Udviklingsplatformen for Scenekunst skiftede i denne uge leder, og er nu så godt på plads i de nye lokaler i Baldersgade på Nørrebro i København, at de kan løfte blikket og se endnu mere ud derfra. ISCENE mødte den afgående og den tiltrædende leder til en snak om fortid, nutid og fremtid.
Anne Dalby, der det seneste år har fungeret som Udviklingsplatformens (UP) administrative leder og nu er tiltrådt som leder, er helt enig med afgående leder, Mikkel Harder, om, at lokalerne på Baldersgade uden sammenligning er platformens største fælles bedrift. Nu ser de frem til hver især at løfte blikket mere ud i landet og udlandet.
Mikkel Harder blev for knap fire år siden ansat til at finde nye lokaler fra Otto Busses vej, fordi det ikke var muligt at lave prøvesale der. ”Min allerførste arbejdsdag var faktisk en flyttedag fra UP’s første lokaler til et lille kontor på Vartov,” smiler Mikkel Harder. Smilet dækker over den sisyfos-rejse, der derefter kom til at vare tre år og strække sig over forhandlinger med syv forskellige steder og inspektion af mange flere, før han endelig kunne lukke aftalen på Baldersgade, der nu er indrettet med kontorpladser, møderum og de eftertragtede prøvesale til de selvproducerende scenekunstnere – en hovedprioritet for Bikubenfonden og Projektstøtteudvalget, der finansierer UP.
”Jeg troede, opgaven skulle være en lille parentes, så det har virkelig været meget forløsende, da det endelig lykkedes,” siger han med et lydeligt glædessuk.
En stor forløsning
Anne Dalby glæder sig som ham over, at huset nu er en realitet, men peger også på udfordringer med synlighed uden for Baldersgade. Det er nu muligt at tilbyde gratis prøveperioder med Tid i rum, som før foregik i andres lokaler, samt at lægge hus til andre aktørers aktiviteter.
”Før det var vi aktive og synlige, fordi det var enormt vigtigt at vise flaget ude, når vi nu ikke havde et sted, hvor folk kunne komme til os,” fortæller Mikkel Harder om UP’s indsatser i tre af de forløbne knap fire år.
Tid til løfte blikket
Det har været en udfordring for UP at være synlige udadtil, mens de etablerede sig i de nye lokaler, supplerer Anne Dalby: ”Vi er stadig i en etableringsfase, og det kræver rigtig mange ressourcer internt at sikre, at vores brugere har en god oplevelse. Men det er også ved at være tid til løfte blikket fra Baldersgade og kigge ud i landet og ud til de aktører, som ikke nødvendigvis er i København.”
Hvad laver de på UP?
Det seneste trekvarte år er der nemlig skruet ned for synligheden, og fokus har været på at få Baldersgade godt i gang. ”Nogle har måske oplevet os som lidt fraværende, men man kan ikke være to steder på én gang,” konstaterer Mikkel Harder, og priser derefter sin efterfølger Anne Dalby for at have været den drivende kraft i at få det nye hus gjort klar.
”Folk spørger måske for tiden, hvad vi laver på UP, og der er faktisk ret meget af vores tid, der går med mere usynligt politisk lobbyarbejde, hvor vi prøver at påvirke beslutningstagere, der kan præge scenekunstens strukturelle rammer,” fortæller hun. Arbejdet foregår dels i samarbejde med Dansk Teater, som UP netop er blevet associeret medlem af, i forhold til at presse på for en scenekunstreform, men Anne Dalby søger også samarbejde med de mange andre institutioner og organisationer, der ønsker at styrke feltet, og tilsammen har flere muskler end de enkeltstående kunstnere.
