★★★☆☆☆ The Silver Dollar Duke Show – velforløst bestillingsopgave

Madame Nielsen besøger Teater Sort/Hvid med sin transformative teaterkoncert bygget ind og ud af David Bowies univers. The Silver Dollar Duke Show fletter stringent underholdende de dekonstruerede sange ind i Madames særlige udfordring af identitetsmarkører, men ligger ikke noget særligt til hendes livsværk.

To kutteklædte mænd bag bobinetten bader os i et monotont tæppe af lyd, der brat brydes, da The Silver Dollar Duke i Madame Nielsens afmagrede gestalt toner frem i mørket. Den spinkle stemme vokser og får bund i sangen om Major Tom, Space Oddity. Alene i sin tindåse ude i universet kigger han ned på Madame, der fødes som den første i en række af Bowie-figurer, Ziggy Stardust.

Lysende øjne og growlende lyde

Karakterernes fællesnævner er det androgyne, som Madame Nielsens egen gestalt også signalerer. Spraytannet i sølv med håret stift tilbage. Først i top og nederdel som Ziggy, siden i jakke, hat og stok som den aristokratiske The Thin White Duke, som showets titel blinker til, til slut nøgen og transformeret til dyr, til insekt-gollum med lysende øjne og growlende lyde.

En kraftfuld version af Let’s Dance får dæmonisk vibe i Madames udnyttelse af sit register i en vekslen mellem det helt dybe og det falsethøje, før Heroes bliver transformeret til Angels i en The Rocky Horror Picture Show-agtig sound – blot uden humoren. Den er aldeles fraværende i The Silver Dollar Duke Show, der dog ikke undgår at blive ufrivilligt komisk, når der går rockstjerne-attitude classic i karakteren. Hvem er den person, der står og svinger mikrofonstativet og halvhjertet forsøger at sluge det?

Black Stars smertelige dødsbevidsthed flyder over i en potent finale, hvor Cat People bliver til Ant People i den endelige dehumanisering og genfødsel til et væsen, der vender menneskeheden ryggen og går egne veje.

Projektet ligger tæt op ad originalens

De minimale, men ikke uvæsentlige tekstrettelser er lavet af Madame selv, der også står bag de dekonstruerede arrangementer sammen med sin faste musikalske makker, Simon Toldam. De har skabt et kompakt musikalsk univers, der suger os ind i fortællingens boble, men som ikke kan undgå at skurre af og til.

Madame er blandt alle sine mange tusindkunstner en glimrende musiker og æggende sanger, men David Bowie er hun ikke. Når projektet lægges så tæt op ad originalens eget i sin leg med aliens og overskridelse af køn og race, skal nytolkningerne og personaen stå mere markant end de gør i dette show.

Foregangsperson på identitetsagendaen

Benraden drager blikket og kroppen er som så ofte før Madame Nielsens lærred og omdrejningspunkt i den identitetstransformation, der har får benzin af Bowies værk, men ikke lægger meget til Nielsens eget. Det er en forholdsvis enkel komposition, der med musikkens insisteren går stringent gennem transformationerne og undervejs rammer strenge af original skrøbelighed.

The Silver Dollar Duke Show er en bestillingsopgave og er som sådan velforløst. Har man ikke oplevet Madame Nielsen før, kan man her nemt orientere sig i livsværkets grundpiller, men showet er mest en form for teaterkoncert, hvor Nielsens greb ikke får den dybde og egensindighed, som var at finde i mange tidligere værker, men mere bevæger sig på det ydre som en hyldest til Bowies geni.

Madame var foregangsperson på identitetsagendaen – litterært, scenisk og i virkeligheden. I dag er den dagsorden hverdagskost og Madames transformationer skal måske tage nye veje?