★★★★☆☆ Ragnarok – formidable artister og stemningsskabende musik

Traditionen tro spiller Det Kongelige Teater denne sommer årets store familieforestilling under åben himmel i Ulvedalene i Dyrehaven nord for København. Kim Fupz Aakeson står bag teksten til Ragnarok, der lidt tilfældigt mixer forskellige historier fra den nordiske mytologi, mens Heinrich Christensen har stået for iscenesættelsen, der i højere grad har fokus på wow-effekter end sammenhæng.

Wow-effekter er der da også masser af i Ragnarok – især båret frem af det visuelle og de fuldstændigt forrygende cirkusartister.

Astrid Lynge Ottosens spektakulære kostumedesigns funkler som stjerner i mørket, når de velplacerede spots i Ulrik Gads lysdesign rammer de blanke sølv- og guldglimtende materialer. Gjermund Andresens enkle, spejlblanke scenekonstruktion reflekterer såvel lyset som omgivelserne, der således forstærkes og forlænges i det uendelige. Også brugen af vand – både som overflade på scenen og i skarpe, højtrækkende stråler, der omkranser scenen som magiske lyseffekter – bidrager til at skabe storslåede scenebilleder forestillingen igennem.

En nydød i Valhal

I Ragnarok inviterer Kim Fupz Aakeson publikum med på en alternativ tur gennem mange af de velkendte historier fra den nordiske mytologi. For posen er blevet rystet, flere karakterer har fået nyt udtryk, og det hele er sat sammen på ny.

“En nydød” – mennesket Liv – ankommer til Asgård. Hvidklædt og iført hjelm og brynje og med en dødbringende pil stikkende ud af brystet er Fanny Louise Bernths Liv først forvirret og dernæst beæret over sin skæbne, der har ført hende til Odins borg Valhal, hvor kun de tapreste krigere ender efter deres død. Her møder hun guderne og kommer til at spille en vigtig rolle i skæbnefortællingen om verdens undergang, Ragnarok.

Heinrich Christensens iscenesættelse får fuld gas på alle tangenter fra første scene, da Liv – til lyden af buldrende trommer og et sejt rockende intronummer – overværer de sølvglitrende vikinger kæmpe til døden for igen at rejse sig og i al fordragelighed gå ud for at drikke øl sammen. Statister, cirkusartister og skuespillere udgør tilsammen et imponerende stort cast, som giver instruktøren et hav af muligheder. Overordnet set fungerer det, men der mangler sammenhæng mellem fortællingen og de imponerende artisterier.

Guldglitrende gudeparade

Som en anden paradeforestilling præsenteres de gyldenklædte guder for publikum en efter en, ledsaget af de to kvindelige musikere Myrkur og Maja Shinings smukt klingende sang i en norrønt-klingende ode til Odin.

Her er Jacob Moth-Poulsen som spradebassen Thor, der med heftige vandsprøjt omkring sig driver sine to enorme geder frem over scenen. Elisabeth Künkeles yndige Freja, der elegant hænger i sit hår fra hejseværket bag scenen. Troels Lybys muntertherskende Odin og Malin Rømer Brolin-Tani som hans bekymrende hustru Frigg.

Michiel Tange van Leeuwen på stylter er en usædvanligt høj Heimdal med gjallarhornet over skulderen, mens Joen Højerslev med smidige ord og Fridamy Roth med elegante krumspring på velfungerende vis udgør to sider af den listige Loke. Sidst, men ikke mindst, er der “guden over alle guder”, Stanley Bakar som den skønne Balder, der drømmer om sin egen, nært forestående død.

Kludetæppefortælling

En alliance opstår mellem mennesket Liv og guden Balder i Fupz Aakesons dramatisering. Men alle hendes mange forsøg på at forhindre hans død – og det deraf uundgåeligt følgende Ragnarok – fejler. Fupz Aakesons fortælling fremstår lidt som et kludetæppe, hvor de forskellige elementer ikke nødvendigvis passer godt sammen.

“Min død bryder bommen til skæbneporten,” erklærer Balder højdramatisk og i stærk kontrast til Odins noget mere muntre tilgang til drømmene. For der er en del lidt for skarpe kontraster i Fupz Aakesons tekst. Hvorfor er Moth-Poulsens Thor fx fremstillet som et tanketomt muskelbundt, der kun formulerer sig i korte sætninger, hvor han omtaler sig selv i tredje person? Det er måske nok lattervækkende, men også temmeligt stereotypt og overflødigt.

Især ideen om at tage mennesket Liv ud af eddadigtene og sætte hende sammen med guden Balder i stedet for det andet menneske Livtraser, som hun i digtet overlever Ragnarok sammen med, fremstår som en fiks idé. Men i det mindste gennemføres ideen hele vejen, da det i Det Kongelige Teaters Ragnarok er Liv, der får ideen om at tage alverden i ed om ikke at dræbe Balder. Det er Liv, der på Odins ottebenede hest – smukt skabt af et enormt flyvende hestehoved og fire hestebensklædte cirkusartister – rejser til dødsriget Helheim, hvor hun forsøger at få Meike Bahnsens skræmmende Hel til at lade hende få Balder tilbage fra de døde. Og det er Liv, der efter Ragnaroks fascinerende blodbadsscener tager Balder i hånden og går med ham mod lyset.

Vilde cirkuskoreografier

Ligeledes har Heinrich Christensen valgt at indsætte ekstra scener med Sunniva Byvards vilde cirkuskoreografier. Og man forstår godt hvorfor, for de medvirkende artister er ganske enkelt formidable, men det virker alligevel noget malplaceret, da Loke stopper en tilfældigt forbipasserende cirkusartist, der i øvrigt taler tysk, og beder hende klatre op af en høj stang for at hente den mistelten, der befinder sig øverst oppe. Den ene plante, som kan dræbe Balder og starte verdens undergang.

Ragnarok byder på storslåede scenebilleder og fuldstændigt forrygende cirkusartister, der får de mest halsbrækkende, kropsvridende bevægelser til at fremstå legende lette. Som når Sonja Breuk klædt i sølvskinnende heldragt med stjerneformet skørt dukker op over publikums hoveder på en tynd line som Modgunn, portvogteren til dødsriget.

Også Myrkurs iørefaldende, stemningsskabende musik med alt fra støjende rockguitar til melodisk violinmusik tilføjer et velfungerende musikalsk lag til iscenesættelsen, der til trods for, at der har været større fokus på wow-effekt end sammenhængende fortælling ender som en smuk og mindeværdig oplevelse under åben himmel.