PASSAGE Festival 2023 løb af stablen i Helsingør i sidste uge med tyvstart i omliggende byer, som traditionen byder. Traditionen hæger man ellers ikke så meget om på denne festival, der formår at genføde sig selv igen i år og med uendeligt hjerterum binder en heterogen buket af finurlig, fast forward, flabet, smertesprød og lattermild scenekunst i alskens genrer.
PASSAGE Festival ligner aldrig sig selv. Derimod løber festivalen tilsyneladende aldrig tør for ideer til at udforske offentlige rum på nye måder. Gader, pladser, haver simrer af liv, mens haller og skolelokaler gemmer på overraskende oplevelser. Inde veksler med ude, gags med eksistentiel afgrund, volapyk med kroppens sprog og gadens lyde.
Her vandrer en gåseparade, her et orkester, der kombinerer jazz med arabiske toner. Her kan publikum selv være med, når de holder linen stram for artisten højt over boligblokkens tage, eller når de agerer bryllupsfølge i den fortsatte fingerede filmoptagelse, der festivalen igennem skaber liv på havnefronten.
Traditioner på nye måder
Italienske Cordata F.O.R har slået deres open air cirkustelt op på en af byens kirkepladser og artisterne hænger mellem deres fem små forestillinger ud blandt publikum med espressoen og tungebåndet klar til en snak om bæredygtigt cirkusliv. Vejret var ikke på konceptets side hele tiden, men så snart solen tittede frem, samledes folk på plænen og nød oasen og engagementet.
I en lille baggård fandt vi spanske Compañía Ele og deres rørende dukketeater om at være gammel, men ikke have tabt sin agens og mojo. Den pudseløjerlige scenografi åbner sig med fine detaljer, når bedstemor med slaw i syr træningstøj til tonerne af I’m so exited og gammelfar slås mod de frække fugle. La Extraordinaria foldede dukketeatrets magi og dukkeførernes ekvilibrisme ud i en helt særlig og nænsom oplevelse.
Catalanske Escarlata Circus er på jagt efter latterens væsen i den poetisk-finurlige La grUtesca. Med hver sin ballon i snor bænker vi os i sirlig orden i deres lille telt og udstyres med høretelefoner. Her er ingen fortælling, men en collage af momenter, hvor vores stemmer og selvportrætter flettes med et veritabelt hurlumhejhus af pudsige rekvisitter og lydeffekter.
Latterorkan, fælles puls og syrebad i lyd
Danske Antoinette Helbings The Laughing Crowd går mere direkte og radikalt til værks på sin koreograferede rejse ind i latteren. I baggården bag værftsbygningerne møder vi de lattermilde performere, der med krop og stemmer skaber billeder fra det stille fnis til latterorkanen, fra den nedrige gnæggen til den hoverende, rungende dominans. De sprutter og flækker af latter, de vrider sig og fremkalder vores latter, men prikker også til følelser som usikkerhed og afsky i den af og til meget konfronterende spillestil.
Lørdag starter blidt og stadig mere lattermildt sammen med franske Jeanne Simones let-på-tå-dansende L’air de rien. Med havet og horisonten som baggrund bevæger vi os fra tai chiens langsomhed til det gakkedes turbosvæv i et legende syretrip af lyd. En fjernstyret bil, knaldperler og de omliggende butikkers dørklokker spiller alle ind i forestillingens lydunivers, hvor enhver flise, og alle lygtepæle kan aflokkes en tone, mens sagesløse forbipasserende hyldes i stadigt stærkere snurrende vimpler.
Franske Collectif La Méandres intense Bien Parado lukker med sin blanding af elektroniske rytmer og improvisationer over traditionel spansk dans festivalen af for mig. I en stor menneskeklump sidder vi på jorden, mens performeren maser sig igennem os med sit podie som murbrækker. Hun danser mod den mørknende himmel for snart efter atter at orme sig gennem os. Søgende øjenkontakt, lænende sig ind i os med sit insisterende blik som et råb om frihed gennem en fælles puls.
Vi læner os ind i energien, ind i natten. Høje på den dunkende rytme, fyldt op af scenekunst i alle genrer, der netop her og nu binder os sammen. Os, der kom for at suge alt ud af festivalen, og de, der iler forbi på vej til noget andet.
Fejende flot og poetisk drømmende akrobatik
Festivalen bød på mange gode akrobatiske forestillinger med franske Le Guichets vanvidsskønne Caillasse som mit højdepunkt. Med dødsforagtende hyperpræcision kastede de to fangeklædte artister sig i rasende fart omkring en seng på hjul, mens de pludrede, sludrede, gnæggede, nynnede, sang vemodigt og intimiderende inddrog store som små blandt publikum med lyncharmerende nonchalance og pudefjer i massevis. En fejring fra neden, et oprør mod både tyngdelov og konventioner, mens vi med åben mund og polypper næppe troede vores egne øjne og ører.
Fart over feltet var der også i belgiske Company Pol & Freddys De Cuyper vs De Cuyper, hvor jonglering er grundsubstansen i en kamp mellem primadonna-storebror og underdog-lillebror. Vi bliver delt på midten og hepper på hver sin, mens brødrenes kegler snart bruges i en boksering, snart på en væddeløbsbane.
Smukkest er naturligvis skøjtedisciplinen Frit program, hvor storebror udlever sine teatralske evner, der ellers mest bruges til at fingere voldsomme skader. Dommeren er naturligvis biased og fløjter jævnligt lillebror af banen. Sportsverdenens koder og brødrejalousi går op i en højere enhed med kompagniets eminente timing med både komik og kegler.
