★★★★☆☆ Verden i mine øjne – billedmættet koreografisk portræt af en forsker

Pernille Garde Stage Art har i sommer og senest på Metropolis vist det koreografiske portræt af zoologen Marie Hammer, der viede sit liv til mosmiden. Hende kendte jeg ikke, men Verden i mine øjne placerer sig på fineste vis i tidens fremskrivning af oversete kvinder med sit tyst-insisterende portræt af en dedikeret forsker.

Tiden skriver fortidens kvinder frem af glemslen, og scenekunsten har blandt andet kastet sig over kvinder fra videnskabens verden. Københavns Musikteater var tidligt ude med Radium om Marie Curie i 2015 og Iben Hjejles portræt af jordskælvsforskeren Inge Lehmann på Folketeatret i 2019 var en anden stærk præstation.

Pernille Garde Stage Art har tidligere blandt andet portrætteret de kendte kunstnere, Anna Ancher i I Annas atelier (2021) og Sorella Englund i Sorella – et portræt (2017), mens Verden i mine øjne nu indfælder den mindre kendte zoolog Marie Hammer i et koreografisk udtryk.

Billedmættet univers

Tre kvinder med runde forstørrelsesglas vandrer rundt mellem os, før de kategoriserer og opdeler os i tre grupper. Vi er en del, men dog langt fra de 1000 forskellige varianter af mosmider, som Marie Hammer viede sin forskning til. Vi vandrer med vores Marie, mærker jorden under os, observerer jordprøvens langsommelighed og forsamles så i et fælles flow, der måske mimer mosmidernes bevægelser under os.

Så bænkes vi på mere traditionel vis i teaterrummet, der abstraherer jordkloden, øjet og forstørrelsesglassets runde form i fire øer i Signe Kroghs jordfarvede, billedmættede scenografi, der bagtil afgrænses af et kvadratisk lagenlærred, hvor fotos af Marie Hammer veksler med tegninger af mosmiderne og billedet af Pangæa, det sammenhængende kontinent, som gik forud for opsplittelsen i flere kontinenter, som hendes mosmidestudier var med til at argumentere for.

Forskerens koncentration fanget i sirlig håndkoreografi

Og netop dér i Big Bang starter vi, for også de små organismer i verden blev til der og siden spredt over hele kloden, mens Pangæa langsomt forskød sig og de enkelte kontinenter blev skilt af vand, men efterlod den samme mikrofauna i alle verdenshjørner. Marie Hammer fandt dem blandt andet på Grønland, hvor hun deltog i en Knud Rasmussen-ledet ekspedition.

Vi ser hende i islandsk sweater blandt forskerkollegaer på billeder, der ledsager den talte fortælling, der veksler med kvindernes cirkelformede rul og trin gennem rummet, og i små, sirlige hånd- og overkropskoreografier, der associerer forskerens koncentration og uendelige repetitioner af forsøg og observationer.

“De taler til mig, de små dyr, de hjælper mig,” siger Marie, der som de fleste kvindelige forskere på sin tid ellers arbejder uset, alene i hjemmet omgivet af familien. Den nationale anerkendelse kom først sent.

Uset forsker, bemærkelsesværdig kvinde

Koncentrationen, dedikationen til de små dyr og lykken ved mikroskopet vinder koreografisk over få, korte udbrud af frustration og en sprød længsel mod slut, der karakteristisk ender i konklusionen “Ingen tilværelse kunne have været mere interessant”.

Verden i mine øjne bliver også et interessant bekendtskab i Pernille Gardes særlige kombination af ord og cirklens grundbevægelse, der varieres tempo- og niveaumæssigt til et eget tyst univers, der både kan være det underjordiske og den videnskabelige tankes fokus. Udtrykket mødes frugtbart med det billedmættede rum og med Mons Niklas Schaks meddigtende lydunivers, der har samme tyste, men insisterende tone. En tone, der rammer netop grundtonen i en uset forsker, men bemærkelsesværdig kvindes liv.

Verden i mine øjne forlener levnedsskildringen og de videnskabelige fakta med en fortættet poesi, der åbner fortællingen og historien op, og performancen vil derfor også være særdeles egnet i undervisningsregi.