★★★★★☆ Vilde Kaniner & Underlige fisk – genfødte ord i overlegen laidback-stil

Vilde kaniner & Underlige fisk på Café Liva er egentlig ikke en cabaret, men en stramt monteret collage, der får os til at spidse ører og lytte til Peter A.G. Nielsens tekster, mens hele båden gynger med på trioens overlegne musikalske flow.

Lasse Schmidt, Jacob Morild og Jesper Asholt står sammen bag Peter A.G.-mosaikken Vilde kaniner & Underlige fisk. Samme trio leverer varen fra scenen, der er skåret helt til benet med tre stole og et par guitarer.

Herrerne er i ens sorte jeans, skjorte, gummisko og varierende grader af fuldskæg som tre fabulerende spejlbilleder af Peter A.G. selv. Det er nu ikke manden, men hans ord, der er i centrum i denne virkelig vellykkede fortolkning af et livsværk.

Det er teksterne, det handler om

Som ung i Aarhus i 80’erne kunne man ikke undgå en pæn sjat Gnags-koncerter, men selvom jeg derfor stadig kan huske teksterne fra dengang, er det ikke et band, jeg har båret med mig, og jeg har ingen anelse om, hvad Peter A.G. siden har lavet med eller uden bandet. Men Vilde kaniner & Underlige fisk får mig til at spidse ører og opdage teksterne på ny. Både de, der legende vrider og vender sproget, og dem, der allerede dengang sagde meget af det, vi går og taler om nu.

Det er teksterne, det handler om. De er ikke pakket ind i en historie, men får lov at tale for sig selv. Naturligvis kan hverken Jacob Morild eller Jesper Asholt dy sig for at udvikle tilløb til karakterer undervejs i de forskellige sange, men mimik og gestik spiller som fraseringer og arrangementer direkte ind i en rundtur i Peter A.G.’s mangfoldighedsanprisende univers.

Totalt sammenspillet trio

Konceptet er enkelt. Sangene bundtes et par stykker ad gangen. Af og til looper de ind og ud af hinanden. Enkelte talesynges, nogle bliver duetter. Enkelte arrangementer ligger tæt op ad originalen, andre noget længere fra. Musikken flyder i en næsten ubrudt kæde, så vi når et forbløffende antal titler igennem i to tætte sæt, der holder intensiteten fra start til slut.

Mr. Swing King udføres med Peter A.G.-agtig fjolledans, siden bliver de alle skæve af en stråhat. Jesper Asholt er først burhøne og får siden lange ører på til Funky som en hund og Går med hunden gennem byen.

De mere tossede indslag, som har resonans i mange af teksternes tendens til volapytisk ordleg, afbalanceres elegant af Morilds sardoniske versioneringer af fx Burhøns og af Asholts fragile sans for melankoli. De formår undervejs at lyde både som Røde Mor, John Mogensen og en snert af Johnny Madsen, men mest af alt klinger de bare uhyre godt sammen med deres meget forskellige registre og personaer, der her med laidback overskud forenes med Lasse Schmidts stilsikre guitar i en totalt sammenspillet trio.

Lad tårerne strømme, isbjerge smelte

De kan kalde kærligheden frem med blød skrøbelighed i Kærester for at slå over i ravende galskab i Fuldmånevanvid. Morild rammer hjertet, når han lader ”tårerne strømme, isbjerge smelte,” før Asholts rørende stemme tager os endog længere ind i mørket. På den anden side findes fællesskabet i en cool udgave af Når jeg bliver gammel.  

Vi slingrer selvfølgelig også ned ad Vestergade, tager på Safari og går på vores fødder, inden det kulminerer med signatursangen Rytmehans.

Er vi i live eller hva?

Det tror jeg nok, vi er, ovenpå denne smukke, swingende, charmerende hyldest til en sangskriver, der samtidig bliver en fortælling om en danskhed, der engang var, i tekster, der med oprigtig undren stiller spørgsmål og skaber stemninger, som atter er aktuelle i et samfund, der har taget en helt anden drejning, end vi kunne forestille os i 1980’erne.