★★★★☆☆ Ikke noget pis – sandhed, show og charme med ældre mænd

Det Kongelige Teater tager endnu en morsom runde i manegen med manden, som Kamilla Wargo Brekling og de fem veloplagte herrer på scenen ser ham. Det kunne være endt ganske cringe, men holder flot flyvehøjde.

“Jeg står her. Det er min plads. Lige om lidt flytter jeg mig.
Jeg har ret til at stå her. Det er MIN plads.
Nu sker det. Nu flytter jeg mig.”

I tre sekvenser fanger Henrik Prip den overordnede følelse i Ikke noget pis. De fem mænd er omkring de 60. De ved, hvem de er. Og så alligevel ikke. Verden har flyttet sig. Og hvor skal man så gå hen? Eller skal man måske hellere insistere på sin plads og sine særheder. Er der stadig plads til at drømme?

Nye tider

For 15 år siden lavede samme hold Pis, og konceptet er det samme. Små brudstykker af tekst. Nogle lyriske, andre næsten blot en punchline pusles sammen til en mosaik af manderoller – eller halvdelen af tiden menneskeroller. I et samfund som det danske er der ikke ligestilling mellem kønnene, men erfaringsverdenen er på mange stræk genkendelig.

Den manglende retningssans formidles også smukt af Rasmus Botoft, der blinker og pludselig har tabt tråden og troen på sig selv, og i en anden scene fortvivlet savner sønnen, der er flyttet hjemmefra, mens Janus Nabil Bakrawi slår krølle på sig selv af lykke, da den voksne datter ringer. Peter Oliver Hansen begræder sin mave og mandepatter, mens Lars Mikkelsen har indført en tre sekunders-regel. Det er den maksimale tid, han kan kigge på en kvinde, uden at glo. Det lykkes ikke helt.

Minimælken flyder over

Mest er de sjove. Rappe i replikken. Smuttende med øjnene. Skævt smilende. Snart elektrisk energiske, snart overdramatisk haltende i Kamilla Wargo Breklings stramt koreograferede iscenesættelse, der kulminerer i de to shownumre: Manden som James Bond og manden som musical-star. Men også i momenter skrøbeligt søgende, akavet opbakkende og frådende selvretfærdige.

Lars Mikkelsen kan få en præference for minimælk til at eskalere eksponentielt til længsel mod hærværk og skilsmissekatastrofer, men kan også forvandle angst til arrogance, når han med sandhed holder andre fra livet. Rasmus Botoft kan ikke mindre grasserende vanvittig eksplodere i klimaskam, mens Henrik Prip smelter fuldkommen ned over sprogets idelige brug af ordet ”mand”. Der må et nyt sprog til.

Ikke så meget pis

Sproget og problematikkerne i Ikke noget pis er ikke nye i sig selv, men det lykkes holdet at give dem en ny friskhed, så selv de tykkeste kønsklicheer fremstår spiselige. Det skyldes især de fem knalddygtige spillere, der kan tegne en karakter i to replikker og få den til at peake i den femte. De er simpelthen bare gode sammen og spillet flyder dynamisk i et godt mix, hvor monologerne brydes af shownumrene og ping-pong-samtaler på række.

Der er ikke så meget pis med denne forestilling, Den er, hvad den er. Og det er alt nok. Den kunne have været strammet en smule, alle scener har ikke samme intensitet, absurde vanvid eller rørende, forkrampede oplevelse af, at tiden rinder ud. Men den lyser af charme og får taget et greb på både køn og alder, hvor herrerne tager pis på sig selv, mens de samtidig tager sig selv alvorligt midt i latteren. Det kunne være blevet umådeligt cringe, men holder flot flyvehøjde.

Mod slut går de bort på John Kørners smukke bagtæppe. Mod eventyret. Mod livet.