PASSAGE Festival løber af stablen i Helsingør 29. juli – 3. august i år, og holdet bag er i fuld gang med planlægningen. Vi fangede festivalleder Jens Frimann Hansen til en snak om festivalernes vilkår i Danmark og om engelsk inspiration til en anden støttemodel.
”Der findes ikke én definition af, hvad en festival er. For mig handler det om at have en god fusion af genrer i sig og om at udvikle sig hele tiden,” siger Jens Frimann Hansen, da vi taler sammen i telefonen et par måneder før årets PASSAGE Festival. Hverken gadeteaterfestivaler eller de øvrige scenekunstfestivaler i Danmark er ens, og fordi feltet er så broget, er det ifølge ham svært at lave lovgivning – og dermed også finansieringsmuligheder – for det.
Den engelske model flytter penge til festivalerne
”Scenekunstfestivaler ender ofte på finansloven, fx KLAP Festival og Horsens Teaterfestival for børn og CPH Stage for voksne. Det kan forekomme eksklusivt, så man bliver beæret over, at politikerne synes, man har gjort noget særligt, men flere burde have mulighed for at arbejde med festivalformatet,” siger han og uddyber hvorfor:
”Festivalformatet har super godt fat i lokalbefolkningen. Det har fat i de unge og er mere succesfuldt i fx indvandrerområder, hvor vi kan lave særlige projekter. Vi kan reagere hurtigt og ændre koncepter under kriser som corona, karikaturkrisen og finanskrisen. Der er en fleksibilitet i festivalformatet, som er vigtig at anerkende og udbrede til flere aktører. Det er svært i det nuværende støttesystem. Vi får penge fra Statens Kunstfond, og vi får masser af anerkendelse for vores arbejde, men i virkeligheden burde langt flere have adgang til at arbejde med festivaler. Det ville betyde en langt større udbredelse af scenekunsten, og det ville formodentlig også betyde, at et publikum, vi ikke kender i dag, ville få et langt bedre kendskab til scenekunst. Det er i hvert fald vores erfaring.”
Festivalformatet har super godt fat i lokalbefolkningen
Jens Frimann Hansen peger på en helt anden model og prioritering af festivalformatet i England: ”Vi er også involveret i SO Festival i Skegness, og der bliver festivalstøtten bestemt af målinger, som laves af eksterne statistikfirmaer. Målingerne leverer dokumentation for, at festivalerne er effektive, at de rammer de unge og i øvrigt er i tråd med demografien i de pågældende områder. Man kan ikke opnå støtte uden målingerne, men til gengæld har dokumentationen ført til, at Arts Council England (der kan sammenlignes med Statens Kunstfond, red.) har valgt at flytte mange, mange penge fra etablerede institutioner og scener til festivalerne, simpelthen fordi de rammer befolkningen langt bedre”.
Vi mangler dokumentation
Jens Frimann Hansen har forventninger til, at Kulturens Analyseinstitut kunne komme med lignende modeller. Han opfordrer også en institution som Applaus til at gå ind i arbejdet og nævner projektet Kunstens betydning i det offentlige rum, som Kulturens Analyseinstitut og Bikubenfonden står bag, som et andet tiltag, der kan give bedre indblik i, hvad festivalerne kan.
Festivalerne tiltrækker folk, der normalt ikke deltager i kulturlivet
”Vi har stor erfaring med at arbejde i alle kvarterer og med at engagere beboerne mangfoldigt, men vores dilemma er, at vi ikke har statistisk viden om det. Vi synes selv, vi er dygtige, og vi får også både anerkendelse og ros, men vi kan ikke dokumentere vores resultater, fordi vi både mangler fælles standarder og statistik med valide kvalitative og kvantitative metoder. De faste scener har generelt nogle relativt snævre og fastlåste segmenter i modsætning til festivalernes, så vi mangler målinger af festivalerne til at komplementere statistikken for de faste scener, fordi festivalerne tiltrækker folk, der normalt ikke deltager i kulturlivet,” forklarer han.
Kommunen er en del af festivalen
Jens Frimann Hansen citerer Bertel Haarders Institutionernes tyranni, som blev udgivet tilbage i 70’erne, for statementet, ”Det er nemmere at bygge en institution end at lukke den igen,” for atter at pointere festivalernes fleksibilitet. De er nemmere at lukke, da de sjældent er knyttet til mursten og fastansættelser. PASSAGE Festival, der er Nordens største gadeteaterfestival, er fx arrangeret af en teaterforening, fordi den er skabt ud af det lokale engagement og festivalen kobler sine internationale erfaringer med at være en del af Helsingør Kommune i tæt samspil med Sverige.
