★★★★★☆ Giant Steps – festlig og farverig hyldest til et musikalsk, koreografisk geni

Den Kongelige Ballet præsenterer premieren på Giant Steps med program af den kendte koreograf Jerome Robbins (1918-1998), der som prisvindende huskoreograf for New York City Ballet producerede mere end 60 balletter. Aftenens program er både osende jazz, kold minimalisme og poetiske fortællinger iscenesat af Robbins’ arvtagere, tidligere solodansere ved American Ballet Theatre og New York City Ballet.

Giant Steps viser tre vigtige og samtidig meget forskellige pejlemærker for Robbins’ talent. Der er den Broadway-inspirerede Fancy Free (1944) med musik af Leonard Bernstein om tre sømænd, der fester i New Yorks gader, det minimalistiske værk Glass Pieces (1983), der buldrer afsted i hæsblæsende fremdrift til musik af Philip Glass og den poetiske De fire årstider (1979) med musik af Giuseppe Verdi. 

Med Fancy Free byggede Robbins for første gang bro mellem Broadway-dans og klassisk ballet. Man kan næsten lugte fortidens cigaretter, når den raspende jazzede radiolyd siver som røgringe ud i rummet og afslører en bar med tre stole og Morten Eggert som troværdig krigstidsbartender. Scenografien i avantgarde rød-lilla farveskala, skæve vinkler og højhuse på bagtæppet er skabt af Oliver Smith efter Robbins’ oprindelige idé.

Smoking cool

Sømændene viser deres kammeratskab med synkrondrinks, tyggegummipapirkast, energiske fælles jazzede hop, klap og humoristisk mime. Pigerne svinger nonchalant med dametaskerne, og høje hæle er ingen hindring for klassiske balletpiruetter og løft blandet med cool tilbagelænede poses med knækkede håndled og usynlige cigaretter osende af jazz. Robert La Fosse (ABT) og Tim Matiakis har iscenesat en både stram og tilbagelænet ”night out” for stærke dansere med overskudsagtig teknik og timing.

Tobias Praetorius excellerer i energiske, bomsikre piruetter og høje spring, mens Jón Axel Franssons valsede solo kæler for hvert et trin. Sebastian Pico Haynes’ solo er oprindelig skabt til Robbins selv og oser af sydamerikansk sensualitet, sprudlende piruetter og vibrerende jazzhænder. West Side Story kan allerede høres i Bernsteins tidlige små symfoniske stykker, der leveres med Det Kongelige Kapels overskud i såvel fuldfed orkester-brassklang som i slankt dialogisk gruppespil.

Glasklar præcision

Lidt mindre konsistens var der i Glass Pieces iscenesat af Amar Ramasar (NYCB) assisteret af Petrusjka Broholm. Orkesterets minimalistiske strømme af gentagne loops tryllebinder med rytmisk komplekse forskydninger. Musikken sættes i gang af en gentagende orgelmelodi, hvorefter Kapellet overtager og fastholder den repetitive struktur. Balletkorpset illuderer indledningsvist pendlere med målrettede skridt over scenen. 

Par i sølv, fersken og mintgrøn springer ind på skift og lander på to ben midt i menneskestrømmene, som faldt de ned fra det ydre rum. Pludselige stop fastholdes effektfuldt, inden pulsen fortsætter. I andensatsen skridter en lang række kvinder sidelæns ind som skygger foran et blåternet diagram i Ronald Bates lysdesign. De repeterende bevægelser ligner et fascinerende rullende fortov til strygernes melodiske loops som samtidig akkompagnerer et solistpar forenet med en klangfuld soloklarinet.

I den sidste brusende finale fyldes scenen af mænd i en art rituel dans, og kvinderne slutter sig til i  farvestrålende, korte nederdele og toppe i Ben Bensons livsbekræftende kostumedesign. Kompleksiteten af det musikalske tog, der nådesløst buldrer afsted og et balletkorps, hvor mange er et my bagefter, giver en fornemmelse af polyrytmer. Det kan skyldes, at man danser på øret til denne krystalklare egyptisk inspirerede sats, og bevægelserne følges ikke helt til dørs.

Poetiske årstider

Maria Calegari og Bart Cook (NYBC) assisteret af Rose Gad og Ask la Cour har iscenesat det sidste værk til toner af Verdis små operavignetter. Den ene årstid efter den anden føres malerisk an af hver deres allegori med høj hovedbeklædning og svævende tyl. Med sanselige kostumer udsender Richard Hudson både kulde og varme sammen med Jennifer Tiptons magiske lysdesign. Vinterens ballerinaer er humoristiske i deres isblå tutu’er, sitrende af kulde, mens de søger varme hos hinanden.

De fordrives snart af lysegrønt forår i neoklassiske bevægelser til klarinetsolo. Emma Riis-Kofoed leverer en forårsfrisk solo med musikalitet og præcision. Sommeren lyser scenen op med gul-orange kostumer og karavanelignende kædedans til en varm soloobo og poserende arme over hovedet, som var de egyptiske gudinder. En frisk strygermelodi ledsager Stephanie Chen Gundorphs magiske evne til ekspandere rummet, og Samuel Zaldivar er en velspringennde faun i ekvilibristisk russisk stil. 

Krævende musikalsk verdensarv

Ryan Tomash og Wilma Giglio sætter punktum for aftenens sidste, meget ekspressive del med en virtuos sidste sats og runder aftenen festligt af. Valget af værker giver mening som eksempler på den imponerende spændvidde, Jerome Robbins stod for gennem hele sit virke. Det er samtidig et kig ind i en musikalsk storhedstid, hvad angår frugtbare samarbejder mellem komponister med sans for dans og koreografer med sans for musik. 

I Robbins’ værker er der stadig en klar historie, men med referencer til samtiden og helt almindelige mennesker. Datidens publikum kunne pludselig se sig selv i klassisk ballet med Robbins’ nye miks af kendt dans og genkendelige karakterer koblet til klassisk ballet. Det kan vi måske ikke længere, men vi kan høste inspirationen og lære af musikaliteten. Det er krævende, og Den Kongelige Ballet har med aftenens præstation vist, at de som sublime eventyrfortællere også mestrer den amerikanske arv.