★★★☆☆☆ HEX – tværæstetisk heksegryde koger over med idéer

Liv Helm, Olga Ravn og Jeanett Albeck tager i HEX på Det Kongelige Teater livtag med hekseafbrændingernes underbelyste kapitel i danmarkshistorien. Melankolsk musik, historiske begivenheder og poetiske, visuelle tableauer puttes i heksegryden og ud af den boblende røg opstår et lidt overmættet sammenkog af udtryk og stemninger. 

HEX er baseret på historiske fakta om en række trolddomsprocesser i Nakkebølle og Aalborg i slutningen af 1500-tallet og starten af 1600-tallet. Historien sammenfletter seks danske trolddomsanklagede kvinders fortælling i en blanding af live-musik, sange, butoh-dans og videoprojektioner. Der er med andre ord smæk på udtryksformerne. 

Olga Ravns lyriske tekst er baseret på historiske og folkelige kilder og udfolder et lidt langstrakt handlingsforløb om de seks kvinders mistanke, anklage, rettergang og straf. Historien får krop og stemme af et dygtigt hold skuespillere, som på skift indtager de forskellige roller. Valget af en beskrivende, distancerende spillestil gør dog kvindernes tunge skæbner svære at mærke. Men der opstår enkelte rørende glimt, når en mor tappert smiler til sin datter, selvom hun uforvarende har vidnet mod hende. Eller når den upersonlige formidling af torturens gru skaber en rislende fornemmelse for den absurde normalitet i heksejagtens uhyrligheder.

Smuk, musikalsk magi

Kvindernes historie flettes sammen med sange inspireret af gamle folkesagn og opskrifter, som fremføres kraftfuldt af alle de medvirkende. Den folkloristisk klingende musik spilles live på scenen af Jeanett Albeck, en cellist og en percussionist og tilføjer den historiske handling et velfungerende mytologisk element. Vi trækkes gennem musikken ud af det objektive og ind i det drømmende og magiske. 

Det overnaturlige og rituelle understøttes af Freya Sif Hestnes’ videodesign, hvor farvede olier, lightere, læbestifter og en kvindemund, der tygger på et vingummibarn, møder blod, røg og væsker. Videoerne skaber en sælsom fornemmelse for den folkelige overtro. Men det surrealistiske, visuelle univers står i en lidt for stærk kontrast til den tragiske fornemmelse for langsom, pinefuld forandring, som skabes af de medvirkendes langsomme bevægelser og brugen af tematiske gentagelser. 

Bratte stemningsskift

Det melankolske og udstrakte brydes også af mere humoristiske elementer. Og her bliver sammenblandingen af udtryk for alvor rodet. Jeanett Albeck indtager løbende scenen iført plyssede, lilla gedebukkebukser, højt hofhår med snoede eventyrhorn og en stram, hullet crop-top. Med skælmsk fortællerstemme fremfører hun komisk selvmodsigende grunde til, at kvinder er blevet anklaget for trolddom eller en liste over hvilke udgifter, der er forbundet med at brænde en kvinde på bålet. 

Gedebukken med bart maveskind og kavalergang bliver på den ene side en satire over tidens forestilling om den fordærvelige og forførende kvinde i ledtog med djævelen. Men på den anden side bliver den også et lidt forstyrrende element i det melankolske, skæbnesvangre univers.

Og når Christian IV i flere scener render rundt i underbukser og leger kuk-kuk, er det en sjov udstilling af, hvordan magthaveren dyrker sine indfald, imens de kloge koner brændes i fornuftens og oplysningens navn. Men det bryder indlevelsen i kvindernes frygt, overlevelsestrang og fællesskab. 

Gryden lidt for fuld

HEX emmer af smukke billeder, rammende symbolik og musikalsk harmoni. Med et usædvanligt stærkt hold af kvinder både på og bag scenen er det intet under, at heksegryden er ved at boble over at kunstneriske idéer.

Men på trods af, at de mange elementer er interessante hver for sig, mødes de aldrig rigtigt i et samlet koncept. Det er simpelthen svært at finde ud af, hvornår man skal oplyses, røres, udfordres og underholdes. HEX fortjener dog anerkendelse for sin legesyghed og for at sætte fokus på en interessant tid, hvis kvindebilleder fortsat lurer i tidsåndens skygge.