★★★★☆☆ 2:22 – gysende godt genrestykke mikser spøgelser med middelklassens privilegieblindhed

NørregadeTeatret og Sjællands Teater kaster sig i 2:22 med bravour ud i noget så usædvanligt som en spøgelseshistorie pakket ind i en moderne sædekomedie. Vi genkender hverdagens parforholdstrakasserier og hopper nervøst i stolene, når det ukendte melder sig gennem Google og babyalarmen.

Det er uhyggeligt!

Sjællands Teater og NørregadeTeatret, der begge leverer forestillinger på højt niveau hver sæson, er denne gang gået sammen, og det er blevet rigtig uhyggeligt i deres let fordanskede udgave af Danny Robins spøgelseshistorie 2:22 fra 2021.

Spændinger på kryds og tværs

2:22 er det tidspunkt på natten, hvor den udmattede småbarnsmor Jessica fire nætter i streg har hørt tunge skridt og en mands gråd gennem babyalarmen fra sin datters værelse. Hun er ængstelig og samtidig irriteret på sin meget selvbevidste mand, Sam, der netop er kommet hjem fra en arbejdsrejse, hvor han ikke har givet lyd fra sig i samme tidsrum. Angiveligt fordi han har tabt sin mobil, men det tror de andre tre nu ikke på.

Ind i den anspændte parforholdsstemning træder nemlig Sams studiekammerat, psykiateren Sophia, og hendes nye kæreste, håndværkeren Anders, der har en næsten mistænkeligt stor interesse for det overnaturlige. Spændingerne går på kryds og tværs mellem de fire, mens alkoholen går ind og spøgelserne måske banker på.

En veldrejet, moderne sædekomedie

Det er et stærkt manuskript, som Frank Rubæk har iscenesat med fremragende gehør for dynamikken mellem hverdagens trakasserier og det ukendtes indbrud i samme hverdag. Langt hen ad vejen er 2:22 en veldrejet, moderne sædekomedie, der med tungen i kinden og rappe replikskifter sætter lys på middelklassens privilegieblindhed. Her accentueret af Anders fra arbejderklassen, der næsten – men også kun næsten – er for empatisk til at være sand.

Vi tror på dem. På Peter Thiemes altid-beredte Anders, på Stine Prætorius‘ sitrende-kyniske Sophia med hang til flasken og melankoli, på Signe Skovs insisterende bange Jessica og på Martin Bo Lindstens Sam, der trods sin mansplainende patroniseren alligevel vinder sympati ved at insistere på naturlovene. “Det er jo ikke Eksorcisten, det her,” som han siger.

Stærkt underholdende genrestykke

Men det er det måske alligevel? For de der spøgelser er ikke sådan at få ud. 2:22 er ikke horror, ej heller splatter. I stedet kryber uhyggen ind på os i en perfekt dosering af små, uforklarlige hændelser og få, men velplacerede gedigne chok. Ikke overdrevet, men lige præcis nok til at gøre os usikre på, hvad der egentlig er på spil i dette så genkendelige univers, hvor også Google, Nirvana og Magtens Korridorer giver deres besyv med.

“Alting får jo en ende,” lyder verset i den ældre schlager, der har en særlig betydning for Anders og hans læsning af situationen. Slutningen i 2:22 giver – som i enhver god spøgelseshistorie – fortællingen et twist. Det skal naturligvis ikke røbes her, men intet skal forhindre mig i at anbefale dette stærkt underholdende genrestykke, hvor også lyd- og lysdesign brillerer uden at puste sig op, men sammen med scenografiens små overraskelser viser, at også teatret kan få os til at hoppe i sædet og gispe af forskrækkelse.

Se forestillingstrailer her.