Populært lige nu

Her er de otte nominerede skuespillere til Teaterflisen 2024

Nu kan hele landet igen være med til at afgøre, hvilken kendt skuespiller, der i år skal have sin bronzekarikatur støbt ned i en...

Bud på ny scenekunstreform: Seks indsatsområder skal bringe scenekunsten ind i fremtiden 

Dansk Teater fremlagde mandag deres forslag til en eventuelt kommende scenekunstreform, da Scenekunstens Årsmøde løb af stablen i Skuespilhuset under CPH STAGE.  Dansk Teater har...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★★☆ Alice – et stort, sukkersødt og syrligt teaterbolsje

Alice er en del af Betty Nansen Teatrets projekt Betty Udvikler og bygger tempofyldt og forførende videre på koreograf Sebastian Klovborg og instruktør Amanda Linnea Ginmans evne til at skabe fysisk-surrealistiske universer, der vender den unge kvindes identitetssøgen på hovedet. I dette tilfælde som et trip lige lukt ned i kaninhullet.

På Blaagaard Teater var vi for nylig på TR!P. Det kommer vi også med AliceBetty Nansen Teatret. Det er to vidt forskellige forestillinger med vidt forskellige greb til at gestalte oplevelsen af gå ind i trippet, fortabe sig i trancen, forsvinde ned i kaninhullet.

Alice
Nicolas Bro, Marie Dalsgaard, Morten Brovn, Dorotea Saykaly, Matthew Rawcliffe Linn Fletcher og Freja Klint i Alice på Betty Nansen Teatret. Foto Camilla Winther.

Opulent Disneystil og missemjav-snak

“Der er en sø. Det er varmt. Der er også et træ”. Alice står som i trance og repeterer pegende sine omgivelser. Hun er nutidigt klædt og står alene på forscenen. Så kommer en fortravlet kanin forbi og lokker sammen med et par hjælpende hænder hende ind bag fortæppet, ned i kaninhullet, ind bag spejlet.

”Who are you”, spørger den lyslilla dansetrio. Det er jo det, der er spørgsmålet. ”Alice”, først hvisker, så råber hun, der nu er klædt i opulent Disneystil fra sløjfen i håret til de store klodsede sorte spændesko. Vævre bugter danserne sig om hende, indtil den sølvstrålende konge med dyneslæbet og den højgravide dronning med parykkronen bryder ind og belærer Alice om forældreskabets gaver. Hun vil ikke have den gravide teatermave, men fortaber sig i missemjav-snak med kaninen, der kan gå fra kælen til diabolsk på et splitsekund.

Alice
Matthew Rawcliffe, Linn Fletcher, Dorotea Saykaly og Freja Klint i Alice på Betty Nansen Teatret. Foto Camilla Winther.

Mareridtet på running sushi-båndet

Alt er med andre ord lige så fuldt af nonsens som Lewis Carrolls romaner om Alice, som forestillingen er inspireret af. Koreograf Sebastian Klovborg og instruktør Amanda Linnea Ginman fortsætter samarbejdet fra sidste års æggende, dystre transformation af Unica Zürns Mørkt forår på Edison, hvor de kombinerer stærkt skuespil med et markant fysisk fortællende udtryk til surrealistiske universer fyldt med kødelig lyst og lurende angst og forvildelse.

I Alexandra Moltke Johansen og Amanda Linnea Ginmans yderst frie dramatisering af Carroll får det sprudlende, festen, forrang, mens de dunkle dybder, der løb som en skalpelskarp puls gennem Mørkt forår, kun anes momentvis i Alice, mest udfoldet i mareridtsturen nedad det evige running sushi-bånd. Alices jagt på identitet har trods sit hæsblæsende, hovedlæse tempo mest et legende præg og hun kan mod slut forlade trippets repeterende spejlinger.

Alice
Freja Klint og Nicolas Bro i Alice på Betty Nansen Teatret. Foto Camilla Winther.

De kan spinde, de kan kradse

Freja Klint Sandberg har allerede markeret sig flot i flere genrer og i rollen som den barduse, livshungrende Alice slår hun bragende igennem som komedienne. Hendes sans for deadpan og kropslig kluntethed koncentrerer rollens legen med det seksuelle og hun er tæt på guddommelig, når hun forsøger at finde sig selv i bidder af sange fra The Girl From Ipanema til Amy Winehouse’s noget dunklere toner. Koket og fjollet i en stigende kurve af volapyk står klicheerne i kø på den absolut mest charmante måde i denne musikalske søgen efter substans.

