★★★★☆☆ Bone Whispers og Urbane Saints – Dansehviskere på himmelfart

Lene Boel og det internationale kompagni, Next Zone, havde torsdag aften premiere på Bone Whispers og Urbane Saints på Aveny-T. Syv forskellige dansere hvirvler, elektrificerer og bevæger sig fra de inderste knogler til de fjerneste galakser i en fart og med et indre fokus, så vi som publikum næsten bliver sat af.

Der er ingen tvivl om, at talentet er stort og ambitionerne høje, når Next Zone ruller den røde løber ud til 70 minutters showtime i alt, hvad disse utrolige kroppe formår. Hvis alle energier i universet er forbundne, så er de syv vidt forskellige mandlige dansere et visuelt eksemplarisk eksempel på fleksibilitet og tilpasningsevne. Kroppe danser parkour op ad hinanden, gribes, kastes og kommunikerer med udtryksfulde hænder af mimisk karakter.

Annonce

Kroppene bevæger sig på måder, der er svære at relatere til med de led og knogler, vi nu engang er udstyret med. De kommer fra forskellige baggrunde indenfor hiphop, break, locking, popping, electro, parkour og cirkus. Hver med deres særkende, der sammen gør dem til et stærkt og nuanceret hold.

Dansende kropskontrol

Bone Whispers indledes med en krop i langsomme bevægelser, som var det tai-chi med ekspressive hænder. Arme strækkes op over hovedet og om på ryggen i retninger, der ikke burde kunne lade sig gøre. De bare overkroppe lader os studere hver en muskelfiber i bevægelse og kontrol. De fire dansere skifter mellem eksplosiv parkour og tableauer af break-bevægelser med fuld kontrol.

Der er floorwork med serier af spins, armbalancer og spring, der opmærksomt gribes og videreføres fra krop til krop. En fortælling om fællesskab understreges af en musketered med hænder, der mødes i midten. Fingre og arme bruges artikuleret og bliver til en form for tegnsprog, vi ikke helt forstår, som kom mændene fra fjerne galakser. 

Bone Whispers varer blot 20 minutter, men kan ses som en form for introduktion til sproget, udtrykket og maskinrummet af de bare overkroppes imponerende display af muskler, sener og knogler. Langsomheden i nogle af optrinnene giver os en interessant mulighed for at følge med i skabelsen af mikrobevægelser båret af smidighed og styrke.

Ydre og indre rum

I Urbane Saints er kroppene til gengæld pakket ind i hvide bukser og anorakker med halskraver, der giver indtryk af dragter til himmelekspedition. Det er meget passende, da danserne hvirvler hjemmevant gennem i luften det meste af tiden. Issey Miyake har tilføjet flere fine detaljer til sine kostumer med læg og plisseringer på ærmerne. Med Jesper Kongshaugs scenografisk stærke lys bliver danserne levende lærreder for følelser og stemninger.

Rex Casswells elektroniske musik veksler mellem langsomme scener med en enkelt vibrerende tone med ingen eller minimal puls og hurtige scener, hvor danserne har beats til alle bevægelser. Det giver stor variation i deres bevægelseskvaliteter og ikke mindst forskellige rumligheder. De langsomme vibrerende toner skaber et planetarisk åbent rum ud til de yderste stjerner, mens de hurtige synes at lukke os ind i det urbane nære rum for dans.

Cirkulære bevidstheder

I Urbane Saints er eksplosive kraftspring, kropsparkour, floorwork og saltomortaler bundet sammen af elektrificerende popping, locking og hiphop. Alle syv dansere er solister og får hver deres scenesolo til at vise deres særkender, som er kompagniets mest oplagte force. Ensembleoptrin giver ligeledes plads til forskellighederne frem for at forsøge at strømline alle synkront.  

Narrativet om fællesskab udtrykkes i komplekse hierarkier mellem individ og gruppe. Vi ser kampscener med skub, kriblende fingre, hænder der holder sig for munden eller maven. Flere udtryk vender tilbage i senere scener med nye fortryllende farvesætninger og vibrerende lys. Stemningerne varierer fra isnende blå over bleg grøn til pink. Skygger kastes mod bagtæppet og danser med som et ekko.

Danserne kan blive ved og ved, og det er en meget lang forestilling, der fint kunne være skåret mere til. Trods mime og gestik er det svært at mærke fortællingens følelser og kontakt til publikum, hvorved selv de vildeste optrin risikerer at blive uinteressante i længden. Det øjeblik, hvor danserne ser hen over hinanden i et tydeligt jordnært magtspil af positioneringer, opstår den humor og spejling, som publikum øjeblikkeligt anerkender med grin. Vi er jo bare jordboere.