Det Kongelige Teater åbner sin operasæson med Mozarts Titus som chokerende ildshow. En forsigtig dirigent pøser vand på, men skarp iscenesættelse og elastiske sangere fastholder interessen.
Smukkest er det erindringens lys i Mozarts seriøse opera om den romerske kejser Titus, som falder blødt over første scenes tilbageblik på tiden, før magten korrumperer den tragiske herskers liv og relationer.
Unge venner er samlet til et festmåltid, der balancerer på kanten af det erotiske. Her er luft på scenen, men også nærhed. Det er legemliggørelsen af den elegance og kødelighed, der er sublimeret i musikkens dans mellem lethed og skæbne.
Og det slår gnister. I en flammende duet mellem Mojca Erdmann og Elisabeth Jansson får den ærgerrige Vitellia sin underdanige Sextus til at love mordet på Titus som hævn for, at han har valgt en anden til kejserinde.
Fra blød solnedgang til svedne pander
Inden første akt er omme, står Sextus med en fakkel i hånden og sætter ild til så store dele af Rom – og Operaen – at kampen om magten kan lugtes i næsen og mærkes på panden. Det brænder så kraftigt, at den sivende gas lægger sig som et hvæsende orgelpunkt under Mozarts store tutti.
Det brænder så kraftigt, at den sivende gas lægger sig som et hvæsende orgelpunkt under Mozarts store tutti.
Dramatisk er altså den bue, som instruktør Jetske Mijnssen spænder ud over Titus. Fra åbningens svale ro i en uendelig solnedgang bliver lyset først hårdt i mødet med den grå hverdag for kejseren, der drukner i papirer, som skal underskrives. Og siden forsvinder det helt, før ilden tager fat.
Det skarpe greb afspejler sig i Ben Baurs minimalistiske scenografi og i sangernes elastiske bevægelse mellem helt nær intimitet og fjerne duetter fra hver side af scenen som en rumlig fortolkning af den splittelse, magtspillet indskyder i relationerne. Det er meget overbevisende.
Fremragende forvandling
De visuelle flammer finder imidlertid aldrig vej til Hossein Pishkars direktion. Sidste akt, der sætter psykologi over handling, bliver derfor en statisk affære, hvor sangerne savner modspil fra orkestret til at forstærke det dynamiske drive i blotlæggelsen af forræderiets anatomi.
Særligt Elisabeth Jansson imponerer i sin bukserolle som Sextus
Særligt Elisabeth Jansson imponerer dog i sin bukserolle som Sextus. Der er en vampyragtig, tilbageholdt elegance over hendes vandkæmmede fremtoning, som forvandles til vanvid i et fremragende disponeret parti inden ildspåsættelsen. Men også Edgaras Montvidas bør fremhæves for sit udadvendte portræt af Titus, der gang på gang viser sig som tilgivelsen selv. Lige indtil, altså, han går i spåner over endnu et forræderi og fægter om sig med en pistol, der til sidst rettes mod egen tinding.
Det er en noget forceret chokeffekt, der bare ikke kan dække over, at Titus på grund af sin tøvende direktion aldrig bliver rigtig gribende. Hvilket er en skam, for den skarpe iscenesættelse og det internationale hold af Mozart-specialister på scenen lægger op til mere.
Musik: Wolfgang Amadeus Mozart. Tekst: Caterino Mazzolá efter libretto af Pietro Metastasio. Iscenesættelse: Jetske Mijnssen. Scenografi og kostumedesign: Ben Baur. Lysdesign: Bernd Purkrabek. Bevægelsesinstruktør: Ismael Del Valle Espinosa. Musikalsk ledelse: Hossein Pishkar (alt. med Marie Jacquot).
Medvirkende: Edgaras Montvidas, Mojca Erdmann, Elisabeth Jansson, Emily Pgorelc (alt. med Marlene Metzger), Angela Brower, Magnus Berg, Anne-Marie Curry.
Produceret af Det Kongelige Teater i samarbejde med Staatsoper Hamburg og Opéra de Monte Carlo.
Titus spiller i Operaen 10. september – 8. oktober 2023.
