Mangfoldighed, provokation og erotik er nogle af hovedtemaerne for dette års Dansehallerne x Betty med forestillinger, artist talks og DJ’s på Edison-scenen. Det driver af kærlighed, aggression, angst og humor pakket ind i noget af det mest grænsebrydende scenekunst, København kan fremvise.
Den festlige stemning når helt ud på fortovet allerede inden den første forestilling. Drinks, musik og snak slår en forventningsfuld og inkluderende tone an. Her er ikke pausevin, men pause-øl til alle, og selvfølgelig må du tage glas og flasker med ind i salen. New Shit har eksisteret siden 2020 og afvikles to gange årligt med skiftende gæstekuratorer. Vol. 7 er gæstekurateret af Escarleth Romo Pozo.
De to andre titler i programmet er horror-soloen Goner af og med Malik Nashad Sharpe aka Marikiscrycrycry og The Juliet Duet af den islandske duo, Erna Ómarsdóttir og Halla Ólafsdóttir. De personlige værker og udtryk synes at insistere på, at kunst ikke behøver være kunstigt. Det kan også være råt og uslebent, og det tiltaler ikke mindst det unge publikum, at man godt må udtrykke den, man er.
Fællesskab, tillid og nyskabelse
Escarleth Romo Pozo holder en meget fin velkomsttale til New Shit vol. 7. Den er opløftende, fordi den taler fra et sted af fællesskab, tillid og nybrud. Fællesskab og nybrud, fordi New Shit formatet skaber samhørighed for folk med en åben nysgerrighed på det grænsebrydende. Tillid, fordi konceptet rummer både frådende vildskab og stor sårbarhed.
Udforsker intimitet i et lesbisk sanseunivers, hvor der ikke er meget aktivitet
Den første forestilling i New Shit er Lounge skabt af Marga Alfeirão med Mariana Benenge, Myriam Lucas og Shaka Lion. To kvinder på gulvet hviler afslappet op ad hinanden, hvorfra de gradvist men stadig hvilende udfordrer sig selv og hinanden med erotik. Ordene forsvinder for størstedelen i rumklang, mens små antydninger af danse med bækken, mave og hoved skaber indbyrdes kontakt.
Til sidst løber vand i en stille strøm fra en mund til en anden. Marga Alfeirão udforsker intimitet i et lesbisk sanseunivers, hvor der ikke er meget aktivitet. Så selvom de to stærke dansere underspiller deres udtryk er kvindekønnet alligevel tværet ud over hele scenen. Der skabes et rum uden tid og mål. Et rum, der lytter og deler, og som hviler i en gensidig udforskning af nydelse uden male gaze, i en ”we give a fuck”-attitude.
Sanselig multimedia
Obsidian Dream Love Letters af Sall Lam Toro er den anden forestilling på New Shit-programmet. Den var også en del af Embodied Journeys på CPH Stage. Det er en multimedieinstallationsperformance med både skulpturer, kroppe og video til lyde af alt fra sang og maskiner til luftalarmer. Forestillingen er ladet med symboler i bevægelser, der leder mod fortidens minder.
Der er spring, stampen og elektriske, rystende bevægelser. Skulpturerne af obsidian sten, en vulkansk gas, siges her at antænde autoerotisk begær. Det urolige udtryk af forstyrrelser gennem værket er samtidig en invitation til at hjælpe med at bære ubehaget. Der er sanselige ritualer og kropslige udfoldelser af queer erotiske universer, som kredser om genfødsel.
Stykket italesætter, hvordan man håndterer de mange forskellige stemmer og finder vej ind i sit liv igen. I en kulmination af gult lys og knuste statuer, svinger de to performere armene over hovedet. De løber baglæns og forsvinder. Sall Lam Toro bor i København og arbejder antidisciplinært på at skabe flere inkluderende, sanselige universer, der kan afkolonisere kroppe.
De marginaliseredes perspektiv
Den anden titel i Dansehallerne x Betty er Goner. I programteksten lærer vi, det er en dødsdømt person uden chance for at overleve. Men vi begynder i en modsætningsfyldt tilstand, der også sætter hele salen ud på kanten af sæderne. Til hårdtslående technomusik stiller Malik Nashad Sharpe sig med ryggen til og svinger ballerne til twerks og splits i en 15 minutter lang intro.
Vi begynder i en modsætningsfyldt tilstand, der også sætter hele salen ud på kanten af sæderne
På et splitsekund vender Sharpe sig mod publikum i mørke med vildt og blodigt ansigt: ”You just sit there, while I am getting fucking tortured in here!”. Vi berører misbruget, migration og vold fra den marginaliseredes perspektiv. Et halvgennemsigtigt indelukke går fra at være brusebad til torturkammer. Blodet sprøjter ned ad plastikforhænget, indtil det lykkes Sharpe at rive sig igennem og komme ud.
