★★★★☆☆ TR!P – original opløsning af virkeligheden

TR!P på Blaagaard Teater er sæsonens foreløbig mest originale forestilling. I et filtunivers, der mimer børne-tv’ets scenografi udforsker tre elskelige, men uforudsigelige karakterer trippets væsen med kulsort humor og sitrende smerte.

Emil Rostrup har en ting med kæmpestore masker. Det så vi på Aveny-T sidste sæson, hvor han som huskunstner med humor og fandenivoldskhed dekonstruerede karakterer og begreber fra det klassiske, græske teater. På Blaagaard Teater gælder det trippet som begreb, og maskerne er det ideelle greb til at forskyde virkeligheden og opløse personligheden.

Som i Euphoria?

Personlighed er der nu masser af hos de tre karakterer, Ørn, Trold og Annelotte med de store filthoveder. De materialiserer sig omkring bordet i køkkenet i dukkehuset bygget af lægter og filt, der minder om en (børne)tv-scenografi. Først som stumme kroppe, der strækker sig mod filturet på væggen. I næste klip midt i en animeret metadebat om en forestilling om trip på et teater, der hedder Blaagaard.

Øv, hvor det irriterer Ørn, at man bruger taletid på det emne. “The world is fucking burning,” som han jævnligt fastslår. Han kan forestille sig mange elendige måder, stoffet kan præsenteres på, men må begrænse sig til en top tre, da de to andre jævnligt afbryder ham med hjælpsomme ideer. “Som i Euphoria, ikke?”, spørger Annelotte, mens Trold foreslår at give publikum svampe.

Fugl Fucking Føniks

De pludrer henrivende ud over over stepperne. Af og til brydes snakken af et blackout. Et par dansetrin. Orange, blå, lilla. Morgen, dag, aften. Så genoptages snakken med nye lister. Hvor vil vi ikke trippe? I Netto, hos tandlægen og værst af alt i Horsens.

Ørn går på arbejde med sin lille mappe i hånden og en danse-syngende bog om psykedelia visualiserer doktorafhandlingen, en af de dårlige måder at tilgå stoffet. Denne afhandling med det aggressivt-rytmiske omkvæd “genopstå som Fugl Fucking Føniks” går dog sin sejrsgang over scenen, inden depressionen melder sig, og hjerter rives ud af kroppe, hoveder synker ned i toilettet, nakkeskud leveres, månen besynges og rummet imploderer i mærkelig og målrettet dekonstruktion.

En original overraskelse, der går planken ud

Emil Rostrup og holdet har skabt et helt guddommeligt univers, der river os rundt med al sin naivt-rasende energi og ejendommelighed. For verden brænder, men netop den desperate afmagt ligger også implicit i trippets væsen, som vi kigger ind i på de fleste af alle de elendige måder, stoffet kan tilgås på. I krydsfeltet mellem tableauer, metasnak, populærkulturelle referencer, dansetrin og omgang med våben og tungt værktøj finder vi ind i trippet og rører en flig af, hvad det kan.

Joen Højerslevs fatalistiske Ørn, Ludmilla Freja Faber Striims dansevorne Trold og Alexander Bryld Obaze elskeligt-gakkede Annelotte (ja, den Anne og Lotte) er nok formummede, men transcenderer forklædningens filter og rammer os med kulsort humor og sitrende smerte.

Forestillingen er lidt for lang og taber intensitet i den sidste tredjedel, men TR!P er ikke desto mindre en original overraskelse, der langt hen ad vejen lykkes overmåde godt med sin insisteren på at gå planken ud.