Der er faktisk ret meget af vores tid, der går med mere usynligt politisk lobbyarbejde
”Det er et sindssygt vigtigt arbejde, og det er vigtigt, at netop UP gør det, fordi vi ikke er en medlemsorganisation, men varetager interesser for feltet bredt set. Det handler om at stå sammen, så vi kan gå til politikerne med en dagsorden, alle i branchen kan nikke til, når de måske lige om lidt skal tage stilling til en scenekunstreform. Vi bruger meget tid på at sikre, at det frie felt bliver set og hørt og varetaget på den rigtige måde ind i den sammenhæng,” uddyber Anne Dalby, og Mikkel Harder tilføjer, at UP i den sammenhæng er begyndt at bruge betegnelsen selvproducerende kunstnere frem for det frie felt, da det giver politikerne en bedre forståelse af, at kunstnerne er små virksomheder, der skal opbygge en række kompetencer, som ikke findes i deres uddannelse til kunstner.
Et stærkt felt
Arbejdet forude består dog lige så meget i at få aktiveret huset i Baldersgade, så brugerne kan mærke, at UP er der. ”Vi skal balancere det politiske arbejde med konkrete aktiviteter. Nu får vi en producent mere og vi har et nyt format på vej til efteråret, hvor alle kan komme en gang månedligt og få sparring af os og måske fra eksperter udefra,” fortæller Anne Dalby og slår samtidig fast, at ”feltet står stærkt, og mange er blevet vildt dygtige til at nå ud til publikummerne der, hvor de er”. Man skal ifølge hende løbe stærkt for at følge med i al den nytænkning, der udfolder sig i feltet med fx. site specific og audio-digital scenekunst.
Feltet står stærkt, og mange er blevet vildt dygtige til at nå ud til publikummerne der, hvor de er
Mikkel Harder, der har været i branchen i 30 år, supplerer: ”Den store forskel er, at de enkelte grupper i dag er enormt bevidste om deres eget brand, og hvem de skal henvende sig til. Alle markedsfører sig på sociale medier, så det skaber en bevidsthed om, hvem man henvender sig til og hvorfor. Alle, både yngre og ældre, er blevet meget mere professionelle”.
Kig på tværs af sektorer
I ordet selvproducerende ligger den konkrete udfordring med mangel på producentkræfter også implicit. UP tilbyder en række rådgivningsforløb og digitale værktøjer, der kan styrke kunstnernes i at være selvproducerende, men Anne Dalby er meget opmærksom på, at der fortsat skal arbejdes med det vilkår, at kunstnerne ofte selv skal løfte producentopgaven på deres projekter. Hun har tidligere arbejdet på en lignende institution for musikere og ser ligheder på tværs af sektorerne:
En række rådgivningsforløb og digitale værktøjer, der kan styrke kunstnernes i at være selvproducerende
”Problematikken ligger mig meget på sinde, men UP skal måske ikke alene opfinde den dybe tallerken. Det kunne være, vi kunne lære af noget af andre kunstneriske brancher og samarbejde med dem i forhold at udvikle uddannelsesforløb,” siger hun, mens Mikkel Harder peger på, at der er kommet lidt flere selvstændige producenter de senere år. Udfordringen med at bruge dem er bare fortsat, at kunstnerne ikke har drifts-, men kun projektmidler.
Forbilleder i Europa
”Det er netop de udfordringer på det strukturelle niveau, vi skal påvirke med vores politiske indsats,” siger Anne Dalby, der også finder de internationale projekter lærerige i den sammenhæng. Hun ser gerne, at UP skal blive et internationalt samlingspunkt. ”Det er vi allerede ved at blive med residency-projektet Moving Identities, som åbner verden for UP og UP for verden,” fortæller hun og peger på, at der også kan være noget at lære om arbejdsvilkår gennem de internationale kontakter.
