★★★★☆☆ Dekameron – et stærkt, legesygt memento om naturens nærvær

Anja Behrens fornyr sine kendte greb i endnu et livtag med en klassiker, der i Karen-Marie Billes gendigtning på Teater Republique leger med fiktionslag og med et fornemt cast viser, at Dekameron er både slidstærk og formbar til en ny generation.

De løber rundt og rundt om den faldne stamme i halvmørket på scenen, mens vi finder på plads. Lunter, spurter og standser så på forscenen med ordene om de fire heste i hver sin farve. De fire plager, der driver de unge mennesker ud af byen i Giovanni Boccaccios Dekameron, som Karen-Marie Bille har omdigtet udsnit af til scenen.

Det nøgne, svigefulde menneskedyr

Denne rammehistorie fylder ikke så meget i Teater Republiques både grumme og friske livtag med klassikeren, hvor ti unge mennesker i ti dage fortæller en historie. På Republique er de kun fem, men det er også alt nok. Anton Hjejle, Lasse Steen, Siff Vintersol, Simon Kongsted og Stephanie Nguyen klæder hinanden og fortællingen godt med en liflig balance mellem højspændt drama og tilbagelænet nysgerrighed.

Iscenesættelsen bærer Anja Behrens signaturgreb, hvor et klassisk materiale komprimeres i udvalgte bidder. Ofte blodbestænkt. Ofte med køn som et ledemotiv. Blodstænkene får vi, men stramt doseret i Ida Grarups helt enkle scenografi, hvor træstammen i midten og det slørede lys signalerer død og fare. Kønnet opløses i en kæde af rolleskift, hvor en datter kan være en søn og hvor Anton kan være Eva, mens den forsmåede amazone med de rasende, forrevne bryster jager det nøgne, svigefulde menneskedyr på havetraktor.

Ridderromancer og metadiskussioner

Aktualiseringen sker i et metalag, hvor de fem træder ind og ud af de klassiske fortællinger, reflekterer over dem og sætter dem i forbindelse med nutidens klimaangst og parforholdsproblematikker. Det er væsentligt sjovere, end det lyder, mens netop spillet mellem de melodramatiske ridderromancer og metalagets digressioner samtidig fordyber rammehistoriens dirrende grundangst, der slår ud i lys lue i slutningens farvel til den golde jord.

Inden da er Stephanie Nguyen død og genopstået, har født en søn, været lykkelig med sin elsker og alligevel lidt ulykkelig, for hvad med verdens tilstand? Skal familien flytte på landet, og kan man overhovedet klare en hel vinter på Drejø? Lasse Steens elsker har ynket sig selv med en sprød udgave af Bruce Springsteens I’m On Fire. Siff Vintersol har flået Anton Hjejle levende. Han har vaklet grædende rundt i skovens mørke for siden at genopstå som først Eva, siden som en krukke fuld af basilikum, gødet af et afhugget hoved.

Hovedet sad på Simon Kongsteds Leonardo, tjeneren, der dør den frygtelige død for sin kærlighed til Lasse Steens søn af Siff Vintersols besidderiske far. Stephanie Nguyen lider alverdens pinsler, før hun til allersidst tager grusom hævn over Simon Kongsteds patriarkalske mareridt af en mand.

Naturen rumler under det hele

Anja Behrens holder sine kendte virkemidler i stram tømme og sætter dem velgørende i spil med en tekst, der tør blande fiktionsniveauer med let hånd. Ind og ud af roller smutter de fem i en metaleg, der bevarer dybden i det foruroligende landskab, hvor hestene altid lurer i baggrunden, og det dyriske findes i en bevægelse, i en umælende karakter og i den natur, der rumler under det hele.

Man kan flygte ud af byen fra pesten, men man kan ikke i længden undfly naturen og menneskets påvirkning af den. Dekameron bliver et stærkt memento om dette allestedsnærværende faktum med sin legesyge og dog så dirrende dystre tilgang til et materiale, der atter viser sig slidstærkt og formbart til en ny generation.