Mikkel Harder, leder af Udviklingsplatformen for Scenekunst, skrev for nylig en kommentar i ISCENE om udfordringerne ved at være selvproducerende scenekunstner. ISCENE har spurgt nogle af de selvproducerende aktører om, hvilke ønsker de har til et mere bæredygtigt arbejdsliv.
Koreograf Sarah Louise Kristiansen er uddannet i Norge og London og fandt sin vej ind i det danske scenekunstmiljø gennem et deltidsjob i Dansekapellet, da hun kom retur til Danmark for fem år siden. Hun etablerede sig samtidig med en enkeltmandsforretning og kan derfor søge midler uden at blive personligt beskattet. Hun oplever at bruge meget tid på dobbeltarbejde forbundet til producentrollen og adresserer især de lange processer, hvor man skal producere samtidig med, at man fundraiser næste års projekt.
Dansk-slovenske Lara Ostan kom til Danmark for 8 år siden og er uddannet koreograf fra Den Danske Scenekunstskole. Hun har etableret teaterforeningen KOMMA Performance Productions, hvor de pt. 16 medlemmer har forskellige projekter, men slår deres midler til administration sammen.
”Det er stejle læringskurver efter skolen, når man skal blive god til både at skrive ansøgninger, styre økonomi og administrere. Det er ikke rigtig et valg, om man vil gøre det selv, for man vil helst lægge de få penge, der er, i kunsten,” forklarer hun.
Det administrative arbejde kommer let til at fylde både to og tre gange så meget som det kunstneriske, og det er hverken kunstnere eller støttegivere ifølge hende særlig bevidste om.
Professionalisering gennem viden
I Lara Ostans perspektiv handler det også om at skabe en infrastruktur, hvor viden ikke går tabt.
”Det er ret tilfældigt, hvilke oplysninger man får. Min generation kender til hele problematikken om at søge på CVR kontra CPR. Men hvad med næste generation,” spørger hun retorisk og nævner som et mere pudsigt eksempel, at hvis en teaterforening ikke vil beskattes, skal formuleringen ”projekter med dramaturgisk indhold” stå i foreningens vedtægter.
Producent på Udviklingsplatformen for Scenekunst (UP) Liva Lopez ser ligeledes en udfordring i, at det er individuelt, hvilken viden kunstnerne samler op. UP forsøger at skabe den infrastruktur, Lara Ostan efterlyser, gennem forskellige mentor- og rådgivningsprogrammer og med den digitale UPGRADE vidensbank, der indeholder cases, skabeloner, webinarer og best practices inden for en række discipliner som administration, fundraising, kommunikation og turnévirksomhed.
”Vi arbejder fra forskellige vinkler med, hvordan man kan balancere den kunstneriske integritet med at få styr på at være en forretning. Det er en svær balance. Meget ofte får man ikke penge nok til at kunne ansætte producenter, og så gør kunstnerne det selv. Det kræver professionalisering af arbejdet, og her kan UP hjælpe med inspiration og værktøjer,” fortæller Liva Lopez.
Hun peger også på, at det handler om at formidle de gode fortællinger og erfaringer med at krydse felter. Netop nu planlægger hun oplæg med aktører, der arbejder både kunstnerisk og kommercielt, og på den måde skaber et økonomisk bæredygtigt arbejdsliv. Oplæggene vil indgå på Producers platform #9, der afholdes på DYNAMO Cirkus Festival i juni.
Ingen skal varetage 10 jobs
Laura Ostan er glad og taknemlig for det mentorprogram, hun netop har deltaget i på UP. Men hun udfordrer diskursen om, at det er kunstneren, der skal lære mere.
”Det er fedt for mig at lære produktions- og administrationssproget, men i bund og grund er det jo ikke det, jeg skal lave. Jeg kan ikke varetage mere arbejde og slet ikke gratis. Jeg har ikke et klart bud på en anden struktur, men udfordringen med de mange funktioner er et systemisk problem og kan ikke løses individuelt. Det gør ikke mit arbejdsliv mere bæredygtigt. Ingen skal varetage 10 jobs,” siger hun og uddyber:
”UP’s programmer er gode, men narrativet om den prekære, stressfyldte virkelighed skal ændres, så blikket for eksempel flyttes over i lobbyarbejde for at ændre det strukturelle niveau”.
Sarah Louise Kristiansen siger samstemmende, at hun, selvom hun egentlig er enig med Mikkel Harder, ikke tror, løsningen er flere værktøjer:
”En kunstnerisk proces er ikke lineær og mine kompetencer som koreograf er meget specifikke. Når jeg så også bliver presset ud i producentarbejde, mister jeg min identitet som kunstner,” siger hun og pointerer til slut, at ”der er ikke nok endagskurser, der kan hjælpe mig til at blive en sindssyg god pressemedarbejder eller fjerne tyngden af producentarbejde. Det særlige i at være kunstner kan ikke bare overføres til andre arbejdsområder. Jeg kan ikke lave kunst, der udfordrer, gør indtryk og siger noget om verden, hvis jeg ikke også samtidig har mulighed for at udfordre de omkringliggende strukturer, der ikke fungerer”.
Hårde grundbetingelser for bæredygtigt arbejdsliv
Som kommentar til denne artikel siger leder af UP, Mikkel Harder:
“De penge, der stilles til rådighed for skabende kunstnere, rækker for det meste ikke ret langt. Derfor tvinges de fleste i perioder af livet til at skulle multitaske for at kunne gennemføre deres projekter. Og det er der, Udviklingsplatformen tilbyder værktøjer, kurser og andre forløb, der kan gøre det lettere for kunstnerne at klare mere selv, hvis de ikke kan betale sig fra det. I vores nabolande har man på nogle områder bedre støttefaciliteter, men feltet af frie scenekunstnere har gennemgående virkeligt hårde grundbetingelser, og det er som om, inflation og nedskæringer år for år gør det lidt sværere at få enderne til at mødes. Det er synd, for der er mange fantastiske kunstnere i Danmark, som virkelig kan skabe unikke oplevelser for publikum.”
Denne artikel er udgivet i et mediesamarbejde med Udviklingsplatformen for Scenekunst med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