UP skal blive et internationalt samlingspunkt
”Det er vigtigt at suge viden og skabe en vekselvirkning gennem projektet, fordi det danske marked er så småt, og mange kunstnere ikke kan nøjes med at arbejde her,” forklarer hun. Mikkel Harder satte sammen med UP’s internationale producent, Camilla Gürtler, det EU-baserede Moving Identities i søen for nogle år siden med det klare formål at lære noget om residencies, som UP nu sparrer med fem europæiske partnerinstitutioner om på ugentlig basis. ”Det lærer vi så meget af, og det er vigtigt at have forbilleder andre steder i Europa, hvor de har arbejdet med problemstillingerne i mange år,” forklarer Mikkel Harder.
Anne Dalby er enig og nævner, at der i dag også tales anderledes om arbejdsvilkår end for få år siden. ”Det er især de yngre, der taler mere om balance, men det er jo også dem, der skal balancere kunstnerlivet med fx børn. Vi taler for tiden også rigtig meget om tilgængelighed, og hvordan vi skal designe vores programmer, så de er så inklusive som muligt. Vi har fx gjort os erfaringer ved at arbejde med kørestolsbrugere, men vi vil gerne have flere konkrete erfaringer og læring helt ind på kroppen, så vi kan understøtte tilgængelighed på flere måder”, siger hun og nævner flere gange, at huset også skal defineres af sine brugere, ikke kun af UP selv.
Det er især de yngre, der taler mere om balance
Det er i gang
”Jeg synes, det er rigtig fedt, at det ikke altid er UP, der laver indholdet i vores lokaler. Vi skal turde at give faklen videre til nogle andre, der ikke ligner os selv. Hvis man kigger på UP, er vi en ret homogen gruppe,” uddyber Anne Dalby, og Mikkel Harder peger på, at UP ikke selv er meningsdanner, men at andre kan bruge lokalerne til at udtrykke og diskutere meninger. Han glæder sig over det miljø, der allerede er opstået på Baldersgade:
”De tilfældige møder i huset betyder sindssygt meget for de selvproducerende kunstnere, der ellers ofte arbejder lidt adskilt. De seneste uger har vi haft grupper i alle tre sale. Vi har haft møder og arrangementer, og der sidder folk i vores work space. Så det er i gang, at folk mødes ude i gården og i køkkenet, og der er flere og flere, der byder ind med kurser og arrangementer og på den måde sætter dagsordenen for huset”.
Der er flere og flere, der byder ind med kurser og arrangementer og på den måde sætter dagsordenen for huset
Anne Dalby erindrer med et grin, at hun i sin ansøgning skrev som motivation ”at efterlade sit ego i døren og udelukkende arbejde for, at andre får det bedre. Det lyder nok lidt cheesy, men jeg synes, det er enormt givende, og jeg glæder mig til at sætte det nye team. Jeg har er et princip om at omgive mig med folk, der er klogere end mig selv – ligesom de nuværende medarbejdere, der alle har stærke kompetencer. Når holdet nu er sat, skal vi videre med at kigge på vores tilbud og lave en balance mellem stærke, dybe indsatser for få deltagere som vores mentorforløb; og samtidig være noget for flere som rådgivningsforløbet, der starter til efteråret”.
Hvad er en prøvesal?
Anne Dalby har med egne ord holdt sig lidt under radaren i hele 2023, ”fordi jeg har valgt at lægge rigtig mange kræfter i at gøre huset brugervenligt. Så jeg glæder mig meget til at komme ud og møde folk rundt i landet, og det skal teamet selvfølgelig også. Som jeg nævnte, skal vi løfte blikket fra Baldersgade,” siger hun entusiastisk.
Mikkel Harder vender tilbage til den politiske proces, som Anne Dalby også fortsat skal have fokus på. Hun har allerede haft foretræde for Folketingets Kulturudvalg og én til én-møder med kulturordførerne. Det kræver meget forberedelse og er også afhængigt af den enkelte politikers viden om selvproducerende scenekunstnere. ”Nogle ved, hvad det handler om, fordi de har en privat interesse i scenekunst. Andre skal have forklaret, hvad en prøvesal er. Og så handler det om at se på deres dagsordener, hvad skal vi tale med dem om hver især,” fortæller Anne Dalby, mens Mikkel Harder fremhæver, at der bruges mange millioner på at uddanne professionelle kunstnere, og den investering skal give mening for borgerne.
Der bruges mange millioner på at uddanne professionelle kunstnere, og den investering skal give mening for borgerne
”Man taler altid om tilskud til kultur, men man skal se det som en investering. Udover at kunsten kan give svar på spørgsmål i tiden, kan det kreative felt også være en god forretning for Danmark, som den rapport, kulturministeren fik udarbejdet, netop viser. Vi kan godt arbejde med det argument, der hedder return of investment her. Borgerne skal have glæde af, at vi uddanner skidegode scenekunstnere i det her land. Hvis de bliver støttet til bedre at bruge tiden på at skabe fede oplevelser, skaber de mere værdi i samfundet,” siger han engageret, og Anne Dalby finder det befriende, at det i forbindelse med scenekunstreformen bliver sagt tydeligt, at branchen kæmper for flere penge til netop det.
Andre muligheder
Hun tror også på, at der kan skabes mere bæredygtige vilkår for de selvproducerende, hvis feltet af aftagere ikke kun handler om køb og co-produktioner med etablerede scener og teaterforeninger, men bredes mere ud til også at inkludere fx kunsthaller, museer og kommuner, der ifølge hende gerne vil aktivere sig selv gennem performativ kunst. Her kan UP have en form for oversætterrolle, fordi det kræver indsigt i andre sektorers arbejdsforhold, overenskomster, sprog og støtteordninger.
Der kan skabes mere bæredygtige vilkår for de selvproducerende
Den transparens mellem forskellige aktørers virkeligheder er også en intern debat. ”Vi skal åbne samtalen om, at de etablerede scener har rammer, mål og forpligtelser, der kan spænde ben for dem i forhold til at lave de aftaler, de egentlig gerne vil, fordi de fx kan være nødt til at vælge en stor produktion i stedet for en lille for at opfylde et publikumsmål,” reflekterer Anne Dalby, der selv har gjort den erfaring i en tidligere ansættelse hos musikteateret Sort/Hvid.
Både Anne Dalby og Mikkel Harder håber, at udfordringer som disse kan afhjælpes af en ny scenekunstlov, der kan erstatte ”det makværk af et kludetæppe af smårettelser,” som Mikkel Harder karakteriserer den nuværende lov som.
Stabilitet skaber værdi
”På finansloven”. Svaret falder prompte, da jeg spørger Anne Dalby, hvor hun gerne vil se UP om tre år. Det er et klart mål for den tiltrædende leder at sikre en stabilitet og legitimitet overfor fx partnerorganisationer og støttegivere fra andre EU-lande, men også at få et prisniveau på lokaleleje i Baldersgade, så alle kan være med.
Det er et klart mål for den tiltrædende leder at sikre en stabilitet og legitimitet
”Det kræver bare kontinuitet, og den har vi ikke, hvis vi skal være på projektbevillinger og bruge en masse ressourcer på at søge midler – ligesom kunstnerne selv,” slår de begge fast og konstaterer samtidig, at UP allerede er blevet den internationale go-to-organisation, de gerne vil være, og som kan løfte nogle af de opgaver, der tidligere har ligget hos Slots- og Kulturstyrelsen, der fortsat er ramt af den årlige 2%-besparelse og derfor må skære i sine opgaver.
De to ledere har talt sig varme og har begge meget på hjerte om de selvproducerendes vilkår. Nu skal de skilles og Anne Dalby forventer, at lederskiftet vil gå smidigt, fordi ”vi som lederteam har været ligesom Gøg og Gokke,” griner hun, mens Mikkel Harder atter udtrykker sin store tiltro til hende og teamet. ”Anne er så klar. Jeg har arbejdet på at gøre mig selv undværlig og det er lykkedes,” konstaterer han og giver opgaven videre.
