Copenhagen Opera Festival har i år et særligt fokus på kvindelige komponister og nykomponerede operaværker, der tager fat i aktuelle samfundstematikker. Komponist Josefine Opsahl er premiereaktuel på festivalen med det nykomponerede operaværk Hjem. En forestilling, der sætter fokus på ensomhed og udspilles i et gammelt fængsel.
Komponist, kunstner og cellist Josefine Opsahl har tidligere modtaget både Sonnings Musikpris’ Talentpris og Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris for sine unikke kompositioner.
Særligt for Josefine Opsahls værker er brugen af elektroniske effekter, der får akustiske instrumenter og klange til at danne nye rum og udtryksformer. I Hjem har hun blandt andet komponeret en klangflade af lyden fra de tomme fængselsceller i det tidligere Vridsløselille Statsfængsel, hvor den opføres af en cellist, fire professionelle operasangere og et 40 personers stort amatørkor.
Alvorlig ensomhed
600.000 danskere i alderen 16 år og opefter oplever alvorlig ensomhed. Det konkluderer en landsdækkende undersøgelse fra 2020. I undersøgelsen pointeres det også, at ensomhed er en følelse og afhænger af den enkeltes sociale behov. Om folk føler sig ensomme handler derfor mere om kvaliteten af relationer end om antallet af relationer. Så når Hjem tager fat i ensomhed, er det altså et fokusområde, som alt for mange er berørt af.
”Jeg oplever ensomhed som ret tabuiseret. Når vi taler om ensomhed, er det altid ’de andre’, det drejer sig om. Men det harmonerer ikke med de mange, som fortæller, at de er berørt. Ensomhed handler også om os. I Hjem vil vi aktivere publikum, så de kan se deres egen ensomhed og reflektere over, hvordan ensomhed opleves af andre, så de fremadrettet kan handle på det,” fortæller Josefine Opsahl.
Fængslet – ensomhedens højborg
Forestillingen foregår i det tidligere fængsel og er skabt som et interaktivt værk, hvor de 40 publikummer, der er plads til hver aften, bevæger sig rundt i fængselsgangene og blander sig med operasolisterne og koret. Fængselsrammen spiller en afgørende rolle, forklarer Josefine Opsahl:
”Fængslet er ensomhedens højborg, der er implementeret i samfundet. Vi straffer mennesker ved at sætte dem ind i en ensomhedsramme. Dét, at bevæge sig rundt derinde, aktiverer i sig selv en følelse af ensomhed, og forhåbentlig kan forestillingen få os til at tænke over, hvordan det opleves at være isoleret fra fællesskabet. Følelsen her er situeret af bygningen og dens formål, men måske er dens natur ikke så langt fra den ensomhed, vi kender i vores respektive liv, og den følelse af isolation, ensomheden kan katalysere”.
Baseret på personlige beretninger
Librettoen, der er skrevet af Stine Rejnholdt, er baseret på personlige beretninger, hvor hverdagssprog er krydret med poesi. Der er fortællingen om en transkønnet, som føler sig udenfor grupper af ligesindede. En mand, der har svært ved nærhed med kvinder. Og en pige, der føler sig fremmedgjort af en mor, som ikke vil kendes ved hende.
”Vi forsøger at afspejle de eksistentielle og diverse aspekter, der findes i ensomhed,” forklarer Josefine Opsahl, som forsøger at nuancere følelsen ved også at pege på det smukke.
”Ensomhed kan være et kreativt brændstof, der giver adgang til andre måder at anskue livet på. For mange kunstnere er ensomhed jo netop dér, hvor man skaber sin kunst. Librettoen peger meget på det brutale og voldsomme i følelsen, det fremmedgørende i ensomheden, mens mine kompositioner også handler om ensomhedens positive aspekter: Det utroligt smukke i erkendelsen af ensomheden og dens almenmenneskelige karakter, der kan åbne for nye fællesskaber og en ny optimisme, der opstår, når vi tør være sårbare overfor hinanden og tale om det tabubelagte. Der er meget kærlighed i musikken. Mange skønne klange med en række små melodistykker, der skal komplementere librettoen.”
En form for raffineret urbrøl
Operaformatet og kunstartens stemmepotentiale er afgørende i forhold til at understøtte tematikken.
”Operastemmen er intimiderende i sin råhed, som en form for raffineret urbrøl. Den stemmekapacitet, som operasangere bruger, er den samme, som børn skriger med, når de bliver født. Det er en urmenneskelig lyd ligesom ensomhed er en urmenneskelig følelse. Derfor giver det så god mening at arbejde med opera i forhold til temaet,” fortæller Josefine Opsahl.
Hun er optaget af at undersøge brudfladerne og modsætningerne i musikken, stemmen og mødet med kunstnerne. Forestillingens fire professionelle sangere er derfor blevet udfordret på deres personlige teknik i ønsket om at fremme stemningerne i forestillingen. ”Jeg arbejder meget med sangernes grænseregister og deres private stemmeknæk for at få adgang til skriget,” fortæller Josefine Opsahl, der også inddrager åndedræt som en lydeffekt.
”Alt bliver noget andet, når man bliver forpustet eller hyperventilerer. Stemmelæberne laver klik, kramper, ligesom når du græder. Du har ikke kontrol over din stemme. Der så mange farver, der kommer frem i stemmen, når den ikke er underlagt kontrol. Scenekunsten får en hel anden plads i samfundet, når du rykker ved de grundlæggende grænser, og det er dér, jeg mener, kunsten skal hen,” lyder det som afrunding fra Josefine Opsahl.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Copenhagen Opera Festival med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
