KINSKI – vildskab på PASSAGE Festivals gader

PASSAGE Festival 2023 starter i morgen og kulminerer i næste uge i Helsingør, hvor man blandt meget andet kan opleve den portugisiske punk-klovn Rui Paixãos publikumsinddragende forestilling KINSKI. ISCENE talte med Rui Paixão om forestillingen og hans søgen efter det ægte og det vilde fællesskab i gadens jungle.

“I´m looking for the face I had before the world was made”

(W.B. Yeats: Before The World Was Made, 1933)

Portugisiske Rui Paixão nævner Yeats-citatet som en ledestjerne for sit arbejde, og det giver god mening, når man ser klip fra forestillingen KINSKI, der kan opleves på dette års PASSAGE Festival. I forestillingen forsøger en grotesk, men menneskelignende figur at sælge vampyrtænder uden det store held. Karakteren resignerer, giver afkald på det menneskelige og transformerer sig selv – og måske publikum – til rotter.

Klovnens univers

Rui Paixão definerer ikke sig selv som klovn, for han er mere interesseret i klovnens univers end i selve teknikken i at være klovn. Han oplever, at klovnen fylder meget i samtiden og tror, det handler om, at klovnens univers repræsenterer en form for uskyldighed, som ikke findes mere – og som vi derfor higer efter. Hans forestillinger arbejder derfor med klovnens energi og transformationsevne, når han forsøger at skabe et kig ind i det tabte. Ind bag masken, som verden har skabt. En form for kortvarig, uopnåelig utopi, kan man kalde det, der med klovnens perspektiv skaber et komisk øjeblik i samtidens dystopi.

Et andet ord for det tabte er ordet “vildskab”, som Rui Paixão bliver ved med at vende tilbage til, da jeg fanger ham på distancen på en af de festivaler, han besøger denne sommer, før han kommer til Helsingør i starten af august med forestillingen KINSKI.

Rejser ind i det ukendte

Titlen refererer til den tyske skuespiller Klaus Kinski, og Rui Paixão har tidligere fortalt, at forestillingen er inspireret af Kinskis samarbejde med instruktøren Werner Herzog i filmen Nosferatu. Da jeg beder ham uddybe inspirationen, fortæller han, at det handler om udholdenhed, ærlighed, om troen på kunst og på modige rejser, der fører kunstneren ind i det ukendte.

”Det interessante ved disse to kunstnere er deres forsøg på at gøre det umulige, at søge den udfordring, der ikke kan kvalificeres med vores kapitalistiske tænkemåde. Især Herzog er et perfekt eksempel på denne søgen. Klaus Kinski var en problematisk skuespiller, der dykkede dybt ned i sit arbejde, blev besat af sine karakterer og var farlig, når han arbejdede. For Herzog var Kinski den ukontrollerbare skuespiller. En udfordring for instruktøren, men hvor han også vidste, at de film, han lavede med Kinski, ville indeholde noget meget intenst, dybt og ægte. Det er det samme, jeg leder efter. Hvordan kan publikum opleve noget meget dybt, kraftfuldt, ærligt og ægte, når det, de ser på, er totalt kunstigt, som scenekunst er”, beskriver Rui Paixão drivkraften i sit kunstneriske arbejde, der i KINSKI er forankret direkte i karakteren.

Det ægte i det kunstige

Rui Paixão angriber i KINSKI samtidig paradokset med at vise det ægte gennem det kunstige ved at inddrage publikum i forestillingen. Han kalder grebet ”forestillingens invitation” og forklarer uddybende: ”Vi bevæger os i forestillingen fra det logiske, det rationelle, altså tekst og ord, der bliver sagt, til et dyrisk liv, der er det stik modsatte og ikke struktureres af nogen af de parametre. Jeg var samtidig interesseret i ideen om en vandrende kunstperformance, så jeg lavede et koncept, hvor jeg inviterer publikum til at sidde ned i teatret og derefter får dem til at gå med karakteren ud af rummet og ud på gaden. På den måde kan jeg bryde publikums instinktive måde at opleve på”.

I KINSKI har publikum ansvaret for at skabe showet sammen med Rui Paixão. Han lægger så at sige forestillingen i publikums hænder og vil på den måde sigte efter noget, der ikke er perfekt, men intuitivt og spontant. ”Når publikum forstår, at de fra begyndelsen er en form for karakterer i forestillingen, ændrer hele deres forståelse af forholdet mellem kunstner og publikum”, forklarer han.   

SE OGSÅ: Forestillingstrailer for KINSKI

Teatrets zoo og gadens jungle

Offentlige rum har været en central platform for Rui Paixãos arbejde. I første omgang af nød, fordi han som nyuddannet ikke blev booket af teatrene, men siden som førstevalg, fordi han opdagede privilegiet i at optræde udendørs.

”Ofte kalder jeg teatret for en zoologisk have og gaderne for en jungle. Jeg er mere interesseret i at arbejde i offentlige rum, fordi jeg opfatter dem som vildere, mere punk og mere demokratiske. Nu er den store udfordring for mig at holde den følelse af frihed og demokratisk kraft i live. At skabe tilgængelig kunst ved at føre forskellige mennesker sammen uden at transformere udendørs kunst til den samme type kunst, som du kan købe inde i teatret. Lad os holde det vildt og ægte! Jeg kæmper for det uperfekte og fællesskabet!,” insisterer han.  

Udendørs festivaler er den naturlige scene for Rui Paixão, der allerede fra ”jeg forelskede mig i udendørs kunst” har været inspireret af PASSAGE Festival. ”Den kunstneriske ledelse gør det virkelig godt med at understøtte den vildskab, som jeg tror på, fordi de ikke bare booker shows, men indgår i fællesskaber og inviterer kunstnere, der udfordrer dem selv,” forklarer han. Han glæder sig til at deltage i år og ønsker sig, inden han vender tilbage til dagens festival et helt andet sted i Europa, at ”andre vil skabe lignende steder med plads til det vilde, for der er brug for flere festivaler til kunstnere uden faste scener”.

LÆS OGSÅ: ISCENEs interview med blandt andet SVALHOLM, der spiller på PASSAGE Festival 2023

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med PASSAGE Festival med fuld redaktionel frihed for ISCENE.