“Det genreoverskridende er dansens natur” – Dansehallerne X Betty præsenterer POPDEATHPOWER

I disse uger afvikles et fire uger langt samarbejde mellem Dansehallerne og Betty Nansen Teatret under navnet POPDEATHPOWER. Publikum kan blandt andet opleve en række nyskabende værker af primært nordiske koreografer, der aldrig tidligere har været præsenteret i København. Der er tale om ”et udforskende samarbejde… som undersøger, hvordan dansen kan slå en flig af cementerede forudindtagelser og ryste os i kraft af humor, provokation og mangfoldig repræsentation på scenen,” står der i pressemeddelelsen. 

POPDEATHPOWER er det andet samarbejde mellem Dansehallerne og Betty Nansen Teatret. Første gang var i efteråret 2020, hvor de blandt andet viste to af Mette Ingvartsens første titler, så der er virkelig tale om cutting edge koreografisk talent. Programmet er igen i år kurateret af Danjel Andersson, direktør og kunstnerisk leder af Dansehallerne. ISCENE har været forbi til en åben snak om programmet, og om de  perspektiver for dans i Danmark, hans programlægning er et udtryk for. 

Danjel Andersson er svensk og tiltrådte stillingen som direktør for Dansehallerne i 2019 fra en stilling som chef for MDT i Stockholm. Danjel Andersson er mest af alt en passioneret aktivist, som kæmper for at gøde dansens økosystem og højne status for dans i Danmark. Det gælder både uddannelse, arbejdsmuligheder, og alt hvad der skal til, for at dans som kunstart kan udvikle sig til et internationalt niveau. 

Dansen er ekspansiv og født til samarbejde

De fleste kulturinstitutioner har fokus på samarbejde og relationsbygning ikke bare med fonde, politikere, publikum og uddannelsesinstitutioner, men også med andre kulturinstitutioner og deres brugere. Danjel Andersson påpeger, at ikke mindst dansen er født til samarbejde:

”Dansen er i sin natur ekspansiv, så det er let for dansen at indgå i andre genrer. Vi kan arbejde med teater, kunst, musik, uden at vi fjerner noget. Det genreoverskridende er dansens natur, og det er det også historisk set”. Dans er er så utrolig mange ting på én gang, og det vil Dansehallerne X Betty gerne bygge nogle strategier op omkring, siger han. 

Danjel Andersson bemærkede allerede før sin tiltrædelse, at dans i Danmark er mindre udbredt end i resten af Norden og Europa. En af de mange fordele ved samarbejdet med Betty Nansen Teatret er, at ”de har den status, de fortjener, hvilket dansen ikke har,” siger han. Betty Nansen Teatret har til gengæld en interesse i et se, hvad dansen kan tilføre deres scenekunstudtryk. Han tilføjer vigtigheden af, at begge institutioner vil det samme af egne årsager. 

Institutionerne lærer af hinanden, og det er tanken, at Betty Nansen Teatret får en mere medkuraterende rolle i fremtiden. Elisa Kragerup, kunstnerisk direktør for Betty Nansen Teatret, var i premiereopløb og kunne derfor ikke tale med os, men siger i pressemeddelelsen: ”Dans taler med kroppen. Og et koreografisk blik kan åbne for nye, ekspressive udtryk i – såkaldt – taleteater. Det skaber en kropslighed, sanselighed og visualitet, som gør teatrets sprog mere fantasifuldt”.

Pop, død og magt med queer feministiske ambitioner

Dansehallerne X Betty har skruet helt op for det ekspressive, sanselige og fatasifulde, hvilket et enkelt blik på programmet bekræfter. Under det slagkraftige tema POPDEATHPOWER vises en perlerække af cutting edge, unge talentfulde koreografers værker, der har modet til at stå ved deres egne, unikke kunstneriske udtryk. Danjel Andersson er både stolt og berørt af de nye fremadstormende, internationale kunstnere.

”Ingen af kunstnerne har tidligere optrådt i Danmark, og det er jo tragisk at sige, for det er jo kunstnere, der alle burde have været her,” påpeger han. I 2020 var nyheden om samarbejdet med Betty Nansen Teatret bærende i sig selv, men denne gang har man valgt et samlende tema, der er mere rettet mod Bettys feministiske ambitioner.

POP skal forstås som populærkultur i bred forstand og handler om en tilgang til værkerne, der rummer både det brede og det smalle samtidig. Som en konsekvens af dette er værkerne på yderkanten af, hvad der er muligt inden for kunsten, siger Danjel Andersson. DEATH er et andet gennemgående tema, der sammen med POWER italesætter de mørke skyggesider og magtpositionereringer i menneskers sameksistens, primært fra et queer-feministisk synspunkt.

”Det handler om, at jeg vil vise, at der i dansen findes en slags linje, som taler med teaterets konventioner, men gennem dansens sprog,” fortsætter han. Men samarbejdet indeholder ikke premierer og co-produktioner, da det dels kræver meget scenetid, dels er for stor en risiko i så vigtigt et strategisk samarbejde. Han vil vide, hvad det er.

