ulighed.

”Da man gik på barrikaderne for fri abort, gjorde man det først og fremmest for de kvinder, som ikke havde råd til at gå til en illegal klinik, og det var især for underklassens kvinder. Den historiebevidsthed har vi glemt, når vi kommer til brune kvinder, så er det som om, at hende, der sidder på krisecentret, og hende, der er direktør for Microsoft, er lige undertrykte eller lige frigjorte.” Et udsagn, der blev fulgt af klapsalver fra salen og afrundede før pausen.

Mangel på repræsentation

Rushy Rashid åbnede efter pausen med at spørge: ”Hvordan navigerer I i et samfund, hvor der måske mangler en del repræsentation på alle niveauer?”  

Natasha Al-Hariri fortalte, at hun altid har følt sig hjemløs. ”Jeg har aldrig været brun nok, hvid nok. Jeg har bildt mig selv ind, at det var ok, men vi har altid brug for at høre til. Den erkendelse er vigtig. Jeg er dansk og det kan du ikke tage fra mig. Men hvad er dansk kultur overhovedet for noget? Vi er både arabiske, kurdiske, libanesiske og den pointe er vigtig”.

Natasha Al-Hariri henviste også til en af radiovært, model m.m. Ayşe Dudu Tepes’ kommentarer, der har rørt hende meget. Ayşe Dudu Tepes pointerer, at ”alle os, der er vokset op i en blandet kultur, har brug for alvorlig terapi”. ”Det er virkelig rigtigt på alle måder. Grundfølelsen af ikke at høre til nogen steder er rigtig usund,” lød det fra Natasha Al-Hariri.

Kulturel skizofreni og klamme billeder

Lina Hashim forsatte med at beskrive termen kulturel skizofreni, der “hænger sammen med at være født rodløs og hænge mellem to eller flere kulturer eller steder. Man pendler mellem begge steder for at finde et leje, man kan være i, men den mekanisme afføder nogle andre problematikker, der betyder, at man følger en strøm uden egentligt at vide, hvem man er, så ens egen identitet kommer til at hænge sammen med, hvordan man bliver mødt i mediebilledet, i kunsten, i historien.”

Denne rodløshed og mangel på respektfuldhed og misrepræsentation i medierne kunne Helin Erdem genkende, eksempelvis DRs Tv-avisen.

”Danmarks Radio skylder os fandme meget for alle de klamme billeder, de har udsendt af passive altanborgere, kurdere, tyrkere, arabere. Som om det eneste, vi kan, er at sidde på en altan med vores parabol. Jeg tror, de billeder, mediebranchen sender ud, kan påvirke billeder af os selv og gøre os til det, vi er.”

Nye narrativer

Identitet, kultur og samfundsrelaterede tilhørsforhold er uløseligt forbundet med den repræsentation, det omgivne samfund og medierne tilbyder. Derfor er det også afgørende for en fremtidig strukturel forandring, at der skabes nye narrativer og repræsentationsmuligheder. Rashid Rushy spørger derfor, hvad der skal til for at tage kontrollen tilbage over det narrativ, man vil dele med verden. Og om der er fri mulighed for at kunne definere sig selv.

Lina Hashim spørger retorisk tilbage: “Har vi virkeligt et frit valg? Nej, det har man i hvert fald ikke, hvis du spørger mig? Jeg skal ikke kategorisere, men jeg har ikke haft mulighed for frit at kunne definere mig. Der er altid en facitliste til at kategorisere i samfundet, og så handler det om at finde sig selv i den kategori. Der er forskellige mekanismer for, hvordan man tager kontrol. Jeg er min egen krop og det har været en gave, at jeg har haft den selvtillid og mulighed for at sige og gøre, hvad jeg vil. Det kan diskuteres, om det er en frihed. Det er en kostbar frihed. Vi bliver set på som kolonialt eje. Jeg kæmper for at få min plads på kunstscenen. Det er ikke lige sådan at komme ind. Muslimske kvinder finder ikke vej til udstillinger om stærke pionerer. Jeg finder ikke plads på de udstillinger.”

Geeti Amiri fastslog, at “det er fint, at DR har fået en mørk vært eller to, men for mig handler repræsentation også om repræsentation af klasse. Det må vi snakke om. Kan vi kun tåle én type brun på skærmen? Hvis repræsentation kun dækker den øvre middelklasses idealer og værdier, er det ikke repræsentation”.

Kan glasloftet smadres?

Rushy Rashid modererede samtalen med sikker hånd og pegede den nu i retning af paneldeltagernes refleksioner over, hvordan deres historier, baggrund og styrker har bidraget til at smadre de glaslofter, der er på deres respektive felter.

Natasha Al-Hariri fortalte, at hun blev ansat som 30-årig og aldrig før havde haft et lederjob. En af de bundne opgaver var at lave en mangfoldighedsstrategi. ”Jeg lavede en strategi med mig selv som eksempel. Man kan som kvinde, med små børn og muslim godt stille sig forrest og bestride en lederstilling”.

Det er dog stadigt et fåtal, der får disse jobs, som Natasha Al-Hariri selv sagde, er hun så vidt vides den eneste brune leder i NGO-branchen lige nu.

Gode råd

Rushy Rashid afrunder debatten med en opfordring til, at panelet giver et godt råd til tilskuerne om, hvor kan de gøre en forskel?

Geeti Amiri tog mikrofonen: ”Vi har råbt op i en menneskealder, min stemme er ved at være hæs. Synes du Rushy – vi skal komme med flere råd? Jeg har ikke tal på, hvor mange gange min hjerne er blevet plukket af hvide, magtfulde, privilegieblinde ledere, der har siddet og syntes, at hvis de bare tog en kop kaffe med mig for at kunne blive klar over, hvordan de kunne få lidt diversitet ind i virksomheden, og så ikke har gjort en skid. Der er ikke brug for flere råd, der er brug for en forandring, der skal komme af skammen over, at vi siden 60’erne har haft folk til at komme her og løfte samfundet”.

Lina Hashim supplerede med at pege på kunst og forskning. “Der er rigtig mange mænd og kvinder med viden om, hvordan samfundet kan blive bedre. Hvad har historien fortalt os, hvad kan den fortælle os. Se lidt mere kunst. Vi kunstnere har noget at fortælle, både som vi brænder for, men også som brænder derude”.  

Scenekunsten som katalysator for samfundet

Helin Erdem fortæller, at DR vil have flere etniske medarbejdere. “De har brug for sådan nogle som os. Det var svært at sluge, at jeg var en brik i et puslespil. Men også at forstå, at jeg kan være med i en forandring og være med til at skabe mere diversitet”.

De fire paneldeltageres personlige investering i emnet og benhårde faglige refleksioner gav debatten luft med vægtige samtaler og seriøse bud på samfundsændrende tiltag. Debatten var samtidig i den grad med til at understrege scenekunstens evne som katalysator for at sætte samfundsforhold til debat. Der er ingen tvivl om, at det koster kræfter at være i front, og at det fordrer helt andre kræfter, når ens egen identitet trækkes med ind i udviklingen, som Natasha Al-Hariri afrundende pointerer:  

”Under Black Lives Matter var der mange fra vores kontor, der havde været med til demoen, og de kom mandag og var helt opløftede på energi. Dem af os, der var personligt påvirkede af det, som skete, var udtømte for energi. Men havde en følelse af, at ”Jeg er på spil”.

LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af Den anden arabiske kvinde

Denne artikel er udgivet i et mediesamarbejde med Blaagaard Teater med fuld redaktionel frihed for ISCENE.