Malik Nashad Sharpe bor i London, men er ikke ny i New Shit-sammenhæng. Sidste år kunne man opleve værket He’s Dead, der havde stor succes. Som prisvindende international koreograf er interessen provokation, fremmedgørelse, horror og melankoli. Dans er ikke længere kun behageligt og skønhed en mere subjektiv vurdering, som kan komme i mange hidtil usete former.
Dekonstrueret kærlighedsfortælling
Den tredje og sidste forestilling i Dansehallerne x Betty er The Juliet Duet af islandske Erna Ómarsdóttir og Halla Ólafsdóttir. De er kollegaer gennem mange år, men har aldrig tidligere været på scenen sammen. Forestillingen samler ideer op efter en mere bombastisk udgave af Shakespeares klassiker, som Island Dance Company opførte i 2018. Deres interesse for Julie-karakteren har været langvarig, og fokus er kun på hende.
Med middelaldertunge, sorte draperede scenetæpper i tre lag rammes scenen ind. Tradition og stil nedbrydes og forvrænges med aerobic svingende arme, skrig og lange ordstrømme i munden på hinanden. Brudstykker som ”Ned med the Capriolets” og ”love so gentle” når ud gennem røgslør og et buldrende elektronisk orgelpunkt.
Forestillingens koreografer dyrker provokationen og uddrivelsen af ballettens skønhedsidealer og lyst til at behage beskueren
Forestillingens prisvindende og internationale koreografer dyrker provokationen og uddrivelsen af ballettens skønhedsidealer og lyst til at behage beskueren. Det er en af den slags forestillinger, hvor nogle udvandrer, mens andre jubler. Der er elskovssyge teenagere, brølende klimakteriehekse, rastløse nymfer i tyl og elskende i store plastikhjerter. Prokofievs musik får blandt andet selskab af 70’er hittet Love is in the Air.
Midt i værket fortæller kvinderne, hvor meget de elsker os. Og de fortæller om overgangsalder, urinvejsinfektioner og ihærdige forsøg på at fremmane Julie med intense kropslige rystelser, der sandsynligvis resulterede i et jordskælv i Island.
Det grænseoverskridende felt
”Det genreoverskridende er dansens natur,” sagde Danjel Andersson, kunstnerisk chef for Dansehallerne, i et interview sidste år. I samme åndedrag kan vi endda tilføje, at det grænseoverskridende også er blevet dansens natur. Dansen er i højere og grad drevet af påtrængende emner i samfundet, klimaet, magtstrukturer eller følelsen af marginalisering.
Dansere i det frie felt har i høj grad modet til at stå ved det, de har på hjerte
Dansere i det frie felt har i høj grad modet til at stå ved det, de har på hjerte og gør det på deres helt egen måde. Ikke mindst de unge. Dansens udtryk holder sig ikke længere til regler eller traditioner, men søger udenfor strukturerne og gør sig fri af fastlåste opfattelser. Inspirationen kan komme fra populærkultur, sci-fi, dystopier eller fra at ville give stemme og udtryk til mennesker, oplevelser eller fænomener, der ikke har en.
Fælles for programmet har fra begyndelsen været en kæmpe fuck-finger til the male gaze og traditionelle fortolkninger af stil- og skønhedsidealer på en scene. Her svinger kunstnerne med ballerne, skriger, bløder eller elsker, hvis de har lyst. Ord og bevægelser blander sig efter behov. Ofte er dansen ikke bevægelse og ordene ikke hørbare, og det er en del af fortællingen.
Unge og nye publikummer
Er det her så et godt sted at starte for nye publikummer? Det kommer helt an på, hvem man er, og hvor ens interesser ligger. Værkerne vil være for grænseoverskridende for nogle, mens andre føler sig set og hørt. Unges hverdagsmiljøer er fulde af nuancer, der lige som alt andet giver forskellige forudsætninger for smag og komfortzone.
Unges hverdagsmiljøer er fulde af nuancer, der lige som alt andet giver forskellige forudsætninger for smag og komfortzone
Arrangørerne tager sig godt af publikum i teatret, men også med informative programmer, der tilsendes digitalt et par dage før. Hvis man er til popkultur og techno og vil opleve nogle af de mest grænsesøgende og mangfoldigt repræsenterede dansere og koreografer, København kan byde på, så går man ikke galt hos Dansehallerne x Betty.
Dansehallerne x Betty er et samarbejde mellem Dansehallerne og Betty Nansen Teatret, der præsenterede deres første fælles program i 2020. Det er primært drevet af fælles passion for dans og koreografi med et ønske om at udfordre, provokere og skabe mangfoldig repræsentation. Programmet rummer nogle af de mest banebrydende kunstnere fra ind- og udland og ledsages af DJ’s og talks.