Styrken i melankolien

Hvad er det så, man kan forvente i mødet med noget af det nyeste inden for dansens POP, DEATH og POWER? Der er ikke en flig af den pænhed tilbage, som Danjel Andersson først oplevede i dansk ”moderne” dans. He’s Dead har allerede spillet, og den kunstneriske leder er rystet: ”Malik knækkede mig næsten... som amerikansk, sort person, der tilmed er ikke-binær, er man unwanted. Man udsættes for alle mulige ting i sin hverdag. Det er det samme lort, og det forandres ikke”. 

Styrken søges i melankolien, modsat den vestligt etablerede grundfilosofi om at udviklingen går mod noget større og bedre. Men vi ænser ikke, at verden lider på en lang række parametre, fortsætter han. He´s dead er den femte titel af en serie og handler om rapperen Tupak, der pludselig døde og efterlod en masse ubesvarede spørgsmål. 

Danserne i Dead by Beauty and the Beast er de mest ekspressive, Danjel Andersson kender til: ”De er bare POWER i hele deres udtryk og arbejder med magt ud fra et feministisk perspektiv. Det handler ikke kun om at forholde sig til magten, men også om at tage den. Næsten som old school, danske feminister, der tager deres plads og ikke undskylder,” forklarer han. Ingen ”mail gaze” her, men bare et ”we give a fuck” uanset deres eget udseende eller andres idealer.

Stina Nybergs forestilling Thunderstruck er et andet eksempel på, at det brede kan indeholde det smalle i programmet. Den tager udgangspunkt i historien om den serbisk-amerikanske Nikola Tesla født i 1856 og kendt for sin medvirken til udviklingen af vekselstrøm. Han var et geni på alle de klassiske, mandlige parametre. Stina Nyberg har gennem koreografi, lyd og lys skabt et intenst alternativ til Teslas macho elektricitetsshows.  

Traditioner og konventioner fra ”moderne dans” til ”post dans”

De gennemgående temaer i Dansehallerne X Betty i år handler om magtstrukturer, siger Danjel Andersson: ”En cisperson sidder på privilegier i strukturer, vi tager for givet, men behøver hjælp til at forstå. Folk udenfor strukturerne, så som queerpersoner, ser strukturerne tydeligere og kan bidrage til at bearbejde fastlåste opfattelser og åbne døre for nye perspektiver for alle mennesker”.

Det vigtigste parameter i programlægnningen er ”urgency”, understreger han: ”Jeg forsøger at programmere ud fra det, der føles vigtigt, og det behøver ikke være vigtigt for mig, eftersom jeg også er i en læreproces, men jeg skal mærke, at det er vigtigt for nogen”. 

Samtidig mener han, vi skal være bevidste om, hvad det er for en struktur og tradition, vi lægger ned over dans som genre. Danjel Andersson vil ikke bruge begrebet ”moderne dans”, da det er over 100 år gammelt, og dans udvikler sig konstant. 

”I mange danseforestillinger tales der, og i tilgift danses der ikke, men det betyder ikke, at det ikke er dans. Det betyder, at kunstformen dans udvikles. Det er det, jeg kalder ”post dans”… Hvordan skal vi betegne dans, hvor der ikke danses? I samarbejdet med taleteater er håbet, at vi også ad deres kanal kan nå et publikum, som ikke er vant til at se dans. Og vi forsøger i billeder og tekst at være vældig tydelige med, at det her måske ikke er, hvad I tror, er dans, men pyt bare kom og se det”.

Populærkultur og taleteater som løftestang for nye publikumsgrupper 

Danjel ærger sig over, at der er så mange, der ikke kan se dans som kunstform, og han forsøger at danne sig et billede af, hvad der fungerer for folk. Kommunikationen om Betty Nansen-samarbejdet henvender sig til det nye publikum, idet det etablerede publikum allerede ved, de ikke må gå glip af dette. 

”Men er man uden for den verden, så har man ingen anelse. Da skal der andre greb til, og i Danmark er den gruppe større end i de fleste andre lande. Der er nogen, der intet ved om dans, og dem vil vi nå, og der kommer poppen ind”. 

Selvom poppen ikke altid har et budskab, så har alt et budskab i dette program, fortsætter han. Derfor er det en løftestang for nye publikummer til dans, at de kan stå på noget kendt som populærkultur og taleteater. Ambitionen, dengang som nu, er at give mange flere adgang til oplevelser af det nyeste og vildeste, der sker inden for dans og koreografi lige nu. ”Sådan en forestilling med Malik (He’s Dead, red.), det under jeg mennesker,” siger han.

Strategiske perspektiver for gensidig læring og udvikling af dansen

”Dansen er så utroligt mange ting på én gang, og det har jeg bygget nogle strategier op omkring. En af dem er samarbejde… med alle mulige genrer,” siger Danjel Andersson, der også mener samarbejderne skal udbredes geografisk gennem konceptet ”Traindistance”.

Han mener, København er en naturlig ”hub”, der kan knytte Norden og Centraleuropa tættere sammen. En premiere i Stockholm skal inden for en 6-timers togtur kunne komme til København og derfra videre til Hamburg. Man skal kunne tage toget på turné til gavn for kunstarten og for miljøet.

Der skal også være flere genrespecifikke samarbejder mellem institutioner på tværs af Danmark. ”Der findes en fordom om, at dansen ikke har et publikum,” og Danjel Andersson vil gerne bevise, at det ikke er sandt: ”Ofte er kunstarten slet ikke til stede i et område, og så er det jo klart. Hvordan skal man kunne lære noget, der ikke findes?”

Se hele programmet her.