Marie Dalsgaard viser sin overlegne kapacitet af komisk kunnen som dronningen, der flyver så højt med skarptsleben tunge og grafisk mimik, og siden falder så eksistentielt dybt, da kroppen forfalder. Hendes software bryder simpelthen sammen i en forrygende forvirring, mens huden hænger i laser om hende. De to kvinderoller kan noget, fordi de forskyder det traditionelle til nonsens-riget, og fordi de to skuespillere bider saftigt til bolle.

Morten Brovn leverer afstemt sin gakkede, overkropsfikserede konge og Nicolas Bro er fuldstændig bedårende som kaninen. Oh, denne mangetydige figur, der trækker Alice gennem Wonderland og selv strækker sig sig mod den kærlighed og tillid, det hele måske handler om. Han kan spinde, han kan krasse. “Dont be afraid”, står der på hans T-shirt. Men det bliver vi, når han strækker kløer.

Alice
Freja Klint, Linn Fletcher, Matthew Rawcliffe, og Dorotea Saykaly i Alice på Betty Nansen Teatret. Foto Camilla Winther.

Hop med ned i kaninhullet

Dorotea Saykaly, Matthew Rawcliffe og Linn Fletcher er konstant i bevægelse. Nogle gange med spillerne, andre gange som spillere eller som dansende lag i sig selv. I slowmotion pulserer de bag Alice, før løbet mod trippet atter sættes i gang. Evigt spejlende hendes bevægelser i kæder og formationer. De krediteres som avatarer i programmet, og at gå ned i kaninhullet er jo også et synonym for at fortabe sig selv digitalt.

Forestillingens repetitive præg og kredsen om kommandoer som at sige ja og stop indikerer inspirationen fra det digitale spil, men det anes blot i baggrunden af det fysisk-surrealistiske univers, der fuldendes med Rasmus Junckers jazzede, foruroligende kompositioner og Petruska Miehe-Renards veloplagte, legende kostumering.

Alice er et stort, sukkersødt og syrligt teaterbolsje, der kådt opdaterer Carrolls nonsense coming-of-age-fortælling til en samtidig kontekst i underholdningssamfundet, men som også bare er helt sin egen. Ikke helt så skarpt konceptuelt som Mørkt forår, men et interessant bud på at smelte flere kunstarter tættere sammen i et absolut underholdende og Visuelt aldeles forførende trip, hvis man køber præmissen og tager turen med ned i kaninhullet.

Se forestillingstrailer her

Dramatisering: Alexandra Moltke Johansen og Amanda Ginman. Instruktion: Amanda Ginman. Koreografisk instruktion: Sebastian Kloborg. Koreografi: Skabt sammen med de medvirkende. Scenografi: Steffen Aarfing. Kostumedesign: Petruska Miehe-Renard. Komponist: Rasmus Juncker. Lysdesign: Christian Alkjær. Dramaturg: Tanja Diers. Instruktørassistent: Emilie Beske.

Medvirkende: Freja Klint, Nicolas Bro, Marie Dalsgaard, Morten Brovn, Dorotea Saykaly, Matthew Rawcliffe, Linn Fletcher og musiker Rasmus Juncker.

Alice spiller 20. oktober – 23. november 2023 på Betty Nansen Teatret.

Seneste

Skal vi nedlægge Statens Kunstfond og lade politikerne uddele kunststøtte?

Kommentar fra Jakob Tekla Jørgensen

Bevilling til BIRCA kickstarter nyt arkiv for kunstneriske undersøgelsesprocesser

Nyt projekt hos BIRCA skal indsamle og dele viden...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Skal vi nedlægge Statens Kunstfond og lade politikerne uddele kunststøtte?

Kommentar fra Jakob Tekla Jørgensen

Bevilling til BIRCA kickstarter nyt arkiv for kunstneriske undersøgelsesprocesser

Nyt projekt hos BIRCA skal indsamle og dele viden...

Fire nye bud på Musical Reading Festival lover godt for genren

Musical Reading Festival bød på indblik i fire nye...

Syv egnsteatre får i alt 8 mio. kr. ekstra om året i årene 2024-2027

Kulturministeriet oplyser i en pressemeddelelse, at det er besluttet...
Annonce
Anne Liisberg
Anne Liisberg
Kritik- og debatredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Har siden 1985 arbejdet som instruktør, forestillingsleder, PR-ansvarlig, underviser, skribent, redaktør og producent af både kulturelle og kommercielle produktioner. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.
Annonce

Bevilling til BIRCA kickstarter nyt arkiv for kunstneriske undersøgelsesprocesser

Nyt projekt hos BIRCA skal indsamle og dele viden og erfaring, som genereres i den kunstneriske forskning, der går forud for færdige værker og...