20 Years Later, Still Here på DYNAMO er en dybt rørende fortolkning af den klassiske fortælling om bagsiden af showbiz. Kropslig udskamning, skader og oceaner af træning får smerten frem i en forestilling, der med humor, rytme og artistisk ekvilibrisme fornemt viser, hvor stærk en fortælleform, samtidscirkus er.
“De er som en brioche. Lidt fluffy. Ikke fra bageriet, men fra supermarkedet, du ved”.
I en koket blanding af fransk og engelsk introducerer Lotta Paavilainen svidende nedladende et af forestillingens strukturerende spor. Cirkusartister skal være tynde, ikke have bløde, kvindelige former. Gårsdagens historie om spiseforstyrrelser på Den Kongelige Balletskole viser, at dogmet chokerende nok fortsat trives i visse kunstneriske miljøer.
Fuld af fortælling og nonchalant wow-effekt
Det magiske i 20 Years Later, Still Here ligger i, at de to ekvilibristiske artister Lotta Paavilainen og Stina Kopra med komik brænder den underliggende smerte i den kropslige, sexistiske udskamning fast i os. Det er meget rørende – og samtidig særdeles sjovt og fuldt af nonchalant wow-effekt. Det er præcis den flerfacetterede historiefortælling, der adskiller samtidscirkus fra det mere traditionelle cirkus’ fokus på den brillante teknik.
Fanger flot nuancerne i et rytmisk flow mellem mørke og lys, mellem gags og tænksomhed
Her er teknikken et – naturligvis dominerende – element blandt flere, når Paavilainen og Kopra forbinder parakrobatik, tov, hulahopringe og rola-bola (balancer på et bræt lagt på en rulle) med hårfletning og refleksioner over skaldethed, overgreb, skader og de mange, mange træningstimer, som er en del af livet i showbiz.
Troels Hagen Findsens ny-iscenesættelse fanger flot nuancerne i et rytmisk flow mellem mørke og lys, mellem gags og tænksomhed i flot samspil med Vilma Vantola understøttende lyssætning og Satu Kankkonen valsende medfortællende lyddesign.
Hop to the beat
Det er “springtime i hovedbunden,” når den skaldede plet på Stinas isse, som Lotta så ofte står på, får lidt hår i en af de få pauser i parrets turneliv. Der er pastelfarvede trikoter og blonder, der er høje hæle og konfetti ud af munden. Der er smil og positurer. Men med underfundighed er grimasserne også fulde af undren og usikkerhed. Kan det lykkes? Er vi gode nok? Klapper de derude?
De fænomenale kroppe spændes op mod de søgende miner
De fænomenale kroppe spændes op mod de søgende miner og de nøgterne fortællinger om at finde nye balancer med kroppen, når en graviditet skal skjules i fem en halv måned. Om klamme Heinz fra det tyske spejltelt. Om nap i numsen, som er for tyk til træneren. “Hop to the beat. Jump, jump,” kommanderer de på skift hinanden i sjippetovets susen, inden de atter forenes i en fælles hoppesekvens.
What kept you going all these years?
“Animal,” skriger de, mens de på fuglevis gakker rundt med hulahopringene i endnu en latterknækkende parodi på det pres, artistkroppen bliver udsat for. I træningen, men ikke mindst i omgivelsernes antikverede syn på, hvordan kvindekroppen skal fremtræde.
Parret er et rungende dementi på det syn med deres to forskellige kroppe, der på et splitsekund kan skifte udtryk og kombinere klumpet klovnekomik og bjergtagende balancer til en fortælling, der går lige i hjertet.
En fortælling, der går lige i hjertet
Til slut er det alle skaderne, som også er en del af et langt artistliv. Med bandager fra top til arbejder de trætte kroppe sig gennem endnu en serie af forrygende balancer, før de til slut står med ryggen til på deres rullebræt og kigger hinanden i øjnene, da spørgsmålet, “What kept you going all these years?”, atter lyder. Da kom der en tåre i øjenkrogen.
Se forestillingstrailer her.
Koncept: Lotta Paavilainen & Stina Kopra. Instruktører: Heidi Niemi og Troels Hagen Findsen. Kostumer: Enna Paavilainen. Lysdesign: Vilma Vantola. Lyddesign: Satu Kankkonen. Øjne udefra: Heidi Miikki.
Medvirkende: Lotta Paavilainen og Stina Kopra.
20 Years Later, Still Here spiller 11. – 13. oktober 2023 på DYNAMO.
