★★★★☆☆ Mit barndomsalfabet – personlige fortællinger i altopslugende mørke

Draumværks Mit barndomsalfabet – 29 fortællinger i mørke er en fysisk fremførelse af korte brudstykker fra performer Lotus Lykke Skovs barndomserindringer. En tankevækkende sanseoplevelse, der dog med fordel kunne have været endnu skarpere på sin målgruppe.

Jeg står i et fuldkomment mørke. Alt er sort omkring mig, men jeg er ikke alene. Jeg holder to menneskers hænder i mine. Den ene er en anelse højere end mig, mens den anden er noget lavere. Jeg kan fornemme det, men ikke se det i det begsorte lokale, som performer Lotus Lykke Skov har ledt os ind i.

Gennem strømpesokkerne kan jeg mærke det tykke, bløde tæppe, der dækker gulvet under os. Og i de korte sekvenser, hvor små skæret fra små lysdioder dukker op, kan jeg se, at Lotus Lykke Skov befinder sig i midten af den cirkel, vi som publikum er blevet stillet op i.

Et venligt mørke

I foyeren, før forestillingen begynder, introduceres vi til konceptet og tilbydes en vej ud, hvis vi ønsker at forlade mørket i lokalet. Men at vi skal vide, at det er “et venligt mørke”, understreges flere gange. Vi får diverse guidelines til, hvordan vi skal lege med i forestillingen – og advares om, at der vil være både lysglimt, lyde, dufte og smagsoplevelser undervejs. Introduktionen bliver næsten for omstændig. Hvis forestillingen havde været henvendt til børn, ville det måske give mening, men den er rettet mod voksne og unge på minimum 16 år, hvilket performeren måske indimellem glemmer.

Nænsomt guides publikum omkring i det kulsorte lokale. Vi sidder på små skamler med blød polstring, vi står i en cirkel – to og to, ryg mod ryg – eller vi ligger på det bløde tæppe og stirrer ud i mørket. Somme tider skal vi være med, sige lyde, lave bevægelser eller nynne. Og selvom det er en fin idé at sikre sig, at publikum hele tiden er med i mørket, så bliver det også en anelse distraherende at skulle sige lyde og på samme tid lytte til fortællingen.

Barndomsalfabet med personlige minder

Mit barndomsalfabet er både en meget personlig fortælling og en alternativ teateroplevelse, hvor publikums syn er sekundært og de øvrige sanser skærpes. I alfabetisk rækkefølge fra A til Å deler Lotus Lykke Skov nedslag i sin barndom. B som bryllup, da moderen gifter sig med en ny mand, R for renselse og Ø for øvelse.

Med små glimt af lys og forskellige rekvisitter, som fx en farverig kimono og en bog med lys i, giver Lotus Lykke Skov os et indblik i en tumultarisk barndom med intet mindre end fem navneskift inden for hendes første ti leveår. Kontrasten mellem faderens hippieliv og moderens nyfundne religiøsitet, men også varme minder om morfar og mormor, om yndlingsdukken og om søndage med Bamses billedbog i sort-hvid på et lille tv placeret inde i karlekammerskabet.

Der er konkrete fortællinger, minder om specifikke følelser og erindringer om alt det – godt som skidt – der samlet set har formet et voksent menneske. “Tak fordi, jeg måtte vise jer mit mørke,” siger Lotus Lykke Skov til slut, før vi igen bevæger os ud i dagslyset. Og selvom Mit barndomsalfabet måske nok kunne have været skåret endnu skarpere – ikke mindst i forhold til målgruppen – så er det en fornøjelse, at denne type sanselige teateroplevelser også skabes for voksne.