Odense Sommerrevy 2023 stiller i stærk, ny formation og har med Tom Jensen som instruktør fundet en mild ro, der klæder revyen rigtig godt. Odense har et af landets stærkeste hold og byder denne gang også på et godt bud på årets revynummer.
“Hvad er det, der sker lige nu?
Hvor er det, vi er lige nu?”
Første del af Odense Sommerrevy 2023 kulminerer med blandt andet disse eksistentielt fortvivlede linjer i Vase & Fuglsangs geniale rap om Venstres sammenbrud. Fremragende koreograferet, forrygende udført af hele holdet. Når venstremænd græder er en selvskreven kandidat til årets revynummer.
Melankolsk dybde
Sat i Kirsten Brinks elegante, grafisk stramme og Mondrian-inspirerede scenografi af streger og farvefelter træder Odense Sommerrevy i år nye veje med en række udskiftninger både på og bag scenen. Mest markant har Tom Jensen overtaget instruktørjobbet, hvilket giver mindre vanvidsfarce, end vi har været vant til i Odense de senere år. Til gengæld får han flot facetterne frem i det atter drønstærke hold og tilfører revyen melankoliens dybde med flere rørende viser.
Først Vicki Berlin med stille, underkuet smerte i Gunvor Reynsbergs tindrende triste Så blå, så blå om vold i familien. Senere får Lars Arvad lov at folde sig ud som skuespiller i Leif Maiboms banale, men smukt vemodige Fejl 40 om at miste orienteringen midt i livet. Gribende, prunkløse bidrag til en revyvisetradition, der fortjener at blive fornyet på denne vis. Morten Wedendahl og hans orkester sørger også i år for et højt musikalsk niveau i skøn samklang med det uhyre velsyngende hold.
De vil slet ikke bruge fløjene!
I Odense får det lokale som altid god plads. Muligvis er der udfordringer med den nye letbane, men de “chatbots”, banen har udlånt til Sceneskift fungerer upåklageligt. De fire smådansende og medspillende sceneteknikere er simpelthen bare et cool overskudsgreb, der vækker behørig begejstring. Det gør naturligvis også Lars Arvads håndboldtræner. I ved, ham med de lange ”æh’er” og de markante holdninger. Denne gang har han forsøgt at coache regeringen, det ”pivringe” hold, der ikke vil bruge fløjene, men bare “spille ind over midten” med ham der Ellemann eller ”tolvtemand” eller hvad det nu er, han hedder.
Odense Universitetshospital – eller rettere byggepladsen, det stadig ligger på – får også et elskeligt fur i en fin vekselvirkning mellem shorties og en swingende trio i OUH af Vase & Fuglsang, der også har leveret et nyt kapitel om OB’s fanskare De strivte, der i år er På tvungen barsel. Revyens fire herrer leverer med tight dynamik i en tekst, der ikke helt er på højde med sidste års, men til gengæld ligesom samme Vase & Fuglsangs Skal vi lege morsomt ondulerer nye familieformer uden at begræde fortiden.
Jacob Morilds børnetv, Tid til forandring, er også en genganger, og Lars Arvads voksenvært Karsten bliver denne gang ristet af de to dukker i en sprogforbistrende dialog om klima. Det går jo ikke så godt med ”biouniversitetet” og al den ”altangas”, køerne lukker ud. Der er ikke så meget nyt under solen her, men teksten er spids og konceptet har sin egen insisterende form. Fra børn og fulde folk skal man høre sandheden. Det gælder dog ikke de snalrede personer i Henrik Lykkegaards Skål, der insisterer på at holde promillen oppe. Endnu et fint, musikalsk ensemblenummer.
Revyen er genfødt
Henrik Lykkegaard er klædeligt nøgternt-undrende som præst i Lars Bisgaard og Rasmus Søndergaards skægge greb på SoMe-kulturen, Begr@velse via chat. Vicki Berlin giver fuld hormonel overgangsaldergas i sin egen Forældredag med linjer som ”Nu kalder jeg bare en spade for en skede”. De to mødes i Leif Maiboms kostelige snapshotsatire på Lizette og Jon. Lone Rødbroe er distrætsjov som multiinstrumentalist, Thomas Mørks kropstiming klæder enhver sketch, Lars Arvad og Tom Jensen selv mestrer revyens forskellige udtryk til perfektion.
Det afsluttende medley hylder, i god tråd med resten af revyen, revyvisen. Det er godt tænkt, men det musikalske arrangement spiller simpelthen ikke. Det er for hårdt, for firkantet til at fange visernes undertoner. Det er synd, når man har et så velsyngende hold.
Odense Sommerrevy 2023 er underholdende og har med Tom Jensen fundet en mild ro, der klæder den rigtig godt. Satiren er stadig skarp, men spillerne får også lov at folde sig andre sider ud. Med flere tekster med bedre bid ville vi lande endnu højere, men revyen er genfødt og kan komme langt med den nye kurs.
Tekst og musik: Kristian Karottki, Henrik Lykkegaard, Morten Wedendahl, Thomas Mørk, Gunvor Reynberg, Jan Svarrer, Søren Anker Madsen, Vase & Fuglsang, Steen Andresen, Peter Vadmand, Lars Bisgaard, Rasmus Søndergaard, Leif Maibom, Jacob Morild, Jacob Weble, Vicki Berlin, Josef Aarskov, Rasmus Krogsgaard og Tom Jensen.
Instruktion: Tom Jensen. Scenografi: Kirsten Brink. Koreografi: Peter Friis. Kapelmester: Morten Wedendahl.
Medvirkende: Lone Rødbroe, Vicki Berlin, Henrik Lykkegaard, Thomas Mørk, Tom Jensen, Lars Arvad og musikerne Morten Wedendahl, Kristian Karottki, Andreas Hatholt og Morten Øberg.
Odense Sommerrevy 2023 spiller 4. maj – 10. juni 2023 på Engen i Fruens Bøge.