I et helt andet tempo sidder vi klinet til den tyske hånd-til-hånd-duo Chris Iris, der i Gap of 42 udnytter deres højde- og drøjdeforskel til en koreografi, hvor excellente løft og tricks elegant inkorporeres i en humoristisk fortælling, hvor den lille også kan løfte den store og den store kan synke sammen til lille. At man kan bytte trøje i en håndstand i hinandens hænder, er blot et af øjeblikke, der aftvinger respekt og smil i mundvigen.
Franske L’immédiats La lévitation réelle er midt i gadens vrimmel med deres variation over adagio i gruppe. En kvinde mister jordforbindelsen og en-to-tre tilsyneladende tilfældigt forbipasserende kommer til og prøver at holde hende fast. I umulige positioner og med finesse og stor kraft leger de fire med tyngdekraften i et that-made-my-day-øjeblik for gågadens mylder af turister, festivalgængere og beboere.
Lyden i ørerne
Danske Convoi Exceptionnel fuldfører i år sin læringsrumstrilogi med Du er en dag i morgen, der er en helt anden måde at placere teatret i et offentligt rum på. De første dele udspillede sig i en gymnastiksal og en svømmehal. Denne gang er vi på en skole og allerede på vej op ad trappen sender den karakteristiske lugt os tilbage i tiden. I klasselokalet sidder vi i rundkreds og lytter i hovedtelefonerne til iøresættelsen af en skoletid, der ikke byder på mange gode minder.
Alle, der har oplevet mobning på egen eller andres krop, får lige så ondt i maven som stemmen, der hvisker i øret. Barnet, der tier, af hensyn til de voksne. Rengøringskvinderne, der ser alt, men som mobningen selv er usete. Anklagen, der dirrer med os som objekt. En fortættet time, der runder trilogien mærkbart af med al den smertens sanselighed, som synet og lugten af et rum kan fremkalde.
LÆS OGSÅ: ISCENEs interview med trilogiens instruktør Jon R. Skulberg
En helt anden måde at bruge lyd i ørerne på møder vi på samme skole, hvor hollandske Tall Tales Company i Square two fletter refleksioner over kunst og talfilosofi i vores ører sammen med elegant jonglering for vores øjne på en vandring gennem gård og bygning, der i dag ”ikke er en skole, men et museum for levende skulpturer af jonglering”. Det falder sjældent heldigt ud, når artister intellektualiserer deres kunst direkte, men dette kompagni leverer en cool performance som en ø af matematisk stilhed midt i festivalens larm.
Punkklovne og dadaistiske spøgelseshistorier
Den dadaistiske Ghost med The Desperate Men er umiskendeligt britisk. Med tekstbidder af standarden “These Foolish Things” som ledemotiv kombinerer tre spøgelser, en kaptajn, en kortsvindler og en makeupsælger fra duty free-shoppen, varieteen med katastrofefilmen i en fortælling, hvor skibet, der går ned, også er et billede på nutidens England.
Endog mere britisk bliver det med eklektiske Chris Lynam som The Beast of Theatre, der kan trække ild ud af røven og nys smadrede ure hele ud af balloner, mens han overlegent-slagterdrengsfrækt sviner os til. Den sarkastisk-ubehøvlede ordstrøm dækker over en brillant artist, der helt skødesløst trækker stikket hjem hver gang.
Portugisiske Rui Paixão er en helt anden type egensindig klovn. Han sidder formummet i en grotesk helmaskering på Kulturværftets scene, mens det talstærke publikum ser ham ånde ned i en stor ballon. I Kinski – Roi de Rats er han en arbejdsløs skuespiller, der hutler sig igennem ved at sælge vampyrtænder i et foruroligende dunkeltgult univers fyldt med balloner – eller måske nærmere varm luft. Et univers, der i al sin fremmedhed formidler en ætsende kapitalismekritik, som skubber karakteren ud i en forvandling til rotte fulgt af en nedbrydning af skellet mellem scene og sal.
Sammen med rotten begiver vi os på en ordløs rejse gennem gyder og de gamle værftshaller kulminerende med en enorm, grøn røgsky (der lidt senere på aftenen udløste en brandalarm). Rui Paixão er en særegen artist, der som en art punkklovn balancerer hårfint mellem det kompromisløse og det prætentiøse med sin flossede karakter i samspil med situationens omgivelser.
LÆS OGSÅ: ISCENEs interview med Rui Paixão
Byrum, scenerum, hjerterum.
I år bød PASSAGE på flere forestillinger end nogensinde før og kun knap halvdelen er kommet med i denne reportage fra en festival, der år for år går nye veje, udfordrer sig selv og sætter skibe i søen, der styrker feltet generelt med tiltag som ungeprojekt, klimadag og nordisk netværk.
I år var dansen for alvor kommet med på programmet i mange afskygninger, mens en anden tendens var hovedtelefoner. En tendens, der ikke kun, men ofte føjer sig ind i tidens mange vandringer. Det gjaldt også i Helsingør, men her handlede det også meget om lyde – med eller uden hovedtelefoner – og måske mere end nogensinde om rum. Byrum, scenerum, hjerterum.
PASSAGE Festival 2023 levede på bedste vis op til, at det ikke altid er det kendte, der rammer renest, men derimod ofte det, vi ikke forventer, der fanger os ind. Dette års festival strittede saliggørende i mange retninger, genrer, trin og tonearter, og den heterogene buket giver lige det, en god festival kan. Animere, skuffe, fortrylle og ophidse – og måske vigtigst af alt: overraske alle de, der passerer, og som ikke nødvendigvis opsøger scenekunsten aktivt med dens mangfoldige udtryk og nærvær.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Passage Festival med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