”Det er vores DNA. Andre steder er der andre organiseringer,” fortæller Jens Frimann Hansen og understreger, at festivalen har et godt samarbejde med Helsingør Kommune, fordi kommunen føler sig som en del af festivalen: ”Da vi lavede en forestilling i en af kommunens svømmehaller og skulle have temperaturen sænket én grad, kørte den ansvarlige medarbejder ind fra sin ferie og gjorde det,” fortæller han om det stærke, kommunale engagement. Men trods både administrativ og politisk opbakning i kommunen kan der være benspænd i samarbejdet, fordi reglerne for at agere i det offentlige rum er indviklede og svære at forklare til politikerne:
Vi har spillet på færger, slotte, nedlagte brandstationer og mange andre steder, og produktionsarbejdet er sådanne steder både atypisk og uforudsigeligt
”Vi har et diffust udgiftsniveau. Forestillinger i det offentlige rum kræver noget meget forskelligt. Før spillede gadeteater typisk på det lokale torv, men i dag foregår det mange forskellige steder. Vi har spillet på færger, slotte, nedlagte brandstationer og mange andre steder, og produktionsarbejdet er sådanne steder både atypisk og uforudsigeligt. Det presser os på både økonomi og arbejdskraft.
Digitaliseringen af Refusionsordningen har heller ikke nødvendigvis gjort det nemmere. At få et komplekst produktionssetup ned i en konform afrapportering er ikke nemt. Det er de færreste, der tvivler på festivalernes positive resultater i forhold til publikum, men kompleksiteten er svær at håndtere og svær at forudse. Det betyder også, at mange projekter som modtager støtte fra Statens Kunstfond fra starten er underfinansieret, og at kunstnerne har en berettiget forventning om, at festivalen løser de problemer, der opstår undervejs. Det kan festivalen også godt, problemet er bare, at der er for mange udgifter, man ikke anerkender i støtteordningerne,” siger Jens Frimann Hansen.
Der skal forandringer til
PASSAGE Festivalens økonomi stykkes sammen af støtte fra Statens Kunstfond og Helsingør Kommune, billetsalg, fonde, EU-projekter, nordisk støtte og efterfølgende salg af forestillinger, og Jens Frimann Hansen mener grundlæggende, at det er en sund struktur, der afspejler festivalernes mangfoldighed. Han oplever også, at festivalen er attraktiv for små lokale fonde, fordi den er synlig og kan ramme mange målgrupper. “En lokal bank støtter gerne et gratis arrangement for børnefamilier,” siger han og peger på, at det som for alle andre frie producenter er driften, der er svær at få finansieret.
Der er andre omstændigheder og udgifter forbundet med at arbejde i det offentlige rum, og dem kan man ikke tage med i ansøgningerne
I år er festivalen særligt presset økonomisk, hvilket dels skyldes ændringer i refusionsordningen, men også den generelle tendens til, at de danske kunstneres værker underfinansieres, fordi der er andre omstændigheder og udgifter forbundet med at arbejde i det offentlige rum, og dem kan man ikke tage med i ansøgningerne.
”Der skal forandringer til i støttesystemet, ellers kommer det til at gå ud over kvaliteten i festivalen,” slår Jens Frimann Hansen fast og fortsætter: ”Styrken ved scenekunstfestivaler i det offentlige rum er, at de kunstnerisk kan spejle samfundets kompleksitet, men de formater, vi arbejder med i støttesystemerne, er alt for konventionelle og gammeldags.”
Mangfoldighed i kunsten
Jens Frimann Hansen fortæller, at han til en konference under det svenske Mångkulturåret i 2006 hørte den daværende kulturminister, Lena Adelsohn Liljeroth, komme med en nedslående konklusion. Den gik i al sin enkelthed gik ud på, at det svenske samfund havde gennemgået store forandringer i de sidste 30 år, men det havde kulturlivet ikke. Jens Frimann Hansen mener, at en lignende diskrepans findes i håndteringen af den danske scenekunst.
”De scenekunstneriske værker i dag er mangfoldige og meget forskellige i deres udtryk og har udviklet sig i takt med samfundet. Men støttesystemet og dets definition af et scenekunstnerisk værk er relativt uforandret i de sidste 30 år. Hvis ikke vi laver det om, har vi et støttet scenekunstlandskab, som er helt ude af trit med tiden. Definitionen af et kunstnerisk værk må være kunstnerens, ikke lovgivningens,” slutter Jens Frimann Hansen.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med PASSAGE Festival med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
