★★★★☆☆ The Grandmother Project – bedstemødre i cirkuslære formidler samvær som kunstform

Kitt Johnson X-act præsenterer endnu en Circus Arts Festival den 8.-19. april i samarbejde med og Dansehallerne og AFUK, nemlig C!CAF vol. 3. Denne aften har den verdenskendte franske cirkusartist, Alexandre Fray, sat fem lokale bedstemødre stævne til parakrobatik. Det er et virkeligt rørende indblik i essensen af samvær, der giver svedige håndflader og gys i salen. 

Kan man balancere på tre stole oven på hinanden, når man er over 70? Eller flyve på en artists ben mod hoften, og slippe med hænderne? Eller sidde på skulderen af en cirkusartist som 98-årig? Det – og meget mere – kan man, når man arbejder med Alexandre Fray, kunstnerisk leder af kompagniet Un loup pour l’Homme. I blot tre dage har de lokale bedstemødre været i lære, før de på skift kaldes frem på scenen uden præcis at vide, hvad de skal optræde med. 

Cirkus har de seneste årtier udviklet sig i forskellige retninger og viser mange nye ansigter. C!CAF placerer sig der, hvor grænserne mellem cirkus og kunst ikke længere eksisterer, som der står i programmet. Festivalen viser tværæstetiske forestillinger for voksne og børn, og præsenterer debatter og workshops, der alle fejrer kroppens og teknikkens innovative udtryk og tænkning. Efter aftenens forestilling er der aftertalk modereret af Monna Dithmer.

At være ung i længere tid

De lokale bedstemødre træder ind på en tom scene. En efter en kommer de ind med en stol, stiller sig op ved scenekanten og ser på os, før de sætter sig på en række langs bagscenen. Allerede her udstråler de et scenisk nærvær, man ikke forstår, de har fået med sig på blot tre dage. Næste gang, de træder frem, fortæller de lidt om sig selv: Margot Engvang Benner på 86, Astrid Fribo på 70, Lisbeth Brekling på 77, Tekla på 98 og Ann-Marie på 71. En ad gangen kaldes de op til parakrobatik med Alexandre Fray. 

Først på en stol, så på en lille platform og tredje gang på stole oven på stole helt op til tre niveauer. Artisteriet viser i praksis, hvor unikt et sprog, der foregår mellem parrene. Alexandre Fray er indfølende, og bygger det op trin for trin. Kvinderne lytter nøje eller beder om uddybning, før de flytter en fod, deres vægt eller en hånd med stor detaljebevidsthed. Det ligner tango, når to skal bytte plads på en platform, der kun har plads til tre fødder. Sitrende intense mikrobevægelser, vægt og modstand. 

Tekla Irene Walther på 98 står på en stol, som Alexandre Fray vipper i forskellige retninger, så hun må forskyde sin vægt for at holde balancen. Stadig med overskud til at folde en arm ud og vinke til os. En har et ben på stoleryggen og et ben på artistens lår, mens en anden står på håndfladerne af Alexandre Frays strakte arme, og en tredje inviteres til at sidde på hans strakte ben med fødderne på hans brystkasse. Skrøbeligheden bæres på styrken i den intense forbindelse mellem de to parter. 

Kunsten at lytte med kroppen

Alexandre Fray og dramaturg Cathy Blisson har forsket i ældre og akrobatik i 12 år som kunstnerisk forberedelse til de forestillinger med bedstemødre over hele verden, der har skabt siden 2002. Forestillingen i aften viser indledningsvist en film om Alexandre Frays besøg i ældreplejen i Frankrig. En ældre kvinde bliver liftet fra seng til stol med fokus på omsorgen ved at bære et andet menneske, og tilliden fra den, der bliver båret. Er det i virkeligheden så enkelt som det? 

De lokale bedstemødre fortæller efter forestillingen, at det har været en fantastisk rejse på tre dage: ”Det mest fascinerende er, at man bliver som én, når man arbejder med det,” fortæller de. ”Det sker på magisk vis. Alex (Alexandre Fray, red.) giver roen og tilliden”. Der er noget med samhørigheden i at blive båret. Som voksne bliver vi sjældent båret, men kvinder i bedstemødrenes generation har typisk båret meget og mange gennem livet.

Alexandre Fray fortæller, at det virkelig er cirkus, det han laver med kvinderne. Han har lovet, at han ikke vil lade dem falde, men det handler om tillid, om at lytte og se i øjnene. ”An art of action,” siger han. En anden kvinde siger: ”Det er uskyldigt og legende at blive taget til grænsen. Pludselig er jeg midt i noget, jeg ikke havde forestillet mig. Du kan mere, end du tror”. Forestillingen er endnu et eksempel på, at mange af de begrænsninger, vi lægger ned over os selv, sidder i hovedet.

Tillid som base

Det er svært at holde udbruddene tilbage, for sjældent oplever man så medrivende optrin. Der er intensitet og spænding, og publikum både griner, gyser og kigger væk. Vi forstår, at der er noget på spil, men også, at vi påvirker arbejdet på scenen med vores udbrud. ”Nogen sagde åh, og jeg bakkede,” siger Alexandre Fray, efter en svær balance, der faktisk gik som den skulle. Har vi samme tillid i salen, som de har på scenen? Vi bliver manipuleret og suget ind i et sitrende nærvær.

Det er fascinerende at kunne observere de mange detaljer og aspekter af parakrobatik. Det går ofte så hurtigt, at vi kun når at se fartstriberne, når artisterne flyver rundt. I The Grandmother Project foldes wow-effekten langsomt ud for åbent tæppe, så vi kan opleve detaljerne i instruktionen, den subtile kropsbevidsthed og tilliden i samværet. Alexandre Fray beskriver både sig selv som en base og en flyver. Men alene er han ikke komplet.

Det at bære nogen kræver en kontakt, og det giver adgang til en anden persons historie gennem musklernes minder. Det er et særligt sprog at arbejde så tæt sammen, at sanserne udvikles. Der opbygges en tillid og gensidig forståelse af, hvordan to kroppe interagerer. Forestillingen slutter med ord fra en video: ”At bære er at tilbyde din støtte. Få andre til at grine for at få dem til at leve.” The Grandmother Project er rørende gys og grin, der kan lære os alle om empati, tillid